IT-Universitetet har etableret et nyt center ved navn European Blockchain Center, som skal sikre Danmarks førerplads inden for blockchain-teknologien. 

Når det kommer til blockchain og fintech er Danmark med på noderne. Og vi har potentialet til at blive et foregangsland, når det kommer til at udvikle og implementere blockchain-baserede it-systemer, mener professor Roman Beck fra IT-Universitetet.

Han står i spidsen for et nyt center, som skal være det nationale omdrejningspunkt for uddannelse og forskning i blockchain-teknologien og gøre Danmark til en international smeltedigel på området.

Danmark har et godt fundament for at blive blockchain-hub

Centeret får navnet European Blockchain Center og starter officielt op i september i år.

“I Danmark er næsten alle borgere digitalt velintegrerede og bruger flittigt alverdens digitale løsninger til at ordne deres daglige gøremål. Samtidig er både private og offentlige virksomheder digitalt innovative, hvilket til sammen giver et godt fundament for Danmark som ”hub” i forhold til blockchains,” siger professor Roman Beck.

European Blockchain Center vil samarbejde med offentlige og private

European Blockchain Center bliver globalt set et af de første af sin slags. Centeret vil både generere og kommunikere viden om blockchains, og det skal ske i samarbejde med andre akademiske institutioner – offentlige såvel som private – fortæller professoren. Udover forskning og undervisning vil centeret også blive mødested for workshops og arbejdssted for udviklingen af nye koncepter og prototyper.

“Flere private og offentlige er allerede i fuld gang med at udvikle blockchain-baserede løsninger, som potentielt vil kunne gøre det lettere at sikre, at alverdens it-systemer arbejder efter hensigten. Det skaber en masse muligheder, som vi skal udnytte bedst muligt. Men der bliver også udfordringer, både kulturelle og juridiske, blandt andet fordi blockchains af natur er transparente. Disse områder vil vi også arbejde med,” siger Roman Beck.

Han tilføjer, at en række store virksomheder allerede har vist interesse i at samarbejde med centeret. Blandt andet Nordea, som bliver partner.  I løbet af det første år regner IT-Universitetet med, at centeret vil bestå af ti til 15 junior- og seniorforskere.