TechNews

Ambitiøse fødevare- og agroiværksættere skal spire på Østerbro

0

Copenhagen Agrifood Incubator er navnet på et nye miljø for fødevare- og agroiværksættere. Kontorfællesskabet Symbion på Østerbro danner rammerne om det nye iværksættermiljø der skal udvikle morgendagens fødevarer og digitale løsninger til landbruget.

Danmark er blandt de førende i verden, når det kommer til bæredygtig fødevareproduktion, innovation og sikkerhed fra jord til bord. Et stigende antal iværksættere tager springet og starter egen virksomhed. Men erfaringerne at adgang til kompetencer og netværk er blandt de vigtigste parametre for, at virksomheden siden kan vokse.

“Daglig sparring og adgang til netværk med erfarne aktører og ligesindede iværksættere øger simpelthen chancen succes,” siger Lars Visbech Sørensen, der er direktør i Agro Business Park og en af initiativtagerne.

Mere end blot m2

I forvejen driver Agro Business Park iværksættermiljøer i Aarhus og Foulum ved Viborg. Nu er turen kommet til hovedstaden og sammen med Symbion, som i forvejen driver tre kontormiljøer i København, skaber de Copenhagen Agrifood Incubator.

Det nye iværksættermiljø vil også være nabo til Accelerace, som sammen med blandt andet Agro Business Park, COOP og Arla udbyder acceleratorforløbet ”Scale-Up Food” til de mest lovende danske og udenlandske iværksættere inden for fødevarer og landbrugsteknologi.

Direktør i Symbion og Accelerace Peter Torstensen ser frem til samarbejdet:

“Der sker rigtig meget inden for fødevarebranchen ikke bare i Danmark, men globalt. Det er et område vi har fuldt tæt og arbejdet med i flere år og vi har fået flere og flere henvendelser fra spændende iværksættere og virksomheder. Derfor er vi hos Symbion rigtig glade for at kunne tilbyde food- og argotech iværksætterne muligheder der seriøst øger deres chance for succes.”

Copenhagen Agrifood Incubator tilbyder fleksible løsninger i forhold til skrivebordspladser og kontorer. Fælles for de tilknyttede virksomheder og iværksættere er, at de får adgang til mere end lager, professionelle mødelokaler og konferencefaciliteter.

Den officielle åbning af Copenhagen Agrifood Incubator foregår fredag den 18. maj 2018. Her vil man kunne møde nogle af de iværksættere, som Agro Business Park samarbejder med, høre Innovationsfonden give vejledning til den gode Innobooster-ansøgning og netværke med kolleger i branchen.

Techvelopment: Danske fintechs slutter sig til kampen mod fattigdom

0
Techvelopment is the new black: Fintechs will power the next generation of aid

Copenhagen Fintech og Care Danmark har indgået et partnerskab, der få fintechs til at tackle nogle af verdens fattigste udfordringer – såkaldt techvelopment. Den første udfordring bliver at give nomadefolk adgang til lån og kontanter.

Range rovers på støvede landeveje. Sådan blev nødhjælpsarbejde portrætteret i Liberty på DRs bedste sendeflade. Men nødhjælpsarbejde 2.0 ser noget anderledes ud. Det kaldes  techvelopment og skal køre på lige dele blockchain og brøndbygning.

Det skal et nyt partnerskab mellem udviklingsorganisationen, Care Danmark og Copenhagen Fintech sikre. Sammen skal de bruge den finansielle teknologi, så den kommer verdens fattigste til gode. Det kommer til at ske via en platform, hvor danske fintechs får mulighed for at matche med problemstillinger udvalgt af Care Danmark. Den første udfordring er allerede online.

