Fra Momondo spin-off til white-label shopsystem. Fra bachelor-studerende til iværksættere med hår på brystet. Tilværelsen har bestemt ikke været kedelig for LogTech-startuppet, ItsMyCargo, og iværksætterne bag.
Det begyndte med en bachelorafhandling. Stifterne Martin Landgraf, Clemen Jespersen og Robert Sieg ville skrive om et startup og samtidig udvikle et forretningskoncept, der kunne få luft under vingerne efter turen forbi den grønne dug.
“Vi fandt hurtigt ud af, at logistikindustrien er en konservativ industri med mange manuelle hænder involveret. Vi begyndte at drage paralleller til flyindustrien, der også var meget konservativ, indtil den blev digitaliseret. Vores første forretningsidé derfor var at bygge en platform som funktionelt var et spin-off på Momondo – blot indenfor logistikindustrien. Det er langt fra den løsning, vi står med i dag, men det var ideen fra begyndelsen,” siger Martin Landgraf CFOCFO betyder Chief Financial Officer og er den øverste ansvarlige for en virksomheds økonomi og finansielle strategier. CFO’en spiller en central rolle i vir... More i ItsMyCargo.
Konverterede kunde til kapitaltilførsel
En eksamen og en mislykket launch senere fandt de tre iværksættere ud af, at logistikindustrien gerne ville online og mange i branchen ledte efter et system, de kunne integrere i deres hjemmeside. I dag har deres nuværende løsning fået godt fat i logistikindustrien, der i tiden presses hårdere af industriens tunge drenge som Mærsk og Kühne + Nagel og digitale platforme.
Løsningen har fået så godt fat, at ItsMyCargo har landet en investering fra en af deres første kunder.
“En af vores første kunder, Greencarrier, valgte i slutningen af 2017 at træde ind som investor og skyde et millionbeløb ind i virksomheden. Derefter har vi haft finansiering til at gå ud og ansætte flere folk og flytte hovedkontoret til Hamborg, så nu er det slut med at bootstrappe og nætter på kontorets sofa,” siger Martin Landgraf.
En skræddersyet løsning
De tre studiekammerater begyndte for alvor at finde momentum da de fik deres CTO Henry Perschk med ombord og i 2016 stiftede de ItsMyCargo med et klart mål om at digitalisere logistikindustrien.
“De seneste to år har vi brugt på at lave en white label-løsning, der er tilpasset til hver kundes portefølje af services og at systemet implementeres i kundens brand. Vores software er bygget op omkring en ‘multi tennancy’–arkitektur. Det betyder, at vi hurtigt kan sætte et nyt shopsystem op for en ny kunde med andre specifikationer,” siger Martin Landgraf og fortsætter:
“Hvis du som logistik virksomhed er kunde hos os, kan dine kunder booke din service via din hjemmeside. Det lyder nemt, men det bliver sværere, når det handler om transport. Prisen afhænger af en masse faktorer, som hvor hurtigt forsendelsen skal frem, hvor meget den vejer, hvad dimensionerne er og mest af alt ruten. Vores system udregner det hele i realtid baseret på de specifikationer, der tastes ind under bookingen.”
Fra soft launch til det store spring
Med hjælpe fra Greencarrier har ItsMyCargo lanceret fuldt ud her ved indgangen i maj. Her tjener virksomheden sine penge, dels gennem et oprettelses gebyr, som skal dække omkostningerne, men primært på en månedlig indkomst baseret på hvor meget systemet bruges.
“Tidligere har vi ikke været officielt i markedet. Greencarrier har lavet en soft launch for at teste systemet af med deres kunder. Det store spring kommer først nu,” siger Martin Landgraf.
I tillæg har ItsMyCargo allerede seks andre kunder og er i dialog med en række andre. Og virksomheden har ambitioner om at nå de første 100 kunder fra hele verden, inden året er omme.
“Vores kunder kommer fra hele verden, for det er en global udfordring og et globalt pres vi ser i logistikindustrien lige nu. Vi regner med 250.000+ logistikudbydere på verdensplan, hvoraf langt størstedelen er små- og mellemstore aktører. De store aktører er dog også relevante, for selvom de oftest har en in-house IT-afdeling, så er der kæmpe besparelser at hente for dem ved ikke at udvikle deres eget system fra bunden,” siger Martin Landgraf.
Konkurrencen er gunstig og fremtiden lys
Spørger man ItsMyCargo så ser konkurrencen rigtig fornuftig ud. Det skyldes, at industrien først nu for alvor begynder at digitalisere sig.
“Der er ikke mange, der bygger bookingsystemer til logistikvirksomheder. Derfor er vores indirekte konkurrence nok nærmere andre it-operatører. Men går man til dem og skal have bygget en software specifikt til logistik og booking af transport op fra bunden, så kommer man hurtigt op på seks eller syv cifre på grund af kompleksiteten,” siger Martin Landgraf.
Han mener samtidig, at store virksomheder som Mærsk, i virkeligheden kommer ItsMyCargo til gode, da de lægger pres på industriens små- og mellemstore virksomheder til handling.
“Helt basalt digitaliserer vi den logistiske service. Det er første skridt i industrien. Mærsk kan tage skridtet videre, fordi de allerede er digitale. Men det er vores kunder ikke klar til endnu. Det er netop også derfor, at markedet giver så god respons på vores system lige nu. Man er simpelthen nødt til at gøre noget for at effektivisere, og den nemmeste og hurtigste måde er oftest at digitalisere en række af virksomhedens manuelle processer,” siger Martin Landgraf.
Der skal med andre ord skrues endnu mere op for tempoet hos ItsMyCargo. Derfor er virksomheden ved at lukke næste runde af investering, der kommer til at være markant større end den første runde på over én million kroner.