Jesper Skibsby warm stifter og ceo header

Danske Warm lytter til 25.000 radiostationer døgnet rundt for at hjælpe upcoming musikere

Jesper Skibsby, CEO og stifter af Warm.

Teknologi skal gøre musikindustrien mere gennemsigtig og datadrevet – også på det gode, gamle FM-bånd. Det mener det danske startup Warm, der allerede har rejst over fem millioner kroner, og er blandt EU’s anbefaling af musik-startups, man skal holde øje med i år.

Teknologi skal gøre musikindustrien mere gennemsigtig og datadrevet – også på det gode, gamle FM-bånd. Det mener det danske startup Warm, der allerede har rejst over fem millioner kroner, og er blandt EU’s anbefaling af musik-startups, man skal holde øje med i år.

Da Jesper Skibsby af omveje opdagede, at Radio ZET Chili i Warszawa var begyndt at spille to singler fra bandet Few Wolves, var han en glad mand. Han var nemlig manager for bandet, og deres to singler havde ikke klaret sig så godt i Danmark. Men afspilningerne på den trendsættende radiostation kunne føre til gennembruddet i Polen.

”Jeg kom op til vores pladeselskab og var mildest talt oppe at køre over, at jeg havde fundet ud af, at vi blev spillet på radioen i Polen. Men vores mand på pladeselskabet var relativt ligeglad. Han fik ikke noget ud af at skabe en succes i Polen – og han mente ikke, at selskabets polske kontor ville prioritere et dansk band. Så det blev skudt ud til højre. Jeg gik istedet hjem og kontaktede radiostationen. Det gjorde, vi fik skabt en relation med radioværterne, fik en ny single i rotation, blog mentions og en invitation til at spille i Warszawa. Det var en øjenåbner uden lige,” fortæller Jesper Skibsby.

Læs også: Dansk platform for musikundervisning klar til udlandet

Som manager var han frustreret over hullet i systemet for segmentet af upcoming-musikere, som han selv var en del af. Derfor stiftede han virksomheden Warm, som skulle give musikerne magten ved overvåge radiostationer over hele kloden, så også små artister kan få adgang til data om, hvor deres musik bliver spillet. Data de kan bruge til at vokse deres publikum og kende “emerging markets”.

”Vi lytter i dag på mere end 25.000 radiostationer i hele verden på samme tid. Dem som tracker et stykke musik – om det så er band, manager eller pladeselskab – kan nu få adgang til langt bedre kvalitet af data, end de store pladeselskaber som benytter musikbranchens standard-services. Det er der ikke andre der gør i samme skala,” siger han.

Servicen har indtil videre sikret dem godt fem millioner kroner i funding fra blandt Capnova og en række business angels, og mediet EU-Startups har netop fremhævet dem som ét af de ti europæiske musik-startups, man skal holde øje med i 2019.

Robot-ører giver globalt overblik

Warms løsning kræver ikke en masse menneskelige ører til at lytte efter de 25.000 radiostationer, de følger. De benytter en teknologi kaldet “audio fingerprinting”, som man kender fra services som Shazaam.

Via samarbejdspartneren og investoren Bach Technology, som har udviklet algoritmen “MusicDNA” til at lave audio fingerprints af musik, benytter Warm et unikt lyd-ID af det nummer, som skal trackes. På den måde kan teknologien selv afgøre præcis hvor, hvornår og hvor lang tid sangen er blevet afspillet.

Det betyder, at musikere i realtid kan få et overskueligt overblik over, hvilke radiostationer der spiller deres numre. Et overblik baseret på monitorering i stedet for radiostationernes – i mange tilfælde – egen og mangelfulde rapportering.

”Det er både artister, pladeselskaber og managers, der bruger vores løsning, og vi har endda set hardcore fans af et K-pop band, der har været inde og betale for at tracke et nummer og lave noget unikt content til deres egne sociale medier,” siger Jesper Skibsby.

Der findes i forvejen en række services, som holder øje med hvilke numre radioerne spiller. Men selvom musik i dag er tilgængelig over hele kloden i det sekund den udgives, har konkurrenterne hovedsageligt fokus på specifikke lande og større radiostationer, og fanger derfor ikke genrespecifikke stationer, universitetsradioer og nichekanaler rundt om i verden.

”Hvis nu jeg har lavet en sang, som bliver spillet i Italien, vil jeg jo gerne vide det. Uanset hvad jeg så har tænkt mig at bruge det til, vil jeg gerne vide, hvad der sker med min musik – og så nytter det jo ikke noget, at jeg kun tracker radiostationer i Skandinavien,” siger han.

Og det er der tilsyneladende mange der gerne vil. I dag bliver Warm nemlig brugt af 1500 betalende kunder – et tal der vokser støt hver måned.

En del af fremtidens rettighedsmaskine

Warms service er i dag et dataværktøj, som musikbranchen kan bruge til at afgøre, hvornår et nummer har fået en radioafspilning. Og det kan være et vigtigt bevis, når Koda og Gramex skal indkræve penge for brugen af musik i udlandet på vegne af en artist.

Netop her viste Warm sig at kunne hjælpe stifteren selv, med det problem som satte det hele i gang. Hverken Koda eller Gramex havde nemlig modtaget rapportering om afspilningerne af Few Wolves – bandet han var manager for – på den polske radiostation. Men med beviserne fra Warm i baglommen, har radiostationerne nu to år senere fundet det samlede antal afspilninger af bandets to singler, og pengene er derfor på vej til rettighedshaverne.

”At tracke radioafspilninger globalt er jo et super vigtigt skridt. Men det gode spørgsmål er, hvad vi derfra kan gøre for brugerne,” siger Jesper Skibsby.

Startuppet er nemlig på et marked, som domineres af forældede standarder, der har været brugt i musikindustrien længe inden markedet blev digitalt og globalt. Organisationer som Koda og Gramex, der administrerer og indsamler penge for rettighedshavere herhjemme, modtager i høj grad data af tvivlsom kvalitet fra de udenlandske organisationer – ganske som Jesper Skibsby oplevede det med Few Wolves i Polen.

Læs også: Roskilde Festival skal lære startups at indrage brugerne

Warms teknologi har blandt andet fået EU-kommissionen til at give startuppet penge til at lave nye og mere præcise hitlister på tværs af Europa. Men på sigt kan virksomheden også komme til at spille en rolle i administrationen af musikrettigheder.

”Vi er sådan lidt in-between. Vi kommer nok til at blive en hjælp til rettighedsorganisationerne – eller måske i højere grad deres medlemmer, som i virkeligheden er dem, som mister ufattelige mængder data hver dag,” siger Jesper Skibsby.

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil se ændringer på fordeling og indsamling af rettighedspenge for brugen af musik. Det der foregår nu, kommer i meget høj grad de store selskaber og artister til gode – mens resten mister. Hvis et upcoming band bliver spillet uden for Skandinavien og Storbritannien, er der en meget stor sandsynlighed for, at de aldrig finder ud af det. Derved mister de betalingen for afspilningerne samt vital viden om, hvad der sker med musikken, mens det sker.”

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY