Thor Angelo, CEO i Orderyoyo.

Orderyoyo har netop lukket en større serie A-runde, hvor eksisterende og nye investorer deltog. Virksomheden, der har tredoblet omsætningen på et år, vil bruge kapitalindsprøjtningen til at indtage den europæiske takeaway-scene og gøre op med portaltendensen, der hersker indenfor takeaway.

Det danske startup-økosystem har efterhånden udklækket en lang række succesfulde takeawaystartups. Just-eat. Hungry. Og Orderyoyo. Sidstnævnte blev stiftet i 2014 og vækster derudaf. Fra 2016 til 2017 tredoblede virksomheden deres omsætning – en udvikling, der forventes at fortsætte i 2018.

VF Venture har sammen med de eksisterende investorer, SEED Capital, Preben Damgaard og Jesper Johansen, investeret i en Serie A-runde på 40 mio. kr. i OrderYOYO, der servicerer takeaway-restauranter med egne digitale bestillings- og kundehånderingsløsninger.

I dag er Orderyoyo til stede i Danmark, England, Irland og Tyskland med samlet set over 2.000 takeaway-restauranter som kunder. Med den store runde i ryggen er virksomheden klar til at skalere til endnu flere europæiske markeder.

Orderyoyo giver de små store kræfter

Virksomheden tilbyder mindre takeaway-restauranter en nem og effektiv måde at gøre kundehåndteringen online. Med en skræddersyet app og et website kan den enkelte takeaway-restaurant servicere og interagere direkte med sine stamkunder – uden at have eksempelvis en madportal som mellemmand. Hertil kommer loyalitetsprogrammer, der sikrer kunderne flere fordele og restauranten mere omsætning.

”Essensen af e-commerce er, at man skal eje sine kunder og sørge for, at de kommer tilbage igen og igen direkte til ens egen webshop. Alle de store takeaway-steder, såsom Dominos, har allerede udviklet egen onlinebestilling. OrderYOYO gør det muligt også for de små takeaway-restauranter at få deres eget setup og imødekomme kundernes ønske om onlinebestilling,” siger Thor Angelo, CEO for OrderYOYO, og uddyber:

”Langt hovedparten af takeaway-omsætningen hos mindre restauranter kommer fra lokale stamkunder, og her er der ikke brug for mellemmænd som madportaler. Hvis man vil bestille sin ugentlige eller månedlige pizza fra det lokale pizzeria, skal man naturligvis bestille direkte. Det er det, vi faciliterer.”

Et opgør med portal-tendensen

Takeaway-branchen har de seneste år oplevet en stærk centralisering, så madportalerne nu sidder på en stor del af alle digitale bestillinger.

Læs også: Gotipster er Just Eat med gourmetmad: “Vi var trætte af slatne burgere”

For partner i Vækstfondens VF Venture, Jacob Bratting Pedersen, repræsenterer OrderYOYO et opgør med den portal-tendens, som i en årrække har præget den digitale kundehåndtering i flere brancher, herunder hotel-bookinger.

”I hotelverdenen har der længe været utilfredshed fra hotellernes side med den magt, de store bookingportaler har opnået. Samme tendens ser vi nu hos takeaway-restauranterne, og derfor har OrderYOYO oplevet en betydelig succes, som vi gerne vil være med til at udbygge internationalt. Med den nye kapitaltilførsel fra VF Venture og eksisterende investorer vil OrderYOYO være det bedst kapitaliserede selskab i Europa på dette område. Kombineret med et superstærkt management team ser vi gode muligheder for, at OrderYOYO bliver europæisk category leader,” siger Jacob Bratting Pedersen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here