Cykelgear, Danmarks førende e-handelsvirksomhed inden for cykelkomponenter, har indgået en aftale med hollandske Foreman Capital om majoritetsposten i selskabet. “Sammen vil vi realisere vores ambitiøse vækstplan,” fortæller stifterne, som vil være førende i Norden.
Den danske e-handelsvirksomheden Cykelgear er i dag førende inden for cykelreservedele, -beklædning og -tilbehør, og med 50 medarbejder, 550.000 ordrer årligt og en omsætning på 200 millioner kroner i 2021 har den nordjyske virksomhed vind i sejlene.
Og det har den hollandske investeringsvirksomhed Foreman Capital fået øjnene op for.
De har netop indgået en aftale om at købe majoritetsposten i den danske virksomhed. Overdragelsen sker for at indfri ambitionerne om at blive førende i Norden, meddeler Cykelgear i en pressemeddelelse.
“Vi er stolte over at annoncere til vores fantastiske team, at vores succesfulde resultater er blevet belønnet med et stort nyt spring: Partnerskabet med Foreman Capital. Sammen vil vi realisere vores ambitiøse vækstplan og med det rette fokus på ‘Personer, Systemer og Processer’ vil vi vokse yderligere i Norden,” fortæller Kasper og Erik Buus Larsen, stiftere af Cykelgear – og brødre.
Brødrene fortsætter i driften
I løbet af de seneste år har brødrene løftet den nordjyske virksomhed med tocifrede vækstrater, udvidet organisationen og ekspanderet i Sverige og Norge. Og det er ikke gået ubemærket hen hos Foreman Capital, der til daglig har hovedsæde i Holland.
“Cykelgear er en veldrevet og profitabel e-handelsvirksomhed med en stærk markedsposition, en høj andel af organisk trafik og et effektivt og automatiseret setup. I samarbejde med Kasper og Erik ser vi frem til at udvide virksomhedens position i Danmark, vokse i resten af Norden og bidrage med vores erfaringer bl.a. fra vores investering i gør-det-selv e-handelsvirksomheden Fixami” siger Martin Jacobsen fra Foreman Capital.
Kasper og Erik Buus Larsen vil fortsat være involveret i driften samt som medlemmer af bestyrelsen. Sammen med Foreman som ny majoritetsejer vil ledelsen blive styrket yderligere i de kommende måneder for på sigt at blive den førende forhandler af cykelkomponenter i Norden.
Parterne har aftalt ikke at offentliggøre købesummen.