Passendo, e-mails

Dansk startup henter millioner til at løfte e-mailen ind i det nye århundrede

@simone

Danske Passendo har hentet en større millioninvestering til at løfte e-mailmarketing ind i det 21. århundrede. De mener nemlig, at teknologien ikke helt er fulgt med udvikligen, når det kommer til at skabe opmærksomhed og engagement med mails.

Nyhedsbreve, kliks, bannere, reklamer. E-mails har længe været en effektiv platform til at skabe opmærksomhed og deraf salg. Men startuppet Passendo, som arbejder strategisk med e-mailannoncering og online markedsføring, mener ikke, teknologien er fulgt med.

Passendo vil løse annonceudfordringerne i e-mails, som ifølge virksomheden ikke er så præcise som displayannoncer, og nu har startuppet modtaget et større millionbeløb i angel investering fra Nicolas Georges Trad, medstifter af Reputation Institute og medinvestor i Ominto.

“Vi har store visioner – og ligesom vi gerne vil rulle ud internationalt hurtigst muligt, vil vi også være en full stack e-mailplatform. Begge dele kræver kapital. Derfor er investeringen relevant nu, hvor vores produkt har vist sin første success,” siger Anders Rasmussen, som sammen med Jakob L. Johansen og Andreas K. Jürgensen har stiftet Passendo.

Søgte kloge penge

Passendo har søgt investering, ikke bare for at udvide virksomheden, men også for at få nogle kloge penge ombord, fortæller stifteren, som dog ikke kan sige det præcise beløb, som virksomheden har modtaget.:
“Nicolas har drevet Reputation Institute fra en startup til i dag at være i 19 lande. Det er en erfaring, vi ser frem til at benytte os af! Så i aller højeste grad har vi både søgt erfaring og penge,” siger Anders Rasmussen.
Passendo er en publisher-platform, som letter administrationen ved at købe og sælge annoncer i nyhedsbreve, og som giver deres kunder mulighed for at ramme kunderne baseret på adfærd og målrettet budskaberne på et mere engagerende medie.
“Vi ser et kæmpe potentiale i Passendos løsning. Det er en af de få muligheder, hvor vi tænker: ‘Hvorfor er der ingen, der har gjort det før!’. Det bliver stort, og vi er stolte over at være med,” siger Nicolas Georges Trad i en pressemeddelelse.

Lancerer nyt website

Nu kun kort tid efter investeringen blev lukket, har det også været tid til at lancere et nyt website, fortæller Anders Rasmussen. Her får websitet ny grafisk identitet og mere indhold og cases.
Og da alle stifterne har baggrund i online-branchen, vil Passendo også indføre en blog, hvor de to gange om måneden skriver uddybende indlæg og e-mails som medie og annonce-økosystem.

Passendo arbejder desuden på at kunne lave CRM-retargeting, som skal gøre det muligt at målrette annoncer til eksisterende kunder på samme måde som Facebook Audiences, og startuppet har allerede flere aftaler på vej med flere af de store DSP’er i orden og Europa, hvilket, stifterne håber, betyder at det bliver lettere at målrette sine annoncer med eksisterende værktøjer i mediebureauerne.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY