Lagermedarbejdere på IKEAs distributionscenter i den polske by Jarosty får fremover en hjælpende hånd fra den såkaldte MiR500-robot, skabt af danske Mobile Industrial Robots.
Robotten skal fritage lagermedarbejderne fra uproduktive arbejdsopgaver, forbedre arbejdssikkerheden og optimere lageromkostningerne. Det gør MiR500 ved at transportere paller og andre genstande, som kan veje op mod 500 kilo – helt uden menneskelig indblanding.
Når først MiR500 har skabt et kort over lageret, kan den undgå og reagerer på forhindringer. Dermed er de autonome robotter i stand til at navigere rundt på lagret og vælge den bedste rute fra A til B.
FM Logistic arbejder med at optimere lagerprocesser gennem automatiseringer og har i samarbejde med IKEA investeret i MiR500-robotterne.
“For at opbygge en konkurrencemæssig fordel for virksomheden og vores kunder investerer vi i innovative løsninger, der er fleksible, nemme at bruge og derfor omkostningseffektive,” siger Alexander Damie, Innovation og Proces Manager i FM Logistic Centraleuropa.
1500 tomme paller
Edyta Śmiechowicz, Platform Direktør i FM Logistic Centraleuropa uddyber, at robotterne især skal bruges til at transportere tomme paller.
“Denne implementeringsopgave for vores klient kræver transport af betydelige mængder af tomme træpalle-søjler som bruges på automatiske lagre. Denne transportopgave er en ideel proces til automatisering. Den løbende implementering i distributionen består i at integrere en autonom robot, der transporterer tomme paller ind i strømmen af interne vareflows,” siger Edyta Śmiechowicz.
Under en test af robotten kørte den over 60 kilometer og gennemførte succesfuldt 180 missioner, hvor der i alt blev transporteret mere end 1500 tomme paller. FM Logistics overvejer at implementere robotterne i flere varelagre.
Mobile Industrial Robots blev grundlagt i 2013 af erfarne fagfolk fra den danske robotinustri. I dag har virksomheden specialiseret sig i de såkaldte AMR-robotter, som er kollaborative og sikre mobile autonome robotter.
I 2018 blev Mobile Industrial Robots opkøbt af Teradyne, der leverer automatiseret testudstyr. Den fynske virksomhed har dog stadig hovedsæde i Odense.