Et hav af danske startups arbejder allerede på innovative produkter og løsninger, som skal begrænse klimakrisen. Den store udfordring er bare at få dem implementeret og skaleret globalt.

Danmark bliver ofte set som en innovativ frontløber, når det kommer til bæredygtighed. Men hvis innovationen som bliver skabt i Danmark, skal have betydning på globalt niveau, kræver det, at de enkelte startups og virksomheder skalerer udover Danmarks grænser. Det er imidlertidig en svær diciplin, som både er dyr og kulturelt udfordrende, når man kommer fra et lille hjemmemarked som det danske.

Derfor satte Canute også sig selv i verden i 2018, og har siden da hjulpet danske startups med at skalere internationalt. Og når de den 6-7. december slår dørene op til eventet “Go Green Global” er det med et særligt fokus på at give det voksende segment af grønne startups et hjælpende puf ud i verden.

“Vi taler hvert år med flere hundrede danske startups, der enten overvejer eller er i proces med at skalere internationalt. Mange af de spørgsmål og udfordringer, de har, er de samme. Derfor bruger vi meget tid på at formidle vidensdeling mellem dem, der allerede har gjort det og dem, der skal i gang. Med Go Green Global gør vi det samme, blot fokuseret på startups med en grøn forretningsmodel – dem har vi alle interesse i, lykkes med at skalere globalt,” siger Mia Grosen, direktør for Canute.

Viden, netværk og erfaring

Canute har allerede hjulpet startups over en bred kam med at skalere til Sverige, Tyskland, Storbritannien og USA via deres market-entry programmer. Og her har man erfaret, at nøglen til at undgå de værste overraskelser, når man skal skalere, ligger i at lytte til lignende virksomheder, der allerede har gjort det.

Et eksempel herpå er Fresh.land, der med en størrelse på 45 medarbejdere, allerede har skaleret succesfuldt til fire markeder og netop nu er i process med at rejse kapital til at skalere til de næste 10. Et andet eksempel er Nordic Harvest, der med massiv ekstern kapital i ryggen nu er ved at forberede deres skalering til fire nye markeder. Sammen med Damn Good Coffee, sidder de med i ét af panelerne til Go Green Global, hvor de vil dele ud af deres erfaringer med, hvordan de rejser kapital, hvordan de vælger marked(er),samt hvilke fejl de har begået.

“Mit bedste råd er, at man skal have ryddet – hvis ikke alle, så de værste – børnesygdomme i forretningen af vejen, før man skalerer til nye markeder – f.eks. manuelle processer, som ikke er skalerbare. Ellers risikerer du blot at skalere dine problemer,” siger Mathilde Jakobsen, CEO Fresh.land

Eventet byder også på et panel med danske Donkey Republic og Gomore samt to paneler med internationale eksperter fra Canutes netværk, der vil dele ud af deres viden om, hvilke fejl der ofte bliver begået i startups, når de skalerer internationalt.

Se det fulde program til eventet på hjemmesiden her. Her kan der også fortsat bestilles gratis billetter til eventet, som bliver holdt hos Dansk Industri og støttes af Erhvervsstyrelsen.