Ulrik Bo Larsen, stifter og CEO i Falcon.io.
Ulrik Bo Larsen, stifter og CEO i Falcon.io.

Falcon.io’s sociale platform vokser eksplosivt. Alene i 2017 steg omsætningen 40 procent, og den danske virksomhed mener nu, at alt er på plads for en aggressiv ekspansion – blandt andet gennem opkøb.

Der er stadig røde tal på bundlinjen, men omsætningen er steget fra 89 til 124 millioner kroner og teamet fra 183 til 235 medarbejdere. Det viser et netop offentliggjort årsregnskab fra Falcon.io – som ikke engang inkluderer opkøbet af konkurrenten Komfo tidligere i år.

”Når man laver en vækstvirksomhed, skal man balancere vækst og profitabilitet. Vores acquisition cost og lifetime value ser god ud, og når man har et godt produkt i et relativt ungt marked, handler det om hurtigst muligt at få en stærk og stor tilstedeværelse, som man kan bygge videre på, ellers bliver man overhalet af mere aggressive konkurrenter,” siger Ulrik Bo Larsen, stifter og CEO i Falcon.io.

Læs også: Falcon.io køber Komfo af Sitecore

Købet af Komfo klarede Falcon.io uden at rejse ekstern kapital, og med 50 nye medarbejdere og et nyt kontor i Sofia i Bulgarien godt integreret, gør virksomheden sig klar til at ekspandere yderligere.

”Vi skal vokse værdien af virksomheden, og det marked vi har, men selvfølgelig skal vi også sørge for ikke at løbe tør for kapital. Men ser man os rejse kapital igen, bliver det formentlig ikke bare for at øge vores salgs- og marketingsmaskine, men også for at kigge på, hvad vi eller kan gøre opkøbsmæssigt,” siger Ulrik Bo Larsen.

Den perfekte storm forude

Ifølge Ulrik Bo Larsen er markedet for social monitorering på vej ind i en konsolideringsfase. Konkurrenterne har svært ved at følge med Falcon.io’s vækstrater, og særligt løsninger med et smallere produkt får det svært i de kommende år, mener direktøren.

”Vi befinder os lige nu i en perfekt storm forstået på den måde, at vi har momentum og vækst i en meget effektiv og veldrevet virksomhed – hvilket står i skærende kontrast til andre i branchen. Samtidig er renterne lave, og late-stage kapitalfonde har fået tilført ufattelige mængder kapital. Opkøbsjungletrommerne buldrer, og kapitalen er tilgængelig for en virksomhed som vores,” mener Ulrik Bo Larsen.

Ved slutningen af regnskabsåret har Falcon.io årlige abonnementsindtægter på over 150 millioner kroner, og forventer at de vokser til over 220 millioner kroner i 2018. Derfor kunne virksomheden egentlig gå break even i starten af 2019, men det kan meget vel blive udskudt på grund af yderligere opkøbsplaner efter den succesfulde integration af Komfo.

”Vi har aldrig stået stærkere, end vi gør lige nu – både i forhold til at udvide produktet og skalere hurtigt. Resten af året vil vi foretage os et eller andet med opkøb, men hvornår og i hvor stor skala er svært at sige,” siger Ulrik Bo Larsen.

Danmarks næste enhjørning?

For Falcon.io handler opkøbsstrategien ikke bare om at få adgang til talentfulde teams, kundebaser og nye markeder, men også om at tilføje nye egenskaber til produktet.

”Vores produkt handler om mere end Facebook, Twitter og Instagram. I dag vokser eksempelvis kundekommunikation på messaging-kanaler eksponentielt. De rigtige strategiske opkøb kan hjælpe til at give en både bredere og dybere produkt-suite, men vi skal have ét produkt vi sælger – ikke et kludetæppe af opkøb eller et Frankensteins monster, som man har set andre stærkt akkvisitive spillere ende op med,” siger Ulrik Bo Larsen.

Læs også: Falcon.io bliver nordens første Linkedin-partner

Med en omsætning på vej mod 220 millioner og en serie C-runde i starten af 2017 på 45 millioner kroner, kan Falcon.io meget vel have rundet en værdisætning på en milliard danske kroner. Men Ulrik Bo Larsen mener ikke, det er urealistisk, at virksomheden også kan blive dollar-unicorn.

”Hvis du spørger, om der er mere vækst i os, så er svaret i allerhøjeste grad ja. Vores produkt udvikler sig med de nye behov, og sol, måne og stjerner står rigtigt – alt lyser grønt, selvom der stadig bliver lavet et underskud i 17’. Det koster at bygge vækst, men så længe vi kan vokse toplinjen omkring 50 procent fra år til år, er det en meget, meget spændende fremtid vi går i møde,” siger han.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.