“Brug af teknologi skal være ligeså almindeligt som at bygge en brønd”

CARE Danmark har arbejdet med hjælp til selvhjælp i 30 år i Afrika og Asien. Ifølge organisationens generalsekretær, Rasmus Stuhr Jakobsen kan de teknologiske løsninger bringe nødvendig innovation til udviklingsarbejdet:

”Vi skal simpelthen udvikle og forny den måde, vi arbejder med at bekæmpe fattigdom på. Ny teknologi, innovation og finansielle værktøjer er nødt til at blive lige så almindeligt som at bygge en brønd eller slide i marken, hvis vi skal give mennesker den hjælp til selvhjælp, som kan give dem et bedre liv, ” siger generalsekretæren og forklarer:

”Der er ingen genveje – og vi kan kun bekæmpe fattigdom, hvis folk selv knokler på. Men mange af de udfordringer, mennesker i udviklingslande står overfor, løser vi i vores del af verden med højteknologiske løsninger. Det vil vi nu sammen med Copenhagen FinTech prøve blandt fattige mennesker.”

Techvelopment er win-win

Samarbejdet giver Copenhagen Fintech en mulighed for at bringe det eksplosivt voksende fintech-økosystemet tættere på dansk og internationalt udviklingsarbejde. Samtidig kan den finansielle teknologi gøre en reel forskel for verdens fattige.

”Jeg er glad for aftalen med CARE. Danmark har en lang tradition for udviklings- og hjælpearbejde, og hvis vi i Danmark også formår at udvikle tech-løsninger, der understøtter udviklingsarbejdet, er vækstpotentialet enormt. Hvis vi både kan forbedre hjælpearbejdet og derved skabe bedre vilkår for verdens fattigste og samtidig skabe nye vækstvirksomheder er det jo win-win”, siger CIO i Copenhagen FinTech, Simon Schou.

Virtuelt lab skal forbinde fintechs med den tredje verdens udfordringer

For at de rette fintechs finder de rigtige udfordringer har Copenhagen fintech udviklet en digital matchmaking platform. Her har Care Danmark beskrevet en af de udfordringer, som de håber kan tæmmes med tech, som startups så kan byde på.

”Vi åbner et Virtuelt Lab ved at gøre brug af en platform fra startup-virksomheden Wazoku, som er en af indbyggerne i vores fintech-lab. Vi ser et stigende behov for at bringe startups tættere på etablerede organisationer – og vi håber vores nye virtuelle lab og wazokuplatformen kan være med til at styrke denne bro. Det bliver spændende at se, hvordan vi kan bringe innovative idéer fra it-iværksættere og forskere tilknyttet Copenhagen FinTech tættere sammen med CARE Danmarks visioner i udviklingsarbejdet, ” siger CIO i Copenhagen FinTech, Simon Schou.

Lån til nomadefolk i Niger

Den første udfordring er allerede online på platformen. Care Danmark har brug for en løsning, der skal gøre nomadefolk fra Nigers fjerneste egne i stand til at optage lån og få fat i kontanter. Det kan du læse mere om her.

En række fintech-virksomheder vil få mulighed for at pitche deres løsningsforslag til Care Danmark d. 21 juni i forbindelse med Copenhagen Fintech Week. Vinderen kan se frem til et samarbejde med nødhjælpsorganisationen og et tilskud på 100.000 til at gennemføre projektet.

Nyt IT-hus på havnen skal styrke Odense som international tech-by

0

Technology Denmark byder ind til samarbejde, debat og fremvisning af en ny 12.000 kvm IT-hub d. 25. juni med et arrangement i Det Røde Pakhus på Odense Havn.

Den fjerde industrielle revolution – også kaldet Industri 4.0 – er rullet ind over hele kloden. Den har om noget haft sit indtog i Odense og på Fyn generelt, hvor højteknologiske vækstvirksomheder er blomstret frem i de seneste år. Med knap 350 fynske it-, robot- og dronevirksomheder har det således vist sig, at Odense har et særligt momentum, som kraftcenter for teknologi både nationalt og internationalt. Det skriver Technology Denmark i en pressemeddelelse. 

“Et nyt hus og øget samarbejde for at sikre fremtidens tech talenter – For at sikre branchens fortsatte fremgang, og at udviklingen i Odense opnår de bedste rammebetingelser, skal vi samarbejde på tværs af interessenter. Vi skal skabe endnu mere synlighed om Odense som tech region, så vi kan tiltrække og fastholde talenter inden for området. Dét giver det her nye IT-hus mulighed for,” fortæller Mette Beck-Nielsen, Adm. direktør hos Technology Denmark.

