You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Danske Iværksættere om regeringens udspil: “Vi har brug for konkrete, målrettede handlinger.“

Johann Svane er chef for Politik, Partnerskaber & Presse hos Danske Iværksættere.

Vi har talt med en række politiske organisationer i det danske iværksætterøkosystem om regeringens kommende iværksætterudspil. I denne omgang er turen nået til Danske Iværksættere.

Vi har talt med en række politiske organisationer i det danske iværksætterøkosystem om regeringens kommende iværksætterudspil. I denne omgang er turen nået til Danske Iværksættere.

Regeringens længe ventede iværksætterudspil er lige på trapperne, ifølge den politiske kalender. I anledningen af regeringens kommende iværksætterudspil har vi talt med en række markante stemmer fra det politiske niveau om iværksætteri.

Men hvad håber erhvervsorganisationer og arbejdsgiverforeningerne på, at den kommende aftale skal indeholde, for at skulle sikre gode vilkår for iværksættere?

Her har vi spurgt ind til de politiske rammer, der er gældende nu for iværksættere i Danmark. Om de største udfordringer, og om hvad der står øverst på deres politiske ønskeliste.

Danske Iværksættere (dkiv) arbejder med 17.000 iværksætter-medlemmer, for at sikre et stærkt og bæredygtigt startupøkosystem i Danmark.

Desuden vil de gerne have bedre vækstvilkår, hvor de kan påvirke beskatning, infrastruktur, finansiering og reducere bureaukrati. Derfor arbejder de aktivt sammen med politikere i Folketinget, så politikerne forstår deres medlemmers hverdag og udfordringer.

Talspersonen er Johann Svane og han er chef for Politik, Partnerskaber & Presse hos Danske Iværksættere.


Hvad fungerer godt for iværksættere i Danmark?

“Danske iværksættere er gode til at innovere, skabe arbejdspladser og de udgør rygraden af dansk innovation og økonomi. De udfordrer markeder og konkurrenternes produktivitet og bliver på den måde succesfulde virksomheder. Men potentialet er større endnu. Vi gør ikke nok for at gøre det lettere at drive virksomhed og skalere den – der er fortsat et enormt potentiale at udnytte.”

Læs også: SMVdanmark om regeringens udspil: ”Hvorfor får politikerne ikke gennemført de initiativer, som de allerede er enige om?”

Hvad er de største og mest konkrete udfordringer ved at være iværksætter i Danmark lige nu?

“Vores årlige iværksætteranalyse viser f.eks., at den mængde af bureaukrati, der påhviler en iværksættervirksomhed i 2024, er en stor hindring i hverdagen for op imod halvdelen af de danskere iværksættere. Og dem, der alligevel kommer i gang, møder store problemer med at skalere på grund af for mange nye og urealistisk høje krav, der er utroligt omkostningsfulde at imødekomme for små, nystartede virksomheder. Dertil er mængden af nye regler de sidste par år på himmelflugt. Det er skræmmende meget tid og mange penge iværksætterne skal bruge på at sikre overholdelse af skrap og til tider unødvendig lovgivning, som kunne være brugt på at hyre flere medarbejdere eller søge kapital.”

Regeringen forventes i løbet af de næste måneder at præsentere et iværksætterudspil. Hvad ser du gerne, at der er med i det?

“Politikerne skal i hvert fald beslutte sig for, hvem det er de vil hjælpe med deres iværksætterstrategi For man kan ikke hjælpe alle iværksættere med én strategi. Deres behov er jo så forskellige og iværksættere er langt fra homogene. Det er helt centralt, at politikerne ikke skyder med spredehagl, men i et eller andet omfang forsøger at målrette støtten til dem, der virkelig har brug for den til at kunne skalere og innovere yderligere. 

Læs også: DI om regeringens udspil: “Man skal grundlæggende belønnes for den risiko, man tager, når man starter en virksomhed op.”

Vi tror for eksempel ikke på, at det at sænke aktieavancebeskatningen med 2 %-point vil betyde ret meget for iværksættermiljøet. For der er ikke beviser for, at det “ekstra” incitament for at investere gør, at pengene havner i iværksættervirksomheder. Men hvis man f.eks. halverer aktieskatten for investorer, der investerer i definerede iværksættervirksomheder, så er vi overbeviste om, at økosystemet vil få adgang til langt mere kapital. Dertil kunne man også lave andre skattesænkninger, der gjorde det mere attraktivt at investere i de typer af iværksættervirksomheder, som man har defineret. Det vil tilskynde endnu flere investorer – og måske endda almindelige danskere – til at investere i startups.”

Hvad skal der til for at tage næste skridt for iværksætteri i Danmark?

“Målrettede initiativer er den bedste måde at gøre Danmark til verdens bedste iværksætterland på, som jo også er regeringens ambition. Iværksætterudspillet skal ikke ende som endnu en generel erhvervspolitisk tiltag eller flere puljeordninger, som vi desværre har set før. Det ville være så ærgerligt, nu når politikerne har en historisk chance for at skabe et attraktivt investerings- og iværksættermiljø. Vi har brug for konkrete, målrettede handlinger.

Læs også: IT-Branchen om regeringens udspil: ”Af én eller uforklarlig grund har regeringen syltet iværksætterområdet gennem flere år.”

Regeringen bør følge deres regeringsgrundlag og udføre det, de lovede at kigge på: at definere, hvad en iværksættervirksomhed er, baseret på konkrete parametre. Her bør de tage ved lære af de europæiske initiativer. For lande som Spanien, Storbritannien, Italien, Rumænien, Estland og snart Frankrig har alle udviklet specifikke tiltag, der hjælper bestemte grupper af iværksættere. Hvis regeringen og aftalepartierne definerer en målgruppe af iværksættere, så kommer de 1,5 milliarder kroner virkelig til at gøre en forskel”

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY