Christian Jantzen er stifter af futiristic.vc og danmarks yngste business angel

Danmarks yngste business angel kører på mavefornemmelse og tankegods

@rasmus

For 26-årige Christian Jantzen blev et udvekslingsophold begyndelsen på hans rejse ind i startupland. Tidligere i år nåede han sin destination da futuristic.vc så dagens lys og gjorde ham til en af Danmarks yngste business angels.

”Jeg var på vej ned af en sti, der ikke sagde mig noget.”

Sådan beskriver Christian Jantzen de sidste år af hans forløb på Aarhus School of Business. Hans interesse og motivation for studiet faldt i takt med at hans studiekammerater fandt praktikstillinger og drømte om jobs ved velrenommerede virksomheder.

Siden de første teenageår har han altid drømt om at være sin egen chef. Men der manglede en gnist til at antænde det bål.

”Jeg gik lidt i panik, da jobmarkedet og voksenlivet kom tættere på. Stanford blev min Hail Mary.”

Et udtryk, der stammer fra amerikansk fodbold og bruges til at beskrive en satset aflevering med en lille chance for succes. Men panikken blev afløst af en determineret vision. Afleveringen blev en succes og udvekslingsopholdet blev den gnist, han havde ventet på.

Bålet blev til brand, da hans eget startup kuldsejlede sidste år. En dårlig relation til en investor var en af de overvejende årsager.

Den brand er i dag blevet til futuristic.vc og Christian Jantzen baserer i dag sit virke som investor  på tankegods fra en forretningsguru, founderfokus og kvalificeret mavefornemmelse.

Se verden for hvad den er

I Danmark følte Christina Jantzen sig som en alien, men på Stanford mødte han andre som ham selv.

”Det var en verden, hvor alle andre var ligesom mig selv. Skæve eksistenser, der tænker på en anderledes måde. Jeg tog entreprenørskabs-fag og mødet med Silicon Valley vakte min skabertrang. Her var endelige noget, jeg brændte helt vildt for og ikke kunne slå ud af hovedet.”

Men for den unge dansker, handler det ikke kun om at skabe, men om at ændre. Han har særligt lade sig inspirere af stifteren af Angellist, Naval Ravikant.

”Han har en filosofisk tilgang til tech og startups. Det handler om de store linjer og perspektiver. Muligheden for at ændre verden. Det fascinerer mig. Men for at gøre det, må man bryde verden ned til dens grundelementer, og se den for hvad den er. Og så forsøge at bygge en virksomhed op efter det.”

Founders, founders, founders

Se verden for, hvad den er. Det kan lyde luftigt og lettere frelst. Men Christian Jantzen bruger faktisk tankegodset, når han overvejer en investering.  Peergrade er en af de fem investeringer Futuristic har foretaget, og han bruger edtech startuppet som eksempel på, hvordan tankerne fra Guds eget land har påvirket ham.

“Det der begejstrer mig ved Peergrade, er at vi har brug for at gentænke uddanelse, i en verden med eksponentiel teknologi. Automatisering og AI kommer grundlæggende til at redistribuere millioner af jobs, og derfor bliver det alt afgørende at vi finder en mere skalerbar og agil model for vores uddanelsessystem. Peergrade er derfor med til at løse en af verdens største udfordringer på sigt.”

Men det handler ikke kun om filosofien bag et startup, det handler i ligeså høj grad om de founders der følger med.

”Jeg bruger rigtig lang tid sammen med en founder, før jeg investerer. Det handler i høj grad om at være stærk empatisk for at kunne sortere buzzwords fra reelle ambitioner. Fundamentalt set så tror jeg på at de dygtigste og mest ambitiøse founders, bruger deres tid på at løse nogle af verdens største problemer. Personligt har jeg også svært ved at motivere mig til at bruge tid og penge på virksomheder, der løser inkrimentelle problemer, fremfor noget der er komplekst”

To serieiværksættere bakker futuristic.vc op

Pitchdeck og firmanavne på dansk er faresignaler for den unge investor. Ellers er der ikke meget anden data at gå ud fra, når det drejer sig om de tidlige investeringer. Resten handler om intuition.

”Den store hemmelighed indenfor tidlige investeringer er, at det handler om mavefornemmelse. Den bliver selvfølgelig mere kvalificeret over tid, i takt med at jeg møder flere founders hver måned. Jeg er hyperambitiøs i alt, jeg laver. Det gælder også futuristic.”

Ambitionsniveauet understreges af de to serieiværksættere, Lasse Chor og Esben Gadsbøll, der sidder med på Futuristics advisory board. Pengene, der investeres, kommer fra et ejendomsselskab han stiftede som 20-årig, som han stadig har en mindre ejerandel i – og så investeringer fra familiemedlemmer.

”Vi opererer i pre-seed og seedstadiet og vil være blandt de første investorer i et startup. Vi er anderledes, fordi jeg ikke er så gammel. Det kommer til at give os en kant i forhold til at forstå, hvor verden er på vej hen.” 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY