Siden Subway Surfer udkom for ni år siden, er det blevet downloadet tre mia. gange. Sidste år var spillet det mest downloadede spil til smartphones. 

Er du til spil på telefonen, er du med garanti stødt på Subway Surfer i App Store eller Google Play.

Kort fortalt går spillet ud på at surfe på og imellem tog samt undgå at blive tacklet af forskellige forhindringer. Og dén spilpræmis var fortsat populær i 2021, hvor Subway Surfer var det mest downloadede spil.

Det skriver Finans.dk, som har kigget nærmere på en opgørelse lavet af analysevirksomheden Apptopia. Analysen er baseret på de mest downloadede apps inden for en række kategorier på tværs af App Store og Google Play.

Subway Surfers har ligget i top to over de mest downloadede spil de sidste fem år, men i 2021 rykkede spillet så op på en førsteplads. Det skete sidst i 2017.

Subway Surfer rammer guldåre

Det er danske Sybo Games, der er i 2012 udgav Subway Surfer i samarbejde med spilstudiet Kiloo.

Dengang, i 2012, var Sybo Games en lille indievirksomhed, som kæmpede for at få enderne til at mødes. Spilvirksomheden ramte dog en guldåre, da de udgav Subway Surfers.

I dag er Subway Surfers blevet downloadet mere end tre mia. gange og hver måned er der omkring 100 mio. mennesker, som spiller spillet. Det har gjort Sybo Games til en “yderst profitabel forretning.

Det ni år gamle spil har dog ikke stået stille siden sin udgivelse. I dag kan man surfe på tog i forskellige byer og Sybo Games har også udgivet en animeret serie om spilkaraktererne, som kan findes på YouTube.

Madspilsapp indtager 10. plads

I Food & Drink-kategorien finder vi en anden populær dansk app.

TooGoodToGo ligger på en 10. plads i denne kategori, som også huser apps fra virksomheder som McDonald’s, Starbucks og Domino’s. Sidste år blev madspildsappen downloadet 21 mio. gange.

Det er dog en kinesisk app som løber med titlen som den mest downloadede app på tværs af kategorier i 2021. Det sociale medie TikTok indtager førstepladsen, skarpt forfulgt af Instagram og Facebook.