Som det første europæiske startup har Anyware Solutions med deres Smart Home løsning fået “Flash Funding” på 100.000 dollars fra komponentgiganten Arrow.
Den enorme, amerikanske leverandør af computer- og elektronik-komponenter Arrow, har etableret et certificeringsprogram i samarbejde med crowdfunding-platformen Indiegogo, hvor de støtter startups i at bringe deres løsninger til markedet.
Samtidig uddeler virksomheden årligt en million dollars til de bedste projekter i cerfiticeringsprogrammet som “Flash Funding”, og danske Anyware Solutions har netop vundet et legat på 100.000 dollars – som den første virksomhed udenfor USA.
“Det er fantastisk, og vi er usandsynligt stolte, for der er ikke mange, der får det her legat – måske 10 på verdensplan om året,” fortæller Jan Christiansen, som er medstifter af Anyware Solutions.
100.000 dollars uden krav
Vinderen af legatet finder Arrow mellem de projekter på Indiegogo, som er med i certificeringsrogrammet. Arrow-ansatte over hele verden stemmer om den bedste ide, og til sidst vælger et ekspertpanel vinderen.
Læs også: “Vi vil gøre Smart Home mainstream, nemt og vedkommende”
“Innovationsmæssigt er det der bar Anyware’s ide, at de ud over lysstyring også bygger sensorer ind i et produkt med så lille en formfaktor. Det gør den meget nem at installere for målgruppen, som er den brede befolkning, der ikke nødvendigvis er så techsavvy. Ideelt vil det jo være sådan, at man kan købe løsningen nede i supermarkeder og så være oppe og køre ret nemt,” forklarer Morten Kreiberg Block, Engineering Director i Arrow Nordic, som er en del af juryen der finder vinderen.
De 100.000 dollars som Anyware Solutions har vundet kommet helt uden krav om equity eller handel med komponent-giganten.
Støtte til økosystemet uden at være blåøjet
Anyware Solutions var en af de første til at få sin Indiegogo-kampagne optaget i Arrows certificeringsprogram i 2016, og allerede inden sejren har startuppet fået rådgivning af Arrow gennem programmet.
“Vi har fået en masse sparing omkring design, og de har hjulpet os med at finde de rigtige komponenter og gøre designet klar til produktion. Toppen af engineering teamet fløj over og mødtes med os i Billund lufthavn – det var ret fedt og super inspirerende,” siger Jan Christiansen fra Anyware Solutions.
Med et legat uden forpligtelser og gratis sparing lyder Arrows programs næsten som et velgørende formål, men komponentgiganten har dog også et formål med at uddele millionen.
“Som en del af Arrow, er jeg personligt glad for, at vi gør sådan nogle ting, hvor der ikke følger forpligtelser med. Men som virksomhed gør vi det selvfølgelig ikke kun for vores blå øjnes skyld. Vi vil gerne bygge vores brand op i forhold til startupmiljøet, og så håber vi selvfølgelig at de ender med at købe komponenter hos os,” forklarer Morten Kreiberg Block, Engineering Director i Arrow Nordic.
Se vidoen om Anyware Solutions, som Arrow har produceret i forbindelse med sejren, lige her.