Siden 2018 har den danske stat haft aktier i Seaborg Technologies, en dansk startup der er i gang med at udvikle en atomreaktor. Nu har den danske stat solgt sine aktier. 

Den danske stat har været investor i Seaborg Technologies siden januar 2018, men valgte i sidste måned at sælge sine aktier. Årsagen er en større reform af statens støtteordning til startups og innovation, og indtjeningen på investeringen går til de danske skatteydere.

Tilbage i 2018 var det PreSeed Ventures, der på vegne af staten investerede i atom-startuppen. Dengang var PreSeed Ventures nemlig statens forlængede venture-arm. Det på trods af, at staten ikke ser atomkraft som en del af den danske energiforsyning.

“Vi mener, at det er afgørende at pleje og støtte udviklingen af deep tech startups som Seaborg, der har kapacitet til at påvirke fremtiden for os alle positivt. Vi er utroligt stolte over at have støttet Troels (Schønfeldt, CEO i Seaborg Technologies, red.) og hans team fra de tidlige dage til i dag, hvor nye investorer anerkender potentialet og træder ind i den næste del af rejsen,” siger Alexander Vinterbo-Horten, investeringsdirektør i PreSeed Ventures, som har arbejdet tæt sammen med grundlæggerne af Seaborg Technologies.

Læs også: Ekstremt startup: “Hvis ikke vi bliver en unicorn, har vi fejlet”

“Det har været godt at have PreSeed Ventures involveret fra et tidligt tidspunkt og vi er taknemmelige for deres støtte og dedikation årene igennem. Vi er glade og stolte over at kunne anerkende dette mod med et betydeligt investeringsafkast til Danmark,” siger Troels Schønfeldt, CEO i Seaborg Technologies.

Investeringsfirmaet Heartland, i samarbejde med Team Europe, har opkøbt statens aktier.

“Vi er glade for at få stafetten fra PreSeed Ventures og have muligheden for at udvide vores investering i Seaborg. Den private sektor spiller en afgørende rolle, når det gælder reduktion af CO2-emissioner. Hos Heartland er vi glade for at tage endnu et skridt tættere på, hvad vi mener er en mulig bæredygtig løsning med hensyn til fremtidige energiudfordringer. Vi har stor tillid til Seaborg både teknologisk og kommercielt, og vores investering er en anerkendelse af virksomhedens ambitioner,” siger Lise Kaae, investeringsdirektør i Heartland.

Atom-startupper arbejder på at udvikle en mere sikker atomreaktor baseret på flydende salt. Det er en omdiskuteret men CO2-venlig teknologi, der skal bygges ind i en container, masseproduceres og sendes ud i hele verden. Forhåbningerne er, at den første reaktor er på markedet i midten af 2020’erne.