De første to ud af fire kategorier til Odin Award 2024 har nu fået afsløret deres finalister, og spændingen stiger frem mod den store prisuddeling, der finder sted den 19. november i Jyske Bank Arena i Odense.
Finalisterne skal dyste i Impact Award og Concept Award, som hylder henholdsvis bæredygtighed og innovation i startup-verdenen.
For første gang skal finalisterne dyste ved at pitche ved selve Odin Award foran et dommerpanel af eksperter.
Læs også: De bedste startups på Fyn skal konkurrere i nyt format ved stort startup-event
Finalisterne til Impact Award
Impact Award er rettet mod de virksomheder, der arbejder for at gøre en forskel for både naturen og mennesket. De tre finalister arbejder alle målrettet med bæredygtighed og FN’s verdensmål:
- SustaNorth: Arbejder for at reducere vandforbruget ved at levere vandmålere til hotelbranchen, som viser gæster deres vandforbrug og badetid. Dette er en del af en større strategi for at bekæmpe vandmangel forårsaget af klimaforandringer.
- Papirværk: Virksomheden omdanner papiraffald til nye, værdifulde produkter, hvilket minimerer CO2-udledning og spild. Deres sortiment spænder fra genanvendt papir til kunstværker, alt sammen produceret cirkulært.
- Nordic Phantoms: Skaber simulationsudstyr til sundhedspersonale, der fokuserer på sjældne sygdomme. Virksomheden arbejder med cirkulær produktion, hvilket også sikrer en bæredygtig tilgang i udviklingen af deres løsninger.
Finalen i Impact Award finder sted på Impact Scenen kl. 14:00 under Ignite-eventet, hvor de tre finalister vil præsentere deres løsninger foran et dommerpanel.
Finalisterne til Concept Award
Concept Award belønner de mest unikke og innovative idéer, som har potentialet til at revolutionere deres felt. De tre finalister i denne kategori er:
- Ordeno: Har udviklet en AI-assistent, Ordeno Sense, der automatiserer manuelle opgaver i industrivirksomheder ved at udtrække informationer fra e-mails og PDF’er, hvilket gør ordrehåndtering og tilbudsoprettelse langt mere effektiv.
- underflod: Skaber møbler og interiør af genbrugsmaterialer med fokus på cirkulær økonomi og social ansvarlighed. Produktionen finder sted på danske fængsler og værksteder, hvilket også involverer socialt udsatte.
- LiveEquipe: Har udviklet en sensor til hestesport, der monteres på hestens sadel og sender data om rytterens bevægelser til en mobil. Dette giver rytteren live feedback og forbedrer kommunikationen mellem hest og rytter under træning.
Finalen i Concept Award finder sted på Moonshot Scenen kl. 13:00 den 19. november.
Odin Award er en del af Ignite-eventet for startup-økosystemet i Odense, og det hele finder sted den 19. november i Jyske Bank Arena.