Det danske proptech-startup WelcomeBob udfordrer markedet for dørtelefoner, og startuppet er vokset massivt under corona-krisen.

Dørtelefonen er jo egentlig en smart opfindelse, som kan spare gåturen fire etager ned for at lukke gæsterne ind i opgangen. Men i virkeligheden har de fleste prøvet, hvordan det smarte kan forsvinde, når lyden ikke længere går igennem eller døråbneren ikke længere virker.

Derfor satte Niels Nydam Andersen og Jonas Meier Uldall sig også for at tage dørtelefonen ind i den digitale æra, da de i 2017 stiftede virksomheden ‘WelcomeBob’. Siden har virksomheden udviklet en moderne og digitaliseret videodørtelefon, hvor al kommunikationen bliver sendt direkte til en smartphone-app.

”Vores løsning løser tre store udfordringer. For det første gør vi det let for besøgende at få fat på dem, de skal besøge, lige meget om de er hjemme eller ej. Selvom folk ikke er hjemme, kan de stadig åbne for gæster og pakkeposten. For det andet skal der ikke trækkes ledninger rundt i bygningen. For det tredje gør vi det let at administrere dørtelefonen, da alle navneskilte opdateres automatisk, og en boligadministrator kan sidde på kontoret og invitere til dørtelefonen med et enkelt klik. Dette resulterer i at mange timers arbejdet er sparet,” fortæller Niels Nydam Andersen.

Selvom Coronapandemien har ramt mange af landets virksomheder hårdt, så har WelcomeBob vækstet kraftigt i løbet af 2020.

Stifterne af WelcomeBob: Niels Nydam Andersen og Jonas Meier Uldall.

Branchen er klar til digitalisering

De to stiftere var hurtige til at sikre finansiering gennem en InnoBooster, og siden har de også fået støtte fra Markedsmodningsfonden samt investering fra et Keystones-syndikat. Og i løbet af 2020 er de også begyndt at vokse indtjeningen.

Det skyldes især, at målretning mod boligforeninger, udviklere og bygherrer begynder at vise resultater: Virksomheden har femdoblet deres vækst i år.

”Væksten har været så eksplosiv, at vi har måtte hyre flere medarbejdere ind til diverse
arbejdsopgaver i virksomheden, og bestille flere komponenter hjem fra vores samarbejdspartnere, således vi kan få bygget og samlet dørtelefonenerne, hvilket vi selv gør på kontoret i København,” forklarer Jonas Meier Uldall.

Dørtelefonerne fra WelcomeBob bliver samlet hos virksomheden selv i København.

WelcomeBob mærker på egen krop, hvordan digitalisering af byggeriet og i ejendomsadministrationen er kommet på agendaen. På den måde har den digitale dørtelefon blandt andet fundet vej til Ordnungs 11 kontorhoteller, ligeson Gefion Group, som specialiserer sig i udvikling af boligejendomme i København, har valgt at koble video-dørtelefonen på et udvalg af deres ejendomme.

”Selvom vi stadig er i gang med at bevise det helt store markedspotentiale, så oplever vi en rigtig dejlig stigning i interessen for vores løsning, og mange synes, vi har et meningsfuldt og værdigivende produkt som tapper ind i trenden omkring det at digitalisere nogle processer,” siger Jonas Meier Uldall.

En softwaredrevet telefon

Ud over at jagte flere kunder, arbejder det københavnske startups også på løbende at udvikle produktet. Og fordi dørtelefonen i høj grad er digital og softwarebaseret giver det nogle nye muligheder.

WelcomeBob integrerer blandt andet med strategiske partnere, så køberne af dørtelefonen også kan anvende systemet sammen med eksempelvis eksisterende software til  boligadministration. Herudover kigger virksomheden også på muligheder for at integrere med nogle af de smarte låse-systemer på markedet.

”Selvom vi kan sige, at produktet allerede har vist sin værdi hos segmentet af virksomheder uden reception, så er det naturligvis klart, at vi hurtigt kan nå en helt anden skala, hvis vi formår at etablere os på udvikler-markedet. Men vi kigger ind i en lys fremtid, hvor vi blandt andet også allerede har solgt vores videodørtelefon til kunder i Sverige og Norge,” siger Jonas Meier Uldall.