Det danskstiftede og San Francisco-baserede startup, Netlify, fortsætter sin himmelvækst. I dag offentliggør de to stiftere, at de har sikret sig mere end 350 millioner kroner i en c-runde investering.

Et helt nyt internet.

Sådan lyder vision for Netlify, der er stiftet af danskerne Christian Bach og Mathias Biilman. For fem år siden startede de to stiftere nogle nye tendenser i udviklingen omkring websites. For i trit med at hjemmesider bliver større og mere content-tunge af den store grad af kodning, så bliver de også langsomme og komplekse.

Læs også: Netlify har rejst 290 millioner i Silicon Valley på tre år: ‘Det havde aldrig været muligt i Danmark’

Derfor har Netlify bygget et softwareværktøjer til fremtidens webudvikling og til at simplificere implementeringsprocessen af et website og dermed optimere loadinghastigheden.

“Vi tror på, at der er et stort behov for at skabe en udviklervenlig platform, der gør det muligt at bygge websites ved hjælp af enkle, git-baserede arbejdsgange. Softwaren er skabt til levere høj ydeevne direkte til et globalt netværk. Det betyder, at websites bliver hurtigere, mere skalerbare og meget sikrere,” skriver de to stiftere i en meddelelse på deres hjemmeside.

Og til at komme i mål med den mission har de netop rejst 53 mio. dollars – svarende til mere end 350 mio. kroner – fra blandt andet EQT-ventures, GitHub cofounder Tom Preston-Werner og de eksisterende investorer i Andreessen Horowitz.

Pionerer med nye features

Den udvikling førte til, at Netlify blev banebrydende inden for JAMstack-kategorien, der er en moderne webarkitektur, der understøtter den bedste praksis for statiske websteder med API-økonomi og serverløse funktioner for at levere lave loadingtider og dynamisk indhold uden at man som host skal bekymre sig om webservere.

I dag bruger mere end 800.000 udviklere verden over Netlify’s software – heriblandt nogle af de aller største og tungeste sites i verden. Desuden estimerer de to stiftere, at otte procent af alle internetbrugere besøger et website, der er bygget på en Netlify-arkitektur, minimum én gang om måneden.

“For at få flere brugere på i 2020 investerer vi i nye funktioner, der retter sig mod vores store virksomhedskunder. Vi skal skabe en løsning, der kan bidrage med mere kontrol og skabe bedre samarbejde for teams,” skriver de to stiftere.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev om tech og startups