Sponseret – Danish Tech Challenge-vindere gør klar til at erobre shipping-branchen

Onsdag tog startuppet Rosenby Engineering førstepladsen og de medfølgende 500.000 kroner i Danish Tech Challenge. Nu skal deres vanddrevne boremaskine HydroPen gøres klar til salg på shippingmarkedet, mens der sideløbende findes nye markedsmuligheder for teknologien.

Da vinderen af årets Industriens Fonds Iværksætterpris blev råbt op, kom det bag på vinderholdet Rosenby Engineering.

”Der er stadig lidt kulder i hovedet – det var lige dele overraskede og overvældede, at vi vandt,” siger Julius Skjoldby, COO i Rosenby Engineering, da jeg fanger ham til en snak et par dage efter.

Den store check blevoverrakt af HKH Kronprins Frederik

Deres vinderprodukt HydroPen er en mekanisk, vanddrevet boremaskine, der automatisk kan slukke containerbrande til søs. Og til at begynde med så de slet ikke løsningen som en kandidat til Danish Tech Challenge.

”Jeg tænkte, at tech er sådan noget med printplader og kunstig intelligens, og det var ikke lige os. Men vi blev faktisk kontaktet af nogen fra programmet, og efter det skub bestemte vi os for at søge – og nåede det lige inden deadline,” fortæller Julius Skjoldby.

Beslutningen skulle vise sig at være særdeles god, og med sejren har de endnu et bevis på, at virksomheden efter to års udvikling står med en unik teknologi. En teknologi de nu både skal have solgt til shippingmarkedet, og finde ud af hvor de ellers kan bruges.

Se en videopræsentation af HydroPen-konceptet her.

Markedspenetration: Et mere kompliceret spil end forventet

At HydroPen er bedre end de manuelle løsninger, som findes på markedet i dag, er der ingen tvivl om. Men skibsredere er et effektivt folkefærd, og det skal helst kunne ses på bundlinjen, hvis de skal ud og investere i en ny løsning.

”Grunden til, at HydroPen er relativt svær at sælge nu er, at rederierne er meget kostfokuseret. Der sker relativt få brande om året, og dem der sker, forsikrer de sig ud af. Vores produkt er dyrere end det, som er påkrævet i dag. Hvis ikke man kan få en nedsættelse på forsikringen ved at have HydroPen, så får man ikke direkte noget ud af det i kroner og ører,” forklarer Julius Skjoldby.

For at øge værdien for rederierne arbejder Rosenby Engineering derfor på at udvikle en lift til HydroPen, så den kan komme op og slukke brande i højden. Det kan nemlig ikke lade sig gøre med det manuelle udstyr. 35 procent af lasten befinder sig i containere så højt oppe, at man ikke kan komme til dem med manuelt udstyr, og derfor kan en lift føre HydroPen ind på et blue ocean-marked, hvor der slet ikke findes et produkt i dag.

”Vi har en automatisk enhed, vi kan sende derop – det har ingen andre. Men vi er inde i et udfordrende spil, hvor dem der skal investere i HydroPen ikke nødvendigvis er de samme, som står med udgifterne efter en brand. Det er mere kompliceret, end vi lige havde regnet med,” siger Julius Skjoldby.

Fra niche til bredde

Før Danish Tech Challenge havde Rosenby Engineering aldrig været i kontakt med DTU, men mødet med eksperter og ligesindede hardware-startups under programmet har modnet virksomheden – både teknologisk og på forretningsforståelsen.

Læs også: Sømænd fra Læsø vandt Danish Tech Challenge

Det betyder blandt andet, at de sideløbende med udvikling af liften, der forhåbentlig kan slå hul på shipping-markedet, er gået i gang med at kigge på alternative markeder for teknologien i samarbejde med Mærsk Growth, som er den danske shipping-gigants venture-afdeling.

”HydroPen til shippingbranchen er helt klart niche. Markedet kan relativt hurtigt mættes, og derfor er vi allerede begyndt at kigge på andre segmenter. Vi ved, at teknologien er så fleksibel, at den også kan overføres til andre – det kræver bare at få kortlagt, hvor de er,” siger Martin Winkel, CFO i Rosenby Engineering.

Virksomheden har allerede en prototype af liften klar, og håber at være i gang med at sælge til shipping-branchen inden for et år.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY