This post is also available in: English
Når cirka 3,7 millioner danskere hver dag forsynes med fjernvarme, produceres varmen af bl.a. affald, flis, halm, vind, naturgas, olie og kul.
Men hvad nu, hvis man kunne gøre varmeproduktionen fuldstændig CO2-fri?
Den udfordring har det danske tech-scale up sat sig for at løse. Siden 2014 har virksomheden været på en mission for at erstatte fossile brændstoffer gennem grøn energi fra en patenteret solvarmeteknologi, der producerer varme til både fjernvarme og større industrielle processer.
”Det er en helt ny måde at tænke varme på.”
I stedet for de traditionelle metoder med store spejle som reflekterer solens stråler, bygger Heliacs løsning på at koncentrere solens stråler ved hjælp af en prisbillig linse. Lige ligesom et brændeglas. Linsernes varmeproduktion udleder hverken CO2 eller forurenende gasser og kan dermed blive et markant skridt mod en grønnere fremtid.
”Målet er, at vi når til et punkt, hvor vi kan producere 100 procent CO2-fri varme. På den måde kan vi være med til at minimere brugen af fossile brændstoffer i verden. Og hvis det skal gøre en reel forskel, er vi nødt til at lykkedes med det på internationalt plan,” indleder Michael Lindegaard, CFO i Heliac.

Fra yoghurtemballage til solenergi
Ideen til løsningen opstod gennem et DTU-projekt støttet af Innovationsfonden med det formål at sprøjtestøbe overflader til brug i fødevareindustrien. Men Henrik Pranov, ph.d. i nanoteknologi fra DTU og stifter af Heliac, erfarede hurtigt, at folie teknologien havde potentiale til meget mere end indersiden af en yoghurt beholder.
“Vi har kun set toppen af isbjerget ift. det her marked.”
”Det er en helt ny måde at tænke varme på. Markedet for vedvarende energi bygger bl.a. på elektrificering med varmepumper. Men når varmebehovet overstiger 90 °C, kan traditionelle varmepumper ikke længere konkurrere med de fossile brændstoffer på effektivitet og pris. Og så udledes der CO2,” forklarer Michael Lindegaard.

Mikro- og nanostrukturerede folier fremstillet ved hjælp af pakkeproces teknologi sikrer lave omkostninger, lettere rengøring og konstruktion og højere kapacitet på anlæggene sammenlignet med konventionel solvarmeteknologi.
”Med vores type anlæg har du en fast lav pris på energien, vi leverer de næste 20-25 år. Der er meget lidt vedligeholdelse forbundet anlæggene. Det betyder, at man kan lave en meget rentabel forretning på solenergi. Særligt steder som Sydeuropa, Asien samt Sydamerika og Nordamerika, hvor solen er faktor 2 sammenlignet med herhjemme, bliver den her business case meget attraktiv,” fortæller Michael Lindegaard.
I dag har Heliac bygget to solvarmeanlæg for det multinationale energiselskab E.ON på Møn og for fjernvarmeleverandøren Norfors i Hørsholm.
Heliac
- Stiftet af Henrik Pranov, ph.d. i nanoteknologi fra DTU.
- Producerer patenterede fresnel linser til solenergi
- Står derudover bag Rockstore-teknologien til termisk lagring af energi (strøm, varme fra solanlæg eller overskudsvarme fra produktion)
- Pilotprojekter Lendemarken på Møn på 1,5MW, samt DTU science park i Hørsholm på 1,6MW
- 35 ansatte med hovedsæde i Nivå.
- Læs mere om virksomheden på https://heliac.dk.
Energilagring med sten
Men vejret kan være omskifteligt. Så hvad med, når solen står højt eller endnu ikke er tittet frem?
“Teknologien fungerer lidt ligesom at varme en elkedel.”
Heliac har udviklet varmelagringsteknologien Rockstore, der bruger sten til at lagre energi sikkert og omkostningseffektivt.
”Hvis vedvarende energikilder skal vokse, er vi nødt til effektivt at udnytte den strøm, der produceres i perioder med overskud eller når efterspørgslen er lav,” forklarer Michael Lindegaard, og fortsætter:
”Teknologien fungerer lidt ligesom at varme en elkedel: Vi opvarmer en miljøvenlig olie med overskudsenergi fra vores egne solfangere eller strøm fra elnettet. Olien overføres til isolerede ståltanke, hvor den sprøjtes ud over granitskærver, som derved absorberer varmen. Tankene kan lagre varme i op til 350 graders celcius, og er et lukket system som ikke er under tryk. Når der igen er behov for energien, føres vand igennem rør i tankene som bliver opvarmet via varmen fra skærverne, og det varme vand/damp kan enten føres via en dampturbine og generer strøm som kan sælges til elnettet når behovet er der eller bruges i process industrien/fjernvarmenettet direkte.”
Teknologien er skalerbar, kræver minimale materialer og kan i vid udstrækning genanvendes.
Og på markeder som Nordeuropa og Spanien, hvor energipriserne er ustabile, giver RockStore kunderne en mulighed for arbitrage, så de kan generere flere indtægter og opnå et højere afkast.

Vil ud til hele verden
Alene i Europa er der over 6.000 fjernvarmeselskaber, men deres varmeforsyning dækker kun 12 procent af efterspørgslen, der i alt har en markedsværdi på 132 milliarder dollars. Derfor ser Heliac en stor forretningsmulighed de steder, der stadig er tvunget til at bruge gas eller kul.
“Vi håber på, at vores løsning inden for nogle år er repræsenteret overalt i verden.”
”Vi har kun set toppen af isbjerget ift. det her marked.” Vi er sikre på, at vi lige om lidt får meget travlt. Om fem år regner vi med at have en omsætning på 2-300 millioner euro med en årlig stigning på en tocifret procentdel,” siger Michael Lindegaard.
Selvom ambitionerne retter sig mod hele verden, betyder det ikke, at virksomheden skal være synderligt meget tungere. Planen er nemlig, at anlæggene bygges, udliciteres og drives lokalt.
I dag er Heliac 35 ansatte og regner med inden for nogle år at være 50.
”Vi bliver ikke en virksomhed, der vækster meget på personale. Men vi håber på, at vores løsning inden for nogle år er repræsenteret overalt i verden. Ambitionen er at blive en innovativ spiller på fjernvarmemarkedet og process industrien, som kan være med til at sætte standarden for en grønnere fremtid,” forklarer Michael Lindegaard.
Heliacs kommende investeringsrunde
- Vil rejse €2,7 millioner gennem crowdfundingplatformen Seedrs.com
- Til en valuation på €36,4 millioner
- Regner med at lave et exit i løbet af 3-5 år gennem enten en IPO eller via salg til en kapitalfond.
- Du kan selv investere eller læse mere på https://www.seedrs.com/heliac