Britisk venturekapitalfond: Dansk fintech kan måle sig med de førende i verden

Britisk venturekapitalfond: Dansk fintech kan måle sig med de førende i verden

Kevin Chong, leder og investor i fintech-venturekapitalfonden Outward VC, var i København for at tale på Nordic Fintech Week. Og han spår en stor fremtid for de danske fintech-startups.
Danmark er på højde med de største fintech-lande i verden. Det mener Kevin Chong, leder og investor i venturekapitalfonden Outward VC, og peger særligt på det danske talentgrundlag og virksomhedernes globale indstilling som nøglen til succes.

Denne uge har stået i finansverdenens tegn i takt med, at Nordic Fintech Week har samlet finansfolk fra både ind- og udland.

En af de udenlandske gæster var Kevin Chong, leder og investor i fintech-venturekapitalfonden Outward VC, som af NFW var invitereret til som taler til begivenheden. Men det var ikke den eneste grund til, at han var i byen.

“Jeg har været involveret i det nordiske i omkring tre år nu. Og selvom alle peger på London som værende både fintech- og venturekapitalfonds-hovedstaden, er der mange ligheder og paralleller til Danmark og særligt København,” fortæller Chong.

Outward VC, som har hovedsæde i London, har indtil videre investeret i både danske Januar og Mazepay. Og flere investeringer kunne sagtens være på vej. For Danmark og Norden er et område, man i udlandet holder øje med.

”Først og fremmest er der rigtig meget talent, både kommercielt og teknisk. Rigtig mange i den danske fintech-sektor har erfaring fra de store virksomheder, inden de starter deres eget, og det er et godt tegn,” siger investoren.

Teknisk og kommercielt talent er et godt grundlag for de fleste virksomheder. Men det er ikke alle, der fra start af tænker globalt, mener Kevin Chong.

”En af de ting, jeg godt kan lide ved de startups jeg møder i Norden er, at akkurat ligesom i London er mindsettet globalt. De fleste vil ikke bare bygge en national eller regional forretning – de vil være en verdensledende finansvirksomhed. Og det gør regionen ekstremt interessant som investor,” forklarer han.