Det danske startup Drinksaver, der står bag et særligt drikkeglas til personer med sygdomsrelaterede rystelser, har netop vundet den tyske designpris, Red Dot Design Award.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Drikkeglas er designet med et skjult låg, der mindsker spild, men som muliggør, at man drikkes fra det – selv med rystelser. Løsningen fungerer som et usynligt hjælpemiddel til personer med rystesygdomme som Parkinson og esseential tremor, men ligner et almindelig drikkeglas.
“Vi udviklede Drinksaver som en ny fortolkning af låg til drikkevarer på festivaler, men har redesignet det til et drikkeglas, der forbedrer drikkeoplevelsen for personer med udfordringer med spild. Alle skal kunne drikke med værdighed uden at opleve spild,” fortæller Casper Nørland, medstifter af Drinksaver.
Derfor vækker prisen også helt naturligt glæde hos virksomheden.
“Denne pris bekræfter at hjælpemidler ikke blot kan være funktionelle, men også æstetisk tiltalende. Et hjælpemiddel kan gavne enhver med eller uden funtionsnedsættelse hvis der er tænkt over designet. Det er det smukke ved universelt design,” siger virksomhedens medstifter og direktør, Laila Midjord.
Et kvalitetsstempel
Red Dot Design Award er anerkendt som et kvalitetsstempel inden for designverdenen og hædrer produkter, der skiller sig ud med deres kreative innovation og designkvalitet.
Direktøren for Venture Cup Denmark, Morten Ugelvig Andersen mener prisen kan inspirere det danske iværksætterøkosystem.
“Denne udmærkelse er et stort kvalitetsstempel, som viser at Drinksavers design og innovation er i verdensklasse. En Red Dot Design Award vil give anerkendelse både nationalt og internationalt og utvivlsomt åbne mange døre fremadrettet. Desuden er jeg sikker på, at Drinksaver med denne pris kan være med til at motivere det spirende økosystem og give unge startups tro på, at de kan konkurrere på højeste niveau globalt.”