Deleøkonomisk postomdeling truet: Hvorfor er danskerne bange for deleøkonomi?

PostNords forretning taber penge i ‘Udkantsdanmark’, hvilket formentlig betyder yderligere prisstigninger. Med nye reguleringer på vej bliver det endnu sværere for deleøkonomiske alternativer at konkurrere med PostNord.

Den udskældte postomdeler PostNord har i årevis kostet det danske samfund penge.

Samtidig har danskerne oplevet at virksomhedens ydelser er steget voldsomt i pris. PostNord tilskriver den kedelige udvikling et fald i efterspørgslen. Grundet den digitale udvikling sendes der færre breve, hvilket udfordrer PostNord.

Senest har der været polemik rettet mod omdelingen i det mange kender som ‘Udkantsdanmark’. I de områder har PostNords forretning svært ved at hænge sammen, hvilket kan føre til yderligere prisstigninger for postomdelingen.

Men det er noget vås, mener Martin Christian Hansen, der er direktør og medstifter af den deleøkonomiske transportvirksomhed Mover. Han mener i stedet, at deleøkonomien kan være med til at løse problemerne i udkants Danmark til gavn for alle.

”Som jeg hører udmeldingerne fra PostNords ledelse, så er det omkostningerne i udkantsområderne, der er for høje i forhold til indtjeningen, hvilket skaber problemer med deres forretningsmodel. Det er her, deleøkonomiske virksomheder som Mover kommer ind i billedet. Danmark skal lære, at deleøkonomiske løsninger kan være samfundet til nytte,” siger Martin Hansen.

Hvad er folk bange for?

Mover er for transport, hvad Uber var for taxa og virksomheden servicerer borgere og erhvervslivet landet over. Samtidig er det vigtigt for Mover at samarbejde med myndighederne, så man holder sig på den rigtige side af loven.

”De mennesker, der kører for os, gennemgår et sikkerhedstjek og deltager på et kursus hos os. Vi får deres straffeattest via e-Boks og vi ved præcis hvor de er, når de kører for os. Desuden tracker vi betalingerne hele vejen til banken og dokumenterer og deler det med myndighederne,” siger Martin Hansen.

Derfor spørger Martin Hansen også, hvad der gør PostNords ansatte unikke i forhold til at varetage postomdeling.

”Man skal huske på, at PostNords omdelere ikke længere er ansat, som de var i gamle dage. De har ganske vidst en masse, der stadig er på tjenestekontrakt, men det antal svinder ind, hver gang der er afskedigelser eller personer stopper eller går på pension. Derudover hyrer mange af de store transportselskaber selvstændige vognmænd – og hvad er så forskellen på dem og os?” spørger Martin Hansen.

Til gavn for alle

Han mener, at der er en række fordele ved, at lade deleøkonomien tage over i de områder, hvor PostNord ikke kan drive en solid forretning. Ifølge Martin Hansen, vil det i sidste ende komme alle til gavn. Inklusiv PostNord der vil reducere sine omkostninger.

”For det første er der besparelsen i, at PostNord ikke behøver at hæve priserne. Dernæst vil posten blive bragt ud hurtigere og oftere, da det er lokale, der kommer til at bringe posten ud. Man kan tracke sin post, så snart den er samlet op – ligesom man kunne tracke Uber-chauffører gennem appen. Det gør vores service langt mere fleksibel end med PostNord, hvor man må planlægge efter dem,” siger Martin Hansen.

Han undrer sigover den frygt, han møder, når det kommer til at lade almene borgere håndtere breve og pakker.

”Det er interessant, at folks instinktive reaktion er ”det kan man da ikke”. Men det er formentlig fordi, man stadig tænker på postbuddet, som han portrætteres i Postmand Per. Sandheden er bare, at Postmand Per er blevet en industri. Og det narrativ vil jeg gerne udfordre. Jeg tror på, at en lokal borger kan levere en service, som er tættere på den romantiske forestilling, vi har om postbuddet – og i øvrigt med en langt mere omkostningseffektiv model for alle parter – også for omdeleren,” siger Martin Hansen.

Regulering på vej

Det er ikke tilfædligt, at Mover udfordrer forestillingen om postbudet netop nu. Der er nemlig reguleringer på vej. Med det nuværende politiske flertal, står transportmarkedet overfor nye regler, der kan sammenlignes med taxaloven. En sådan stramning af loven vil få radikale konsekvenser for en deleøkonomisk transportvirksomhed som Mover. Vedtages stramningerne, vil det i fremtiden, kun være uddannede chauffører, der må køre selv små varebiler. Med andre ord fjernes hele det deleøkonomiske eksistensgrundlag. Det vil ske i en situation, hvor der, ifølge Martin Hansen, i forvejen akut mangler chauffører i Danmark.

”Fra den ene dag til den anden kommer regulativerne til at fjerne alt deleøkonomisk transportvirksomhed i Danmark, inklusiv Mover. De laver med andre ord en taxalovgivning for varevogne. De gør altså os og en masse små vognmænd til lovbrydere, hvor vi på nuværende tidspunkt ikke bryder nogen love,” afslutter Martin Hansen.

Han opfordrer i stedet til, at man regulerer i form af registreringspligt, der kan gøres med NemID. På den måde kan man også mere effektivt forhindre sort arbejdskraft, som var et stort problem med Uber.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY