You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Insurtech, Copenhagen fintech lab, fintech

Copenhagen Fintech: Finanstilsynets nye Fintech-initiativer rammer plet

@sebastian

Finanstilsynet har netop løftet sløret for fem nye tiltag, der skal gøre livet nemmere for Fintech-iværksættere. Og initiativerne rammer umiddelbart iværksætternes ønsker, vurderer Thomas Krogh Jensen, CEO i Copenhagen Fintech.

Fintech-verdenen er notorisk kendt for at være svær at bryde ind i for startup – blandt andet fordi reguleringen er tung og kringlet. Men det vil fem nye initiativer fra Finanstilsynet nu forsøge at ændre på.

Før sommerferien fik Folketinget tilslutning til at Finanstilsynet allerede i år får flere ressourcer til at styrke Fintech-indsatsen. Det sker helt konkret gennem fem initiativer, som blandt andet skal gøre det lettere for Fintech-iværksættere at komme igennem til Finanstilsynet og dermed få gang i virksomheden.

”Etableringen af FinTech-initiativerne vil være en mærkbar hjælp til at navigere i den finansielle lovgivning for de digitale iværksættere og vil gøre det lettere og mere attraktivt at etablere sig som Fintech-virksomhed i Danmark. Initiativerne skal sikre, at Finanstilsynet er en moderne, åben og teknologiparat tilsynsmyndighed, der understøtter vækst og innovation. Det vil være til glæde for alle de virksomheder, som ønsker at etablere sig i Danmark,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Læs også: Det betyder regeringens udspil for danske startups

De seneste år har danske fintech-startups oplevet, hvordan det er en tung dans at få hul igennem til finanstilsynet, og derfor hilser Copenhagen Fintech da også de nye tiltag meget velkommen.

”Det der er kendetegnet for tiltagene er, at det virker til, at finanstilsynet har lagt øret til jorden for at lytte til behovene – og er imødekommet mange af dem. Jeg synes, vi kommer et langt stykke hen ad vejen. Og på god startup-maner så starter man med at gøre noget. Det forum, der er etableret for at udveksle erfaringer, meninger og holdninger, kan så itererer på tiltagene hen ad vejen, og det synes jeg i virkeligheden er super vigtigt,” siger Thomas Krogh Jensen, CEO i Copenhagen Fintech.

Kortere afstand til rådgivning

De to første tiltag indføres 1. oktober og indeholder mere vejledning om den finansielle regulering for iværksættere samt håndholdt tilsyn, så fintech-startups med nye forretningsmodeller kan komme mere smertefrit gennem tilladelsesprocessen.

”Mere proaktiv rådgivning er jo helt klart noget, der har været efterspurgt – en nemmere adgang til rådgivning, hvor man ikke bare får ja eller nej til et spørgsmål, men mere hjælp til, hvad man skal gøre og hvordan,” siger Thomas Krogh Jensen.

Helt konkret opretter Finanstilsynet en fintech-telefon, e-mail og hjemmeside med målrettet vejledning til iværksættere. Samtidig bliver det muligt for det enkelte startup at få mere en-til-en hjælp gennem tilladelsesprocessen i stedet for at blive henvist til generelle retningslinjer – som kan være svære at forholde sig til eller direkte ukonkrete.

Samarbejde og sandkasse styrker internationalt fokus

I løbet af efteråret vil finanstilsynet etablere et Fintech Forum, hvor repræsentanter for fintech-iværksættere og etablerede finansielle virksomheder kan mødes og udveksle erfaringer og meninger om den finansielle sektor i en teknologisk kontekst.

”Der bliver lagt op til mere teknologiforståelse, så det ikke bare bliver finansiel regulering, men finansiel regulering i en teknologisk kontekst – så man forstår, hvad det er, der sker, når blockchain eller AI bliver brugt i den finansielle kontekst,” siger Thomas Krogh Jensen.

Læs også: Copenhagen FinTech annoncerer nyt samarbejde

Samtidig vil Finanstilsynet oprettet en regulatorisk sandkasse kaldet FT Lab – et ønske der længe har været i Fintech-miljøet – hvor fintech-iværksættere kan teste deres teknologier og forretningsmodeller i et sikkert og realistisk test-miljø.

”Den regulatoriske sandbox er også vigtig i et internationalt perspektiv. Det efterspørger stort set alle de internationale startups, vi gerne vil have til landet,” siger Thomas Krogh Jensen.

De fem initiativer indfases løbende over det næste års tid, og de første skydes i gang allerede fra 1. oktober.

 

FAKTA: De fem Fintech-initiativer i Finanstilsynet

  • Finanstilsynet vil udvide vejledning og information om den finansielle regulering for iværksættere og FinTech-virksomheder, der anvender ny teknologi. Bl.a. via en FinTech-telefon, e-mail og hjemmeside. Derudover vil Finanstilsynet være åben for dialogmøder med iværksættere, som har brug for vejledning for at komme i gang. Initiativet igangsættes den 1. oktober.
  • Håndholdt tilsyn. Det kan være svært for virksomheder, der anvender nye forretningsmodeller eller teknologi at forstå og komme igennem en tilladelsesproces. Finanstilsynet vil derfor tilbyde en håndholdt hjælp igennem tilladelsesprocessen for FinTech-virksomheder. Initiativet igangsættes den 1. oktober.
  • FT Lab (”sandkasse”). Finanstilsynet vil etablere en regulatorisk ”sandkasse”, hvor der skal skabes et sikkert miljø for test af nye teknologier og forretningsmodeller. Der vil være tale en tidsbegrænset proces, hvor virksomheder, under ordnede forhold, kan få lov til at teste deres innovative tjenester. Initiativet igangsættes i første halvår af 2018.
  • Fintech Forum. Finanstilsynet vil etablere et forum for teknologianvendelse indenfor den finansielle sektor. Forummet skal bestå af repræsentanter fra både iværksættermiljøet, etablerede finansielle virksomheder og aftagerne af de nye produkter i form af virksomhederne og forbrugerne. Initiativet igangsættes i løbet af efteråret 2017.
  • Internationalt samarbejde. Finanstilsynet vil løbende arbejde for tættere samarbejde med myndighederne både inden og uden for EU – og særligt i Norden – om en fælles forståelse af regler og behandling af FinTech.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY