Med fuld licens fra Finanstilsynet kan det danske fintech Januar nu operere som pengeinstitut i hele Europa og tilbyde betalingsløsninger til kryptovirksomheder i over 30 lande.
Det danske fintech Januar har fået licens fra Finanstilsynet til at operere som pengeinstitut. Det betyder, at virksomheden nu går fra begrænset adgang til det danske marked til nu at tilbyde kryptoløsninger på tværs af hele Europa i over 30 lande.
Januar blev stiftet i 2021 af eksperter i krypto-compliance fra Chainalysis, fintech-iværksættere og erfarne bankfolk. Nu skal den nye licens udmunde i at imødekomme efterspørgslen fra Europa og udbygge funktionerne på en “alt-i-en platform”.
“Den betalingsinstitutlicens, vi har opnået fra Finanstilsynet, markerer starten på et nyt kapitel for den europæiske kryptoindustri og er et tegn på myndighedernes tillid til, at vi er blandt de bedste i verden til at definere og håndtere risiko på det her område. Vi er det første og eneste betalingsinstitut, der kan gøre dette, og vi er drevet af at skabe tillid og troværdighed i industrien og bane vejen for den næste generation af kryptovirksomheder i Europa,” forklarer Januars co-CEO, Simon Ousager.
Ikke en bank
Januar er ikke en bank, men tilbyder IBAN-konti til kryptovirksomheder i Europa, hvorved kryptovirksomheder får adgang til essentielle finansielle services. Og det er der stort behov for, ifølge folkene bag.
“Alle virksomheder har brug for konti for at kunne modtage betalinger fra kunder, betale lønninger og handle med partnere, og det gælder uanset, om de sælger tøj eller sælger krypto. For dem, der f.eks. sælger krypto, er problemet, at de ikke kan finde en bank, der forstår deres forretning eller har kompetencerne til at håndtere den risiko, der er forbundet med den,” siger Simon Ousager.
I april 2022 modtog Januar den på det tidspunkt største seed-investing i Danmark nogensinde med Element Ventures i spidsen og med deltagelse fra Angular Ventures, Outward VC og Januars pre-seed-investor byFounders.
Med den nye licens i hus håber Januar at blive den primære finansielle partner for Europas kryptovirksomheder, idet de kan servicere den voksende kryptobranche, der har en markedsværdi på over en billion dollars.
Januar opnåede fuld licens fra Finanstilsynet den 11. april, 2023 ifølge myndighedens register.