Skituren startede med en af de udfordring, som de fleste skiløbere kender, da Jesper Weltström sidste vinter havde familien med til Zell am See i Østrig. Selvom skiudstyret var bestilt og betalt på forhånd, endte han nemlig med at bruge to timer i kø i skibutikken, før familien havde ski på fødderne.

”Jeg brugte tiden, mens jeg stod og ventede i kø, på at spekulere på, hvordan man kunne gøre det her bedre. Jeg spurgte også andre i køen – både danskere, tyskere og hollændere – om ikke det ville være fedt, hvis det udstyr, de allerede havde bestilt online, blev leveret til hotellet istedet. Og det var de enige med mig i,” fortæller Jesper Weltström.
Den hurtige, lille markedsanalyse tog han med hjem til sit iværksætterfællesskab i Kolding. Her fandt han makkeren Kasper Schäfer Mogensen til projektet, som blev døbt Skiirr.com, og gjorde en MVP af portalen for online skiudlejning klar til skisæsonen.
”Ganske kort fortalt er Skiirr en genvej til pisten. Vi har vores eget lager af ski i Østrig, som kunderne bestiller online, og så leverer vi dem til hotellet eller lejligheden inden gæsterne ankommer til destinationen. Og når skiferien er færdig, stiller gæsterne bare udstyret samme sted på hotellet, som de hentede det,” forklarer Jesper Weltström.

Konservativt marked ikke klar til platform
På et nedlagt autoværksted i byen Altenmarkt udenfor det populære skiområde Wagrain i Østrig har Skiirr lager til sine 500 par ski og 650 par støvler. Herfra sørger fem mand og to kassevogne for at vedligeholde skiene og køre udstyret ud til gæster i omkring 30 nærliggende skiområder.

Ideen var egentlig i første omgang at lave servicen som en platform, hvor startuppet kunne formidle kontakten mellem kunder og lokale skibutikker i forskellige områder. Men den ide blev skudt til hjørne.
”Vi kunne bare se, at det ville blive svært. For det første er skibutikker lidt for konservative, fordi de faktisk har en rigtig god forretning allerede – fede katte jager ikke, er det ikke sådan man siger? For det andet risikerer skibutikkerne at blive tømt i højsæsonen, og så ville vores kunder komme til at stå bagerst i køen,” forklarer Jesper Weltström.
Derfor valgte startuppet selv at levere udstyr og arbejdskraft til det østrigske marked. Og Jesper Weltström var spændt på, om den direkte konkurrence med de lokale skibutikker ville skabe problemer her i første sæson. I mange skiområder er det nemlig nogle få familier, der ejer de fleste hoteller, barer og skibutikker. Hotellerne kunne derfor have et incitament til at modarbejde hans online skitilbud, men indtil videre er Skiirr blevet taget godt imod af både kunder og skiområderne.
”Det vi laver er interessant, fordi skiudlejning altid har fungeret på samme måde – lige siden jeg startede på ski. Men i dag forventer kunderne højere service. Og heldigvis synes hotellerne også, at vi har en fed service til deres gæster,” siger Jesper Weltström.
Første sæson er læringsår
Skiirr har hovedsageligt fokuseret på danske skiturister første år og brugt sæsonen på at lære markedet og kunderne at kende. Hele eksistensberettigelsen hviler nemlig på god service.
”Når man er ude i at ville ændre en adfærd for at bane vejen for en ny service, så skal man jo virkelig være omhyggelig med at skabe tryghed. Kunderne er i forvejen ukendte med det koncept vi kører frem, og der har det været lidt nemmere at vække tillid ved at kommunikere på dansk,” siger Jesper Weltström.
Inden årets største, danske skiuge i næste uge har Skiirr i omegnen af 400 udlejninger til danske skigæster i alperne. Efter første læringsår regner de med at brede sig ud på flere sprogområder og få fat i en større bid af de 50 millioner skigæster, som årligt besøger alperne – hvoraf 70 procent skal leje ski.