This post is also available in: English
Han var egentlig bare ude på en nogenlunde almindelig opgave som elektriker. Der skulle trækkes noget strøm og installeres nogle spots. Men kunden var serieiværksætter og engelinvestoreren Erik Hougaard, og selvom Tobias Maretti Schou egentlig allerede var medejer af et installationsfirma blev det tilfældige møde startskuddet på et fælles startup.
“Jeg kan huske, han spurgte: Der er sgu noget gang i dig, er der ikke? Kunne det ikke være sjovt, hvis vi lavede en virksomhed sammen en dag,” fortæller Tobias Maretti Schou med et grin, og tilføjer at det måske var fordi det lykkedes ham at sælge en del ekstra elektronik til Erik Hougaard og familien undervejs i projektet, at serieiværksætteren så et lys i den unge elektrikker.
Timingen ville, at der kort tid efter opstod uenighed i elektrikkerfirmaet som betød, at Tobias Maretti Schou ringende tilbage til Erik Hougaard for at høre, om tilbuddet om at starte noget sammen var seriøst. Og det var det.
“Han havde lige lavet den første prototype på noget nyt: En enhed der kunne måle strømforbrug i realtid på eltavlen. Han havde postet det på et energiforum på Facebook, og der var 25 der gerne ville købe enheden. Så han var klar på at sætte i produktion og se, hvad det kunne bære. Og det var jeg med på,” siger Tobias Maretti Schou.
Skiftede hurtigt forretningsmodellen
Sammen stiftede de virksomheden Saveeye, og midt i de stigende energipriser i 2022 kunne de tilbyde en måler, der kunne give forbrugerne et billede af deres elforbrug i realtid – så de faktisk kunne reagere på forbruget med det samme.
Salget kom godt fra start. Alligevel blev ideen om at sælge til forbrugere hurtigt ændret. Uden at satse på det begyndte Saveeye nemlig at blive kontaktet af større virksomheder, som gerne ville købe mange af deres opfindelser ad gangen.
“Det var der allerede i 2022 nogle store virksomheder, som synes, det vi laver, var ret spændende. NRGI, Min Strøm og Monta var interesserede, i vores enheder, så deres kunder kunne få vist data i deres app. Så vi finder ud af, at der er et kæmpe behov for realtidsdata og den api adgang, som vi kan tilbyde,” siger Tobias Maretti Schou.
Deres første version af sensoren målte simpelt strømforbruget ved at tæle antallet af blink på eltavlen, og NRGI købte tidligt et større parti til at give til sine kunder. Det var en effektiv løsning, men stifterne fandt også ud af, at den ikke solid nok, hvis de store virksomhedskunder skulle bruge dataen til at tage beslutninger ud fra – fx til smart charging.
Den første af sin slags
Efter skiftet til at fokusere på B2BHvad er B2B? B2B står for Business-to-Business og beskriver en type handel, hvor en virksomhed sælger produkter eller tjenester til en anden virksomhed. Dette... More har Saveeye brugt mange ressourcer på at udvikle en ny serie af målere, som integrerer direkte med elmåleren på tværs af udbyderen, så dataen bliver mere pålidelig. Og det er nu lykkes.
“Data er blevet kernen i forretningen, for i dag er vi kompatible med elmålere uanset land, og vi kan som de eneste hente data ud fra så mange forskellige målerintegrationer i realtid og tilbyde dem i et API gennem vores hardware-integration,” siger Tobias Maretti Schou og forklarer, at løsningen sælges som en kombination af et engangsbeløb for hardwaren og en abonnementsbetaling på dataplatformen.
Saveeye leverer integrationen og dataplatformen. Hvad dataen skal bruges til, er op til kunder og samarbejdspartnere. Og startuppet er allerede invovleret i forskellige brugsscenarier på tværs af Danmark og Sverige.
“Vi hjælper med styring af varmepumper og invertere. Og vi hjælper en ladesoftwareoperatør med at integrere realtidsdata. Så der er mange måder at udnytte dataen på, og vi er kun lige startet,” siger Tobias Schou Maretti, som blandt andet har NRGi, Zapp og senest Monta som kunder på løsningen i Danmark.
Kun lige startet
“Vi startede jo i Eriks bambusskur ude i Galten. Der sad vi meget primitivt og programmerede og havde lodekolber og ting og sager,” husker Tobias Maretti Schou.
Selvom det kun er to år siden, er der sket en masse i mellemtiden. For at kunne følge med til at producere tusinder af devices er produktionen flyttet til Filipinerne, så “bambusskuret” nu kun fungerer som lager. Martin Borup er ansat som driftsdirektør: En man der tidligere har været med til at skalere flyselskabet Nordic Aviation Capital. Og når den igangværende finansieringsrunde er på plads forventer medstifteren, at de snart kan snakke om hundredetusindevis af devices i markedet.
“På godt et år har vi fået 12.000 devices ud – og det har været gennem proof of concept og test og alt muligt med elselskaber. Så det er lidt stilhed før stormen nu. Bare i Sverige har vi fire energiselskaber, som vi har integreret ind til nu, og kun én af dem er aktiv i marken med devices. Så jeg regner med, at vi får travlt næste år,” siger Tobias Maