Danske AltaPay er Europas bedste omnichannel løsning. Det fik de bevis for, da de onsdag vandt den internationale Merchant Payment Ecosystem Awards i Berlin for evnen til at håndtere betalinger på tværs af fysiske og digitale kanaler i Europa.

Danske AltaPay håndterer betalinger på tværs af fysiske og digitale kanaler i Europa. Det gør de så godt, at de onsdag i sidste uge kunne drage hjem fra Berlin som vinder af prisen Best Omnichannel Payment Solution Award ved MPE-prisuddelingen i Berlin. Og det for næsen af SIX-Payment Services, der er markedsdominerende i Centraleuropa. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

AltaPay blev stiftet i 2008 og tilbyder en åben og fleksibel betalingsplatform, der gør det muligt for virksomheder at håndtere alle betalingstyper fra både fysiske forretninger og webshops på tværs af mere end 20 lande i Europa.

Vækstambitioner

Direktør og medstifter Christian Rasmussen håber, at den nye pris kan sætte yderligere gang i virksomhedens ekspansion til nye markeder.

”Vi har arbejdet målrettet på at udvikle vores platform i de senere år, så virksomheder og retailere kan få kontrollen over deres betalinger – uanset om de kommer fra selve butikken eller nettet. Jeg håber, at denne pris kan være med til, at flere retailbrands får øjnene op for værdien af at samle alle betalingsdata i én platform,” siger Christian Rasmussen i pressemeddelelsen.

I de senere år er antallet af betalingsteknologier vokset kraftigt, hvilket skaber store udfordringer, ikke mindst på detailområdet, med at håndtere de mange forskellige betalingstyper. Det problem har AltaPays platform løst, så virksomheder kan fokusere på deres forretning med vished om, at betalinger håndteres sikkert, nemt og effektivt.

I dag hjælper AltaPay mere end 150 brands på globalt plan, heriblandt en række førende detailvirksomheder som TopToy, Sports Direct, Masai, Whiteaway og Boozt. Siden 2015 har AltaPay oplevet en gennemsnitsvækst på 30 pct. per år på aktiviteten på platformen, hvor der hver måned håndteres mere end 2 mio. transaktioner.

Moderne forbrugere har nationale præferencer

AltaPay skræddersyer betalingsløsninger til virksomheder, der både sælger på tværs af kanaler og landegrænser. Ifølge Christian Rasmussen er en af nøglerne til at få succes med omnichannel-løsninger, at man forstår de lokale forhold og præferencer, der er på tværs af lande.

”På trods af den stigende globalisering, så er forbrugere meget nationale, når det kommer til betalinger. Selvom vi tilbyder integration til over 50 forskellige betalingsteknologier, så vil det i mange markeder kun være en håndfuld teknologier, som forbrugerne stoler på og vil benytte. Det handler om at forstå de lokale forhold, før man ekspanderer til nye markeder,” udtaler Christian Rasmussen.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.