Fintechstartuppet Hufsy er født i Danmark, men deres første bankpartner bor syd for grænsen. Det har betydet en tilpasning af deres løsning, og at startuppet har sat sig ind i de tyske brugeres behov.
Nok er vi naboer, men tyskerne og danskerne er ikke helt ens, når det kommer til betaling. I Danmark elsker vi MobilePay og plastikkort, i Tyskland fylder kontante betalinger stadig meget. Men nu har det danske fintechstartup Hufsy fået hul til det tyske marked med en stor bankpartner.
Det sker i samarbejde med bankplatformen solarisBank, startet af den tyske startupfabrik FinLeap, som arbejder med netop fintech.
“Med vores banklicens støtter solarisBank udviklingen af innovative løsninger, som den Hufsy tilbyder. Det er vi rigtig glade for,” siger CCOCCO betyder Chief Commercial Officer og er en lederrolle i en virksomhed, der har ansvar for kommercielle strategier og aktiviteter, herunder salg, marketing og... More og medstifter i solarisBank, Marko Wenthin, i en pressemeddelelse.
Tyskland var oplagt
Kort fortalt tilbyder Hufsy en intelligent bank-platform målrettet startups og små virksomheder. Et samarbejde med en bank har fra starten været helt centralt for Hufsy.
“Uden et sådant samarbejde kan vi simpelthen ikke tilbyde Hufsy til vores brugere. Vi har været i dialog med en del danske banker, og håber også på, at vi senere i 2017 kan annoncere et partnerskab med en dansk bank. I mellemtiden har vi set på alternative markeder, og her var Tyskland oplagt. I Tyskland er der nemlig et par banker, der er etableret med det mål, at samarbejde med fintechs. De fokuserer på at bygge bankinfrastruktur, mens vi fokuserer på at skabe den service, kunden møder,” fortæller CXO og medstifter, Maria Flyvbjerg Bo.
Nye markeder har altid små forskelle, man skal tage hensyn til
Men da kontantbetalinger fylder mere i det tyske samfund, har startuppet også været nødt til at afdække de nye behov.
“Det – og i øvrigt andre faktorer – gør, at vi har tilpasset Hufsy, så vi i Tyskland løser de behov, tyske startups har. Med en løsning som Hufsy, vil man nok aldrig kunne markedsføre det komplet samme produkt i forskelige markeder. Der er simpelthen små forskelle, som vi skal tage hensyn til, hvis vi vil lykkes i vores mission om at levere et produkt, der er skræddersyet de små virksomheders behov,” siger Maria Flyvbjerg Bo og tilføjer:
“Det kan det godt være, at man som privatperson bruger kontanter meget mere i Tyskland, end man gør i Danmark. Hufsy er målrettet startups og mindre techvirksomheder. Deres mønstre er en del anderledes end privatpersoners, og mange af dem benytter sig en del af kortbetalinger og har månedlige betalingsaftaler. Det er vigtigt, at vi ser på, hvordan vores brugeres adfærd er og designer en løsning til de behov.”
Leder efter dansk samarbejde
For at forstå brugernes behov har Hufsy brugt design thinking og testet design prototypen i Tyskland siden den dag, deres overvejelser om markedet blev født. Den viden har været uundeværlig for dem, siger Maria Flyvbjerg Bo, som håber, at startuppet i 2017 kan begynde at tilbyde deres løsning til danske startups.
“I 2017 vil vi gerne have 300 dedikerede Hufsy-brugere i Tyskland. Desuden vil vi gerne i samarbejde med en dansk bank i gang med at teste Hufsy i Danmark. Og så skal vi også gerne i løbet af 2017 have mere investering. 2017 tegner til at blive et super spændende år for os,” siger hun.