Fintech-virksomheden Pleo annoncerer i dag en rekordstor investering på 375 millioner kroner. Investeringen er den største serie-B investering i Danmark nogensinde – og blandt de tre største i Skandinavien.

Med et betalingskort og en tilhørende softwareløsning gør Pleo op med løse kvitteringer og lange udgiftrapporter, når der skal laves indkøb til arbejdet. Når en medarbejder bruger sit Pleo kort, minder Pleos app dem nemlig om at tage et billede af kvitteringen, og købet bliver automatisk kategoriseret, hvilket gør den administrative arbejdsbyrde meget mindre.

“Vores løsning ændrer ikke bare på, hvordan virksomheder bruger penge, men også på måden de opererer og gør deres medarbejdere i stand til at arbejde mere effektivt. Indkøb i firmaregi har traditionelt været en meget centraliseret og bureaukratisk proces. Vi har bygget Pleo, så moderne virksomheder kan udvise deres medarbejdere tillid, ved at give dem frihed til at lave indkøb, samtidig med at vi har gjort indkøbsprocessen gennemsigtig og sikker,” siger Jeppe Rindom, medstifter og administrerende direktør for Pleo.

Siden starten i 2015 er løsningen blevet tilgængelig for virksomheder i Danmark, England, Tyskland og Sverige, hvor flere hundrede virksomheder tilslutter sig hver måned. I alt bruges Pleo af lidt over 3.500 virksomheder, inklusiv virksomheder som GoMore, Boozt, Scanomat og Roskilde Festival.

Og den imponerende vækst har nu sikret den danske fintech-virksomhed en rekordstor Serie-B-investering på 350 millioner kroner.

Potentialet er enormt

Mindre end en ud af fem medarbejdere har i dag adgang til et firmakort, viser en opgørelse fra Barclaycard. Men det ændrer sig med Pleos måde at tænke firmaindkøb på. Virksomhedens løsning har nemlig resulteret i en firedobling af firmakort i de virksomheder, som bruger løsningen.

“Vi altid haft et stærkt fokus på slutbrugeren – altså medarbejderen – og det har ledt til fabelagtig vækst, fantastiske ambassadører, samt rigtig høj kundetilfredshed og loyalitet,” siger Jeppe Rindom.

For at opretholde den stejle vækstkurve, får Pleo brug for at øge medarbejderstaben fra 120 til 400 ved udgangen af 2020 – hvilket den friske investering blandt andet skal være med til at finansiere. De fleste af de nye ansatte skal arbejde fra Pleo’s hovedsæde i København.

“Vi har tårnhøje ambitioner om at bygge en af de største danske virksomheder i nyere tid, og vi vil tiltrække de dygtigste folk fra hele verden for at komme i mål. Vores vækst og vores tal er usædvanligt gode. Alle virksomheder, i alle industrier, er potentielle Pleo-kunder. Derfor er potentialet enormt,” siger Jeppe Rindom.

Stifterne af Pleo (fra venstre) Jeppe Rindom og Niccolo Perra.
Stifterne af Pleo (fra venstre) Jeppe Rindom og Niccolo Perra.

På vej mod unicorn-status

Det er bare anden gang indenfor et år at Pleo rejser en trecifret millioninvestering. På bare fire år har virksomheden rejst i omegnen af en halv mia. kroner, og har nu opnået en værdiansætning på 2 mia. kroner ifølge Børsen.

Samtidig er den Serie B-investeringen på 350 millioner kroner den største i dansk historie, og samtidig blandt de største nogensinde i Skandinavien. Til sammenligning rejste den første danske fintech-unicorn ‘Tradeshift’ 165 mio. kroner i sin B-runde, og svenske ‘Spotify’ rejste 330 mio. kroner.

Læs også: Danmark har netop fået sin første fintech Unicorn

Hovedinvestoren er den New York-baserede kapitalfond Stripes, hvis portefølje tæller virksomheder som Upwork, Monday.com, og Grubhub.

“Pleo løser en af de mest åbenlyse og mest almindelige problemstillinger, folk i erhvervslivet kæmper med: At købe ting til at udføre deres arbejde. Vi er meget begejstrede for at hjælpe Pleo med at udfolde deres vision, som radikalt vil ændre måden virksomheder laver indkøb på – på tværs af vertikaler og geografier,” siger Ken Fox, grundlægger og Managing Partner hos Stripes.

Investeringen skal hjælpe Pleo ekspandere yderligere til det europæiske marked, udvide medarbejderstaben markant og accelerere produktudviklingen.