Accelerator, Greentech, Green Tech Challenge

Dansk accelerator med vokseværk: Vil være i 50 lande i 2020

@simone

Den danske quick-accelerator Green Tech Challenge har i år udvidet internationalt. Væksten er gået hurtigere end planlagt, og stifterne skruer nu op for forventningerne til fremtiden.

Hvorfor tage højhastighedstoget, når man kan tage rumraketten? For stifterne af Green Tech Challenge er der kun ét svar; selvfølgelig tager man rumraketten. Den satte de sig ind i for snart to år siden, da det første program blev stablet på benene i København. I år har de de så udvidet. Faktisk mere end de havde regnet med.

“Det er gået overraskende godt. Vi har fået kørt en række programmer af høj kvalitet, vi får god feedback fra både partnere og deltagere, og i takt med udviklingen har vi også fået kogt programmet ned til de vigtigste elementer, så vi ikke spilder deltagernes tid,” fortæller medstifter Frederik van Deurs.

Fra to programmer til seks programmer i seks lande

I Green Tech Challenge arbejder de nemlig med effektivitet pr. minut. Det første accelerator-program varede to uger. Nu er formatet typisk fire dage inklusiv signaturen Investor Day, hvor virksomhederne pitcher for et hold af investorer.

“I september sidste år troede vi, at vi ville lave to programmer i 2017. Så fik vi en bedre idé,” siger medstifter Martin A. Petersen.

Læs også: Green Tech Challenge: “Pitchet er noget af det vigtigste at blive skarp på”

Den idé var at udvide kraftigt og hurtigt. Det første program foregik i København. Det seneste var i Helsinki, og før det har holdet både været omkring Berlin og Lissabon.

“Næste skridt er at fortsætte vores udvidelse. Vi er i seks lande i år, vi kommer til at være i 12 lande i 2018, hvilket vil give os et portfolie på 250 virksomheder ved udgangen af året. I 2020 er vi i 50 lande. Vi er nok det vækstprogram i verden, der selv har størst vækst,” siger Martin A. Petersen, som rejser til London og Bangalore med to kuld nye virksomheder, inden 2017 er omme.

Lissabon bliver ny hjemmebane

Trods udvidelser er Green Tech Challenge endnu et lille team. Det kommer til at ændre sig i fremtiden, hvor de regner med at skulle ansætte mellem to og otte for at holde til væksten. Derudover flytter Frederik van Deurs og Martin A. Petersen til Lissabon, mens den tredje medstifter Joachim Almdal holder skansen i Danmark med ansvar for Norden.

“Vi bliver nødt til at dele organisationen op. Lissabon er attraktiv, da her er et højt niveau af engelsk, god lovgivning, et højt uddannelsesniveau og talentmasse, men også høj ungdomsarbejdsløshed. Vi håber at kunne tiltrække noget vanvittigt talent, som ville være for dyrt at få herhjemme,” siger Frederik van Deurs.

Fail fast-filosofi

Væksten finansierer de selv. De har ikke rejst eksterne penge, og det eneste, der kan få dem til at lede efter det, er hvis de skal digitalisere og automatisere deres nye cash cow, det såkaldte finder’s fee.

“Det var en idé, vi introducerede under programmet i Lissabon i april. Vi har et godt netværk af investorer, som godt kan lide vores startups, så vi laver et nyt, digitalt system, hvor vi får en lille procentdel i kommisson ved matchmaking,” fortæller Martin A. Petersen og Frederik van Deurs tilføjer:

“Når vi afprøver nye koncepter, lever vi efter en fail fast-filosofi. Vi laver en MVP, løber hurtigt med den og ser, om det virker eller ej. Virker det ikke, dør idéen.”

Læs også: Historien om, hvordan 100 macheter blev til en grøn accelerator

Derfor er alle programmer heller ikke ens. Omkring 80 procent er copy paste, og så er resten eksperimentering. Det er noget af det brændstof, der får raketten til fortsat at stige mod himlen.

“Man kan altid forbedre sig, og det er vigtigt. Vi får mange kunder, vi har glade startups og glade rådgivere. Og vi er glade, fordi vi kan gøre det, som vi er sat i verden for. Vi kommer helt sikkert til at overhale vores 12 måneders projektioner stort!” siger Martin A. Petersen.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY