You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Danske virksomheder er førende i Europa indenfor kunstig intelligens

Danske virksomheder er blandt Europas førende i at bruge kunstig intelligens. Og som en stor styrke foregår det som en integreret del af forretningen snarere end som løsrevne IT-projekter. Det er en af konklusionerne i en ny europæisk rapport fra Microsoft, hvor 25 af de største danske virksomheder har deltaget.

Der er grund til optimisme på dansk erhvervslivs vegne, for danske virksomheder er nemlig blandt de førende i Europa til at arbejde med kunstig intelligens. Det viser den nye rapport, ’Artificial Intelligence in Europe’, udarbejdet af EY for Microsoft, der har set på 277 europæiske virksomheder – heraf 25 danske – og deres brug af kunstig intelligens.

Hele 96 procent af virksomhederne i Danmark er i gang med et AI-projekt, der mindst er nået til pilotfasen. Det tilsvarende gennemsnitstal på europæisk plan er blot 71 procent. Det skriver Microsoft i en pressemeddelelse.

”Danske virksomheder er traditionelt set hurtige og gode til at tage ny teknologi til sig og drage nytte af den, og det er rapporten med til at understrege. Det er for mig virkelig glædeligt, at vi ligger i den europæiske top i forhold til at kaste os ud i AI-projekter, da det har så stort potentiale på tværs af industrier. Det er netop vigtig at komme i gang og lære af sine erfaringer undervejs,” udtaler Nana Bule, COO i Microsoft Danmark i pressemeddelelsen.

Uddrag fra rapporten der viser hvordan danske virksomheder er foran andre internationale virksomheder der også arbejder med kunstig intelligens

Svært at komme fra pilot til produkt

Men selv om de danske virksomheder klarer sig godt, så peger rapporten også på udfordringer. Blandt de igangsatte projekter i danske virksomheder er 52 procent af dem nemlig fortsat i pilotfasen, og blot 8 procent af virksomhederne vurderer, at de er på et avanceret stadie med kunstig intelligens.

”Selvom mange danske virksomheder er gode til at sætte AI-projekter i gang, ser vi også, at de har svært ved at komme videre fra pilotfasen. Og det kan hæmme konkurrenceevnen på sigt. For at komme fra pilot til produkt peger virksomhederne på, at de har brug for kompetencer inden for data management og en tydeligere digital ledelse og retning i virksomhederne,” siger Nana Bule.

AI-projekter er tættere på kerneforretningen i Danmark

En af de store styrker i Danmark er, at danske AI-projekter ofte er knyttet til forretningssiden af virksomheden uden at være drevet som rene IT-projekter. 60 procent af danske AI-projekter er således drevet som en kombination af IT-projekter og forretningsstyrede initiativer, mens det europæiske gennemsnit ligger på 45 procent.

”Det er en særlig styrkeposition for danske virksomheder, at AI-projekterne er kommet tættere på kerneforretningen og ikke primært lever i IT-afdelingen. Her skiller vi os markant ud fra de andre europæiske lande. Det er helt afgørende for de danske virksomheders succes, at AI-projekterne tager udgangspunkt i de forretningsmæssige udfordringer og muligheder – og forankres bredt i organisationen, hvis vi for alvor skal have gennembrud inden for kunstig intelligens de kommende år,” siger Nana Bule.

De 25 adspurgte danske virksomheder tæller blandt andre A.P. Møller Mærsk, H. Lundbeck, Danfoss, Novo Nordisk, Ørsted, Saxo Bank, LEGO, PFA, Carlsberg. Du kan læse rapporten her.

UGENS STARTUP: