Virtual Reality er ikke længere den hotteste nyeste teknologi. Sidste år forsvandt teknologien fra den berømte ‘Gartner Hype Cycle for Emerging Technologies’. Men ifølge Therkel Therkelsen, så betyder det ikke, at teknologien er mindre lovende. Det betyder, at den har bevæget sig videre fra udelukkende at være interessant for kredsen af dedikerede early adopters og er ved at modnes som selvstændig industri.
“Der er store forventninger til, at 2020 kan blive det år hvor VR og AR når en ny hype som i 2016, da flere vil stifte bekendtskab med en daglig relevant anvendelse af XR (extended reality red.),” siger Therkel Therkelsen, der stiftede organisationen CopenX i 2016.
CopenX faciliterer samtalen om brugen af nutidig- og fremtidig teknologi. Mest kendt er formentlig organisationens årlige summit, der er Nordens største med fokus på VR og AR. Derudover rådgiver man virksomheder, udvikler hackathons og sammensætter professionelle netværk med fokus på implementering af teknologi, hands-on erfaringer og pilotprojekter.
Opryster med nye profiler
Ved indgangen til 2020 har organisationen oprustet gevaldigt og hentet to nye profiler – begge med en fortid hos Altinget – i bestræbelserne på at skabe styrkede nichenetværk og hjælpe startups indenfor industrien med at sikre funding og sparring på national og international vækst.
Først tiltrådte Ricky Thomsen som ny direktør ved årsskiftet og nu tiltræder Anders Havelund Krøyer som Partner og Chief Growth Officer i CopenX.
“Med Anders får vi nye kompetencer ind i CopenX setuppet, som kan bringe os videre og udvikle CopenX i den retning, vi ønsker. Vi får samtidig frigivet ressourcer til, at jeg kan bruge mere krudt på at udvikle og forfine CopenX’s kerneprodukter. Vi vil således styrke vores position indenfor XR-industrien i Norden endnu mere, skalere vores eksisterende tiltag og etablere nye nichenetværk og masterclasses fokuseret på brugen af teknologi i organisationer og virksomheder,” siger Therkel Therkelsen.
Efter seks år hos Altinget, og senest som direktør i Altinget Arena, er Anders Havelund Krøyer klar til nye udfordringer.
“Jeg glæder mig virkelig til at komme ombord i CopenX og arbejde sammen med Therkel og Ricky. Therkel er utrolig innovativ og altid klar med nye ideer til koncepter og produkter. Ricky kender jeg fra Altinget, hvor vi sammen satte fart på, med opadgående kurver på tværs af hele Altinget koncernen. Den øvelse glæder jeg mig til at gentage, sammen med CopenX, som i øvrigt allerede er tredoblet i størrelse siden min opsigelse i December. Det tegner godt,” siger Anders Havelund Krøyer.