Danske og internationale medier har bragt nyheden om, at Facebook snart lukker sin liveshopping-funktion. Det har skabt forvirring og fået telefonerne til at kime hos liveshopping-startuppet Elisa – som slår fast, at ændringen ikke får nogen påvirkning for selskabets kunder.

Liveshopping på sociale medier er en af de helt store trends i retail-industrien lige nu. Alligevel vælger Facebook at lukke sin liveshopping-funktion senere på året, og det har fået retailers, brands og liveshopping-entusiaster til at råbe vagt i gevær.

Det er der imidlertid ingen grund til. I hvert fald ikke, hvis man spørger Christian Vester, adm. direktør for softwarevirksomheden Elisa, der har faciliteret mere end 10.000 succesfulde liveshows i både indland og udland.

”Den liveshopping-funktion, som omtales i medierne, er Facebooks egen funktion – og den har primært været tilgængelig og brugt i USA. Jeg kender ingen Danske forretninger og kun ganske få Europæiske som har anvendt den. I praksis er udfasningen af Facebooks egen liveshopping-funktion altså mere eller mindre ligegyldig for Europæiske forretninger,” forklarer Christian Vester.

Liveshopping på Facebook løber ingen steder

Det meste liveshopping i Europa foregår altså gennem udbydere som Elisa, der på under to år har hjulpet flere end 1.400 retailers i Danmark, Sverige, Norge, Finland, England, Frankrig, Holland, Polen og Spanien i gang med livesalg på sociale medier.

Den nye salgskanal, der har taget verden med storm, er for mange retailers blevet en hjørnesten i forretningen. Derfor har Christian Vester og resten af teamet bag Elisa modtaget utallige bekymrede opkald og mails i kølvandet på de seneste artikler omkring Facebooks nedlukning af liveshopping-funktionen.

”Både vores supportteam og min egen privattelefon er blevet kimet ned pga. udbredelsen af den misforståelse, der er blevet skabt af medierne,” siger Christian Vester.

De bekymrede henvendelser stammer fra brands og forretningsejere, der frygter at miste en vigtig salgs- og markedsføringskanal. Men liveshopping på sociale medier løber ingen steder, understreger direktøren.

”Det er korrekt, at Facebooks egen liveshopping-funktion ikke længere vil være tilgængelig fra d. 1. oktober, men det er ikke et udtryk for, at liveshopping er en døgnflue. Det skyldes slet og ret, at Facebooks egen softwareløsning ikke har kunne måle sig med andres – for eksempel vores. Liveshopping på Facebook løber ingen steder.”