Det canadiske NASDAQ-selskab, Voyager Digital Ltd, har givet over en halv milliard for danske Coinify, som har specialiseret sig i at udvikle betalingsløsninger for kryptovaluta.

525 millioner kroner (84 million USD).

Det var det svimlende beløb, som det børsnoterede canadiske selskab, Voyager Digital Ltd, måtte hoste op med for at købe den danske tech-virksomhed Coinify.

Coinify har specialiseret sig på kryptomarkedet ved at udvikle handels- og betalingsløsninger til netbutikker, så de kan tage imod kryptovaluta. Og det har de gjort godt.

Så godt, at virksomheden allerede i 2017 – blot tre år efter grundlæggelsen – blev virksomheden tildelt en Nordic Startup Award. Og så godt, at Voyager, den hurtigst voksende kryptobørs i verden, har følt sig nødsaget til at slå til og få indlemmet 100 procent af Coinify-aktierne i den canadiske kryptofold.

“Det er fantastisk, at man her syv år senere kan se, at der er en part, der synes, at det, man har opbygget, er så værdifuldt, at det, man vil give for det, er en flot pris,” siger Lasse Birk Olesen, medstifter af Coinify, til Børsen.

Ekspansion til resten af verden

Coinify understøtter i dag handel med mere end 15 forskellige krypto-valuta. Og med klienter i over 150 forskellige lande verden over forventes det, at det danske selskab skal understøtte Voyagers videre ekspansion og cementere selskabet som et uundgåeligt element i den globale infrastruktur.

“I takt med at integrationen af betalinger med kryptovaluta får medvind, bringer købet af Coinify en global betalingsinfrastruktur med sig til Voyagers digitale værdisystem, og giver vores hurtigtvoksende kundebase på over 1,75 mio. brugere en hurtig, nem og sikker måde at foretage betalinger fra deres Voyager-konti,” siger Stephen Ehrlich, CEO og medstifter af selskabet.