Technology Denmark inviterer derfor relevante samarbejdspartnere, virksomheder og interesserede indenfor i det nye 12.000 kvm IT-hus i Havnemøllen, der kan blive et fysisk samlingspunkt for eksisterende og nye teknologi-virksomheder i Odense. Samtidig er der lagt op til en diskussion af de næste skridt i udviklingen af Odense som internationalt anerkendt teknologi-by.

I motorrummet hos Hypefactors – AI-teknologien der skal gøre hype til virkelighed

0

Hypefactors opererer med egne ord på markedet for MarTech (marketingteknologi), hvor deres mission er at forene to dualistiske discipliner; PR-omtale og AI. Ved at benytte AI vil Hypefactors automatisere en industri, hvor effektmåling af PR-indsatsen i dag udelader væsentlige faktorer som troværdighed, kvalitet eller om historien er positiv eller negativ.

Metoden hedder Hypefactors Value og lover kunderne, at afsøge alle afkroge af det næsten endeløse medielandskabet for at kvantificere værdien af PR-omtale gennem ti parametre. Det har hidtil været en kompleks opgave for PR-bureauer og langt fra skalérbar. Det vil Hypefactors så lave om på. Der er bare en udfordring; de har ikke solgt produktet i stor skala endnu. Men som det er tilfældet for mange andre platforme, kan en succesfuld integration mellem automatisering og AI være den hellige gral.

Hypefactors leverer en cloudbaseret SaaS-platform på abonnementsløsning. Det er en relativ ny kategori på Børsen, men Hypefactors vil børsnotere virksomheden og rejse mellem 15 og 20 millioner kroner. Provenuet er øremærket vækst og skal bruges til øget salg- og markedsføring samt nok så vigtigt, videreudvikle software-platformen, herunder accelerere implementeringen af AI-modeller.

Avanceret overvågning

Men hvordan anvender Hypefactors den AI-teknologi, der skal skalere PR-disciplinen og gøre dem til et interessant investeringsobjekt? Vi har talt med deres hollandske CTO Viet Yen Nguyen, der er ph.d. i Computer Science og tidligere forsker hos European Space Agency.

Han leder det udviklerteam, der skal sikre, at Hypefactors får succes med deres avancerede teknologi, hvor store selskaber som Google og Amazon stadig kæmper for at få et synligt gennembrud.

Så hvad gør produktet unikt og hvordan understøttes det af AI-teknologi?

“Blandt andet skal produktet kvantificere læsernes engagement og estimere historiernes rækkevidde. Den nøjagtige information er sjældent tilgængelig. Derfor har vi udviklet algoritmer, der kan overvåge historierne, når de spreder sig. Ved hjælp af en navigations-algoritme og en web-crawler kan vi komme flere spadestik dybere end man har mulighed for ved traditionel medieovervågning,” siger Viet Yen Nguyen og fortsætter:

“Det giver vores kunder flere mediedata og vi bruger avanceret teknologi, som man kender fra data mining, til at klassificere og opdele og gruppere relevante links på websider. Ved at anvende AI giver vi kunder ny og udvidet indsigt i mediekanaler og de får bedre forudsætninger for at planlægge kampagner.”

Når PR bliver raketvidenskab

Algoritmen identificerer websider, der publicerer flere historier end andre og crawler så de sider oftere, end dem med lav frekvens. I tilfælde af servernedbrud eller netværksfejl på websider noterer algoritmen det og genfinder den optimale crawling-frekvens, når den pågældende hjemmeside er oppe igen. En teknologi og løsning som Viet Yen Nguyen og teamet har bygget på baggrund af Viets erfaring inden for rumteknologi.

“Mange af vores tekniske principper, er tilsvarende de der anvendes inden for rumteknologi. Det har gjort vores dataplatform ekstremt robust og det kommer især til udtryk ved at vores web-crawler er i stand til at genopbygge sig selv i en lang række fejlscenarier,” siger Viet Yen Nguyen.

Systemer der bruges til en rummission testes allerede i en tidlig fase for deres pålidelighed og sikkerhed. Analyserne er baseret på enormt store mængder statistisk data som skal beregne sandsynlighederne for succes. Metoden går under det mundrette navn Probabilistic Reasoning. AI-benet af dette, det der kaldes Probabilistic Programming Language (PPL), er nu ved at overtage fra traditionelle og deep machine learning-metoder.

