You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Dansk startup-fabrik sender alle sine 16 selskaber på børsen med én notering

Når MeeW går på den nordiske vækstbørs Spotlight, bliver det ikke bare med ét produkt og én vision. Selskabet ejer nemlig 16 forskellige brands, så investorerne får mulighed for at spille på mange heste på en gang.

Opdatering: MeeW har aflyst børsnoteringen i kølvandet på afsløringen om selskabets CEO. Læs historien her: Bestyrelse træder tilbage efter CV-fusk: MeeW aflyser børsnotering


Efter en lang tørke kommer det snart til at vælte ind med danske startups på vækstbørsen Spotlight. Neuro-startuppet Curvex går på børsen. Det samme gør XR-platformen Xeer, podcast appen Politikko og 13 andre startups og projekter.

De har nemlig det til fælles, at de alle er helt eller delvist ejet af MeeW A/S – en såkaldt tech-venture builder.

”Vi satser på flere heste. It-udvikling er motoren i midten, som har en fod ind i alt. Så når vi investerer, er det ikke bare med penge – vi tager os også af teknologi, design, marketing osv. Vi har gjort det for vores egne brands, og vi gør det også med vores investeringer,” forklarer Armin Kavousi, CEO og partner i MeeW.

Selskabet er opdelt i MeeW Invest, som investerer i eksterne virksomheder. MeeW Brands, hvor konglomeratet udvikler sine egne selskaber, som de selv ejer 100 procent – herunder Curvex. Og ikke mindst MeeW Studios, der udvikler it- og design til både egne og eksterne selskaber og som blandt andet servicerer George Jensen, Pension Danmark, Deloitte og Blockbuster på kundelisten.

Læs også: Ugens Startup vil revolutionere psykiatrien med feedback fra hjernen: »Din fysiologi sladrer, før du selv er bevidst om det«

”Man ser jo mange selskaber, som enten udvikler it, laver investeringer eller udvikler egne produkter. Men treenigheden har jeg ikke set så mange andre steder – og det gør os ret unikke,” siger Armin Kavousi.

MeeW forventer at rejse 18,5 mio. kroner til en samlet værdisætning på 58 mio. kroner, når moderselskabet noteres på vækstbørsen Spotlight. Aktien forventes at blive introduceret til en pris på 8,25 danske kroner, og giver altså medejerskab i hele paletten af selskaber, som hører under MeeW A/S.

Subscription-perioden begynder imorgen og slutter 7. marts. Aktion kan handles på Spotlight fra 16. marts.

MeeW har investeret i otte selskaber og selv bygget otte brands fra bunden, hvor nogle er selvstændige selskaber ejet af moderselskabet, mens andre endnu ikke har sit eget CVR-nummer.

En lejlighed i pant

MeeW startede egentlig som en job-app tilbage i 2017, hvor ideen var, at man skulle kunne swipe sig til et job. Iværksætterne fik også en investering og 30.000 brugere på appen, men løb efter otte måneder tør for investorkroner inden appen var profitabel. Derfor måtte de i gang med at tjene penge på andre måder.

”Vi begyndte at bygge tech for nogle kunder, og derfor blev MeeW Studios etableret. Som siden har bygget mange store systemet for alt fra George Jensen til Skat og Erhvervsstyrelsen. Så der begyndte vi at generere omsætning. Men vi ville stadig gerne bygge egne produkter, så alt indtjening er hele tiden blevet kanaliseret over i vores egne produkter,” forklarer Armin Kavousi.

Job-appen har siden udviklet sig langsomt, mens omsætningen i MeeW Studios sideløbende steg fra 1 til 3 til nu over 20 mio. kroner. Penge som er reinvesteret i nye brands og projekter – blandt andet Curvex, Xeer og Attentify.

”Så Meew A/S er nu en tech-venture builder. Vi bygger egne selskaber og vi bygger for andre,” fortæller Armin Kavousi, og tilføjer at væksten har været aggressiv med de mange brands, hvorfor tiden nu også er moden til en ekstern investering:

”Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har lagt min lejlighed i pant, for at nå hertil.”

”Vi har boostrapped hertil, og nu er vi over 50 medarbejdere. Hver gang vi har skulle bruge penge til vækst, har det været ejerkredsen selv, der skød penge i – og jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har lagt min lejlighed i pant, for at nå hertil.”

Dansk værdiansættelse var for høj

Mange scaleups i samme situation er gået til venture-kapitalister for at få vækstkroner. Men MeeW var ikke i tvivl om, at en børsnotering var vejen frem for dem. For målet er ikke den højeste værdiansættelse eller en hurtig exit – men at skabe en stor og blivende succes.

“Jeg mener, at jeg er den bedste kandidat til at drifte MeeW, som jeg har gjort hidtil – med stor vækst og gode resultater. Og man kan hurtigt blive overrumplet af kun at have én lead-investor eller venture fond som aktionær. Det vi bygger er for folk, og derfor vil jeg også hellere have transparens og invitere mange investorer ind, for jeg tror, det kan blive en folkeaktie – noget vi kan være stolte over i Danmark,” siger Armin Kavousi.

Valget faldt på Spotlight fremfor First North i Danmark. Blandt andet fordi børsen er hjemmehørende i Sverige, hvor der er større investeringslyst i vækstselskaber – og dermed større handelsvolumen.

”Der er en anden aktiementalitet i Sverige. I Danmark tænker vi boligkøb til vores børn, i Sverige tænker man aktier,” siger han.

Men faktisk kunne MeeW formentlig være blevet børsnoteret til en højere værdisættelse i Danmark. Det var de bare ikke interesserede i.

“I tilbudsfasen mødte vi forskellige værdisætninger fra svenskerne og danskerne. I Sverige godtager de ikke urealistiske værdisætninger, men i Danmark fik vi oplæg på værdisætning, der vurderede os til 120 mio. kroner for halvandet år siden – med en daværende omsætning på 7 mio kroner. Og den valuation hang jo ikke sammen. Vi tror på en ærlig værdisætning, som kan give aktien god medvind fra start, og det hænger sammen med vores indre værdier,” siger han.

“Jeg har stor respekt for de noterede selskaber, også på First North, som ikke faldt for valuation-fælden, og nu klarer sig godt. Men det er uetisk og uærligt at værdisætte selskaber til 3-cifrede millionbeløber, når man ikke omsætter for mere end et par millioner,” siger Armin Kavousi.

Benzin til bålet

MeeW er vækstet massivt gennem seks år, og har positive resultater på bundlinjen i både 2021 og 2022. Men nu mener direktøren, at tiden er moden til at få investorkapital ind, så der kan sættes ekstra skub i væksten.

”Kapitalrejsningen er egentlig et udtryk for, at vi tænker, at vores forretning kan vækste endnu mere, ved at få flere hænder ombord. Det vi gør nu virker, og vi har en vækstrate på knap 300 procent fra sidste år. Derfor er jeg også meget interesseret i at finde ud af, hvad jeg kunne have gjort med ekstra penge på kontoen til vækst. For vækst koster penge, og for os skulle det gerne være som at kaste benzin på et bål, der brænder i forvejen,” siger Armin Kavousi.

Med kapitalindsprøjtningen håber han for alvor at kunne sætte turbo på metoden, hvor MeeW gennem en kombination af investeringer og egne brands satser på at ramme det store homerun.

”Det kan være, at vi har en unicorn blandt vores selskaber nu, og det kan være, at vi lancerer den om et år eller finder den gennem en investering. Fra et investeringsmæssigt synspunkt gør mange bække små en rigtig god forretning,” siger Armin Kavousi.


Om MeeW A/S

Moderselskabet MeeW består af tre hovedfokusområder med hvert deres formål:

  • MeeW Studios udvikler it-løsninger for eksterne kunder, og har blandt andet serviceret Delloite, Skat, George Jensen, Regionerne, Pension Danmark og Blockbuster.
  • MeeW Brands er konglomeratet eget venturestudio, hvor de bygger nye startups og produkter fra bunden. Afdelingen har otte brands: Curvex, Attentify, Politikko, Splitshift, Phoneloan, Nujob, External og Omnipod.
  • MeeW Invest investerer i eksterne startups, scaleups og pre-seed selskaber, og har samlet investeret 15,6 millioner kroner i otte eksterne selskaber: Duel, Whohow, Atlantis, Steamfoss, Xeer, Innrcircle, Lejka og EasyMove.

 

UGENS STARTUP: