Danske CluedIn har sikret en investering på 15 mio. dollars, svarende til 92 mio. danske kroner. Serie A investeringen skal blandt andet bruges på bygge platformen og ekspandere til nye markeder. 

Datastyringsvirksomheden CluedIn har netop landet en investering på 92 mio. kroner, ledet af Dawn Capital. Også angel investoren Stijn Christiaens, medgrundlægger og CTO i Collibra, samt venturekapitalfonden Nordic Makers bidrog til investeringen.

Med denne investering har den danske virksomhed nu rejst i alt 99 mio. kroner, siden virksomheden blev stiftet i 2015.

Investeringen skal bruges på at bygge CluedIns platform, udvide virksomhedens salgs- og marketingteams, indgå i partnerskaber og ekspandere til flere markeder, heriblandt det amerikanske.

Læs også: Kan Sitecore-drengene gøre det igen?: CluedIn på vej mod væksthimlen

”Det har været en fantastisk rejse indtil videre. Vi er glade for at have fået anerkendelsen af førende branchemyndigheder og partnere samt godkendelsen af nogle af de mest fremtidsrettede globale kunder. Vi kan ikke vente med at bruge disse midler til at tage CluedIn til det næste niveau og til flere kunder globalt, der leder efter måder at låse op for værdien af data fra første- og tredjeparter på,” siger Tim Ward, CEO og medgrundlægger af CluedIn.

CluedIn hjælper sine kunder med at strømline den data, virksomheden er i besiddelse af, så virksomheden nemmere kan benytte dataen til at skabe indsigt. For at gøre dette bruger CluedIn især grafer.

Tim Ward, Martin Hyldahl, CTO i CluedIn, og Pierre Derval, virksomhedens CPO, er også ophavsmændene til Sitecore. Den virksomhed blev i 2016 solgt til den svenske kapitalfond EQT for angiveligt 7,5 mia. kroner.