Dansk fintech bruger særlig skaleringsmodel til at nå de internationale markeder

Dansk fintech bruger særlig skaleringsmodel til at nå de internationale markeder

Regulering er en stor barriere for fintech-startups, som gerne vil ud over landets grænser. Fintech-startuppet Pensure har fundet en model, som giver dem mulighed for at vokse uden selv at skulle bruge for meget tid på lovgivningen i det enkelte marked.

Når fintechs gerne vil ekspandere, bliver de ofte begrænset af forskelligheder i national lovgivning, kultur og traditioner. Men danske Pensure har fundet en måde at internationalisere på, der modgår især lovgivningsbarriererne.

Virksomheden, der tilbyder sin white label-platform til fainansielle rådgivere, stiller platformen til rådighed for udenlandske rådgivere. Og her har de gjort det lidt for den enkelte rådgiver at konfigurere løsningen til egne rådgivningsprincipper såvel som lokal lovgivning. På den måde kan de komme igang med løsningen uden at Pensure først skal gøre det store arbejde med at tilpasse løsningen til nationale forhold i hvert marked.

”Vores skaleringsmodel er unik,” siger Frederik Dannevang, CEO og medstifter af Pensure.

”Det gør, at vi kan nå rigtigt mange rådgivere uden samtidig selv at skulle tilpasse vores løsninger til lokale regler og traditioner. Det gør tingene meget nemmere for os, og vi er klar til et internationalt eventyr. Vi har allerede lavet proof of business i Danmark, og i 2023 skal vi skalere, og her er de udenlandske markeder oplagte,” siger han.


Om Pensure

  • Med sin digitale løsning vil Pensure gøre finansiel rådgivning mere skalérbar, proaktiv og behovsstyret for både end-user og udbyderne. Fintechets løsninger gør det lettere for rådgivere at forstå og afdække deres kunders behov, agere proaktivt, generere mersalg og effektivisere processer.
  • Løsningen er white label og software-as-a-service til banker, pensionsselskaber og SMV-rådgivere, der gør det nemt at træffe svære valg. Virksomheden har i øjeblikket 12 finansielle kunder i Danmark – blandt andet Nyegaard, Honestus og Nordnet.
  • Pensure er etableret af Frederik Dannevang, Jon Reitz og Frank Løvendahl Nielsen i 2017.

På vej mod øst

Pensure har i øjeblikket 12 finansielle kunder på sin løsning i Danmark, men kigger nu mod Storbritannien som det første, udenlandske marked.

Her vil virksomheden i første omgang henvende sig ”financial boutiques”, som der er 5.800 af. Og selvom Storbritannien efter Brexit er et lidt særligt marked i europæisk sammenhæng, så mener stifteren ikke, at det vil få den store betydningen for deres ekspansion hertil.

”Der er i forvejen ingen harmonisering på tværs af lande inden for vores område, og faktisk er der en række nye initiativer på vej fra briterne, som skal modgå de negative konsekvenser af Brexit,” siger Frederik Dannevang.