“Rumfartøjer er bygget gennem en ekstremt stringent proces. Deadlines er stramme og i nogle missioner er der kun lancering én gang for hvert årti og man får typisk kun én chance for at gøre det rigtigt. Så en betydelig indsats går ud på at opbygge fejldetektering, isolering og algoritmer der kan genoprette systemet i tilfælde af fejl,” siger Viet Yen Nguyen.

CTO i Hypefactors Viet Yen Nguyen

State-of-the-art

Hypefactors bruger også PPL til at genkende og fortolke publiceringsdatoer for artikler når web-crawleren trækker data på tværs af platforme fra hele verden. Eksempelvis bruger amerikanerne et måned-dag-år format, mens europæere følger et formatet for dag-måned-år. En simpel dato som 01-07-18 kan derfor fortolkes på flere måder, ligesom måneder og dage kan forkortes eller blot have helt forskellige navne. Det er især en udfordring, når man skal overvåge medier i Asien, fortæller Viet Yen Nguyen.

Denne algoritme kører tusindvis af simuleringer af potentielle fortolkninger, hvorefter den bestemmer datoerne ud fra den højeste sandsynlighed. Viet Yen Nguyen og hans team har i dag stor erfaring med at træne og skalere denne AI-metode, da de behandler millioner af artikler hver dag.

“Vi stræber altid efter den mest effektive og elegante løsning. Nogle gange kan dette være så enkelt som at anvende 200 år gamle solide matematiske teorier eller det kan være PPL-modeller, der er det tætteste man kommer på state-of-the-art teoretisk datalogi til industriel praksis,” siger Viet Yen Nguyen.

Aarhusiansk startup sluppet gennem nåleøjet til prestigestigefyldt acceleratorprogram

0

Ebay, Ikea, Nike og Walmart sidder med ved bordet, når de nøje udvalgte startups slipper gennem nåleøjet til acceleratorprogrammet Launch.org. “En enestående mulighed for at skabe forandreing på verdensplan,” siger Sven Philipsen, som er stifter af det aarhusianske startup Eachthing, der netop er sluppet ind.
Som oplyste forbrugere har vi en stor magt, når vi svinger dankortet i det lokale supermarked: De virksomheder, som leverer de produkter, vi ønsker os, bliver direkte belønnet. Men det er bare tæt på umuligt at navigere den magt det rigtige sted hen i en produktjungle af ingredienslister, bæredygtighed og produktionsforhold.
I stedet for at opfinde en ny mærkningsordning har Sven Philipsen derfor stiftet platformen Eachthing, der skal mobilisere forbrugerne på en online platform, hvor de kan interagere med producenterne. En interaktion der skal danne grobund for troværdig produktinformation og -innovation.
“Vi giver dialogen mellem forbrugere, producenter og produkter en platform, hvor tilliden kan vokse. Det betyder, at producenter kan få et tættere forhold og en bedre forståelse for, hvad kunder mener om deres brand og produkter, og samtidig kan forbrugere være med til at påvirke den manglende gennemsigtighed, og de metoder der bliver brugt i produktionen,” siger Sven Philipsen, stifter af Eachthing.
Eachthing hjælper forbrugeren med at evaluere produkter i købssituationer, så produkterne i højere grad matcher deres egne behov og præferencer. Forbrugerne kan efterspørge mere information fra producenten, og se hvad andre brugere af produktet synes om det. Det betyder, at Eachthing kan skabe datadrevne forudsigelser om forbrugeradfærd, købsmønstre og trends.
Og det er faldet i god jord hos det amerikanske program Launch.org, der har offentliggjort Eachthing som en ud af ti udvalgte startups med potentiale til at skabe forandring på verdensplan.

Mødes med Walmart i USA

Acceleratoren Launch.org repræsenterer et stærkt netværk af giganter som ønsker bæredygtig omstilling – blandt andet Ebay, Ikea, Nike og Walmart.
“At blive valgt til Launch.org er selvfølgeligt en kæmpe anderkendelse af, at vi har fat i det helt rigtige. Det er en hel unik mulighed for at få taletid med store, internationale producenter som deler vores dagsorden om at skabe bæredygtige løsninger, der kan skabe forandring på verdensplan,” siger Sven Philipsen.
Det er ikke første gang, at Danmark er præsenteret i Launch.org, der næste år kan fejre 10-års jubilæum. Danske Pond Global, der som de første i verden producerer bio-baserede og biologisk nedbrydelige lim til blandt andet spånplader, deltog i 2015 i Launch.org, og fik i forsommeren 2018 en to- ciftret millioninvestering fra Bestseller-milliardæren Anders Holck Povlsen. Og de 110 startups der hidtil er accelereret gennem Launch.org har fået samlet funding på mere end 100 millioner dollars.
For teamet går turen til Walmarts hovedkontor i Arkansas i USA i december, hvor det første møde med Launch.org-programmet, de andre deltagere samt repræsentanter fra store internationale partnere vil være til stede.

Fintechs går sammen: Hjælper iværksættere med inddrivning fra dårlige betalere

0

Betalingsfacilitatoren Yourpay offentliggør i dag et samarbejde med regnskabsprogrammerne Billy og Dinero, der med det nye samarbejde får hjælp til at inddrive penge. Løsningen er et betalingslink, der kan sendes direkte med en elektronisk faktura, så den kan betales med få klik og et betalingskort.

”Innovative betalingsløsninger hos Yourpay gør det nemmere, hurtigere og mere effektivt at drive forretning. En høj grad af brugervenlighed for både virksomhed og forbruger betyder, at virksomhedernes likviditet forbedres – der bliver plads til at dedikere tid og penge til det, der betyder noget: At udvikle sin virksomhed,” siger Mathias Gajhede, der er stifter og CEO i Yourpay.

Hos Dinero skal betalingslinket gøre betalingsflowet lettere for kunden, og samtidig bogføres betalingen efterfølgende automatisk.

Tysk rykkerbot hjælper Billy-kunder

Billy har sat betalingslinket fra Yourpay i spil sammen med en tysk robot fra CollectAI, der hjælper de små virksomheder, der bruger regnskabsprogrammet, til at sende rykkere ud. Den første måned gik robotten i gang med 258 rykkerprocedurer til en værdi af 2,5 millioner kroner i fakturaer, og 85 procent af sagerne er nu enten blevet betalt eller løst på anden vis.

”Mange kan ikke fordrage at sende rykkere, fordi det føles ubehageligt og ofte kræver lidt juridisk og teknisk viden. Derfor vil de fleste hellere løse en aktuel arbejdsopgave, og udsætter problemet i lang tid,” siger Jonas Midtgaard, der er administrerende direktør i Billy.

Læs også: Lønudbetaling bliver gratis for mindre virksomheder

Det nye, intelligente system laver rykkere ud fra specialdesignede flows, som kunderne selv kan vælge. Systemet kan eksempelvis sende SMS-påmindelser og rykkere på mails, alt efter hvilket tidspunkt der fungerer bedst for typen af bruger.

”Slutkunderne glemmer ofte bare at betale, fordi de har travlt, eller ikke lige har tjekket deres mails på rette tidspunkt. Når det hele er automatiseret og nemt, så de med få klik kan betale eller gøre indsigelse, kommer der langt bedre flow i betalingsprocessen, og likviditeten forbedres for den erhvervsdrivende,” siger Jonas Midtgaard.

Samarbejder gør iværksætternes liv nemmere

Iværksætteriet er en indgroet del af DNA’et for alle fire selskaber. Derfor er det også helt naturligt, at de nye løsninger først og fremmest går ud på at gøre livet nemmere for iværksættere, så de kan fokusere på at vokse forretningen.

”Samarbejdet gør det nemmere for Dinero-brugernes kunder at betale deres regninger. Og jo nemmere det er at betale, desto hurtigere får man sandsynligvis sine penge i kassen. Likviditet er altafgørende for alle virksomheder, så jo hurtigere pengene går ind i banken, desto før kan man geninvestere pengene,” siger Martin Thorborg, direktør og medstifter af Dinero.

De nye funktioner er allerede tilgængelig i Billy, mens Dinero regner med at få den nye feature live i løbet af næste uge.

Martin Thorborg