”Lige nu er jeg bare lidt overvældet!”
Der var kun lykke at spore, da TechSavvy fangede iværksætter Malene Madsen, efter hun og hendes SaaS-virksomhed Woba.Io i sidste uge modtog DI Prisen til DI Topmøde i Bella Arena i København.
Med DI Prisen hylder Dansk Industri hvert år en dansk vækstvirksomhed, der med ny teknologi er med til at drive den globale omstilling inden for bl.a. sundhed, klima eller digitalisering.
Og på trods af et stærkt felt bestående af kaffe- og kakaovirksomheden Slow og wearable-startuppet Precure, faldt valget alligevel på Woba.io for deres AI-platform målrettet medarbejdertilfreds og stressforebyggelse.
”Woba har på deres korte levetid formået at omfavne nye paradigmer og teknologier og omdanne dem til succes, hvilket gør dem til en forbilledlig aktør. Wobas vækst og impact går hånd i hånd, og de har formået at skabe betydelig værdi både økonomisk og samfundsmæssigt. Dette gør dem til en værdig modtager af DI Prisen 2024,” lød begrundelsen blandt andet fra bestyrelsesleder i DI, Klaus Holse.
DI Prisen 2024
- 38 virksomheder var indstillet til DI Prisen 2024.
- Af dem havde juryen shortlistet tre finalister, der på scenen i Bella Arena til DI Topmødet 2024 pitchede foran de cirka 1.600 deltagere.
Vil være verdens førende forebyggelsesplatform
Da Woba.io-stifterne Malene Madsen og Mikkel Bindesbøl fik overrakt prisen af H.M. Kong Frederik, var det blot et af mange højdepunkter på en længere vækstrejse for den danske virksomhed.
Siden 2016 har Woba.io nemlig stået bag en AI-baseret medarbejdertilfredsheds-platform. Løsningen muliggør, at ledere og HR-teams effektivt kan udnytte medarbejder-feedback til at måle, forudsige og forhindre tab af talent samt forbedre arbejdsmiljøer og medarbejdertrivsel.
”I dag er vi i 21 lande hos cirka 800 kunder og har 150.000 livebrugere på platformen. Men jeg føler, at vi er først lige begyndt. På mange måder er vores store vækst først lige kommet de seneste år, og vi har en mission om at blive verdens førende forebyggelsesplatform,” forklarede Malene Madsen efter prisoverrækkelsen.
Og selvom Malene Madsen er stolt af prisen til Woba.io, ser hun anerkendelsen i en større sammenhæng.
”Den her pris er selvfølgelig en stor ære. Samtidig er jeg vildt taknemmelig over muligheden for at kunne repræsentere kvinder i tech. Folk skal se rollemodeller, og der er i dag for få kvinder, der bliver iværksættere og får funding. Jeg vil gerne være med til at skabe synlighed og dermed mere lighed i techverdenen,” forklarede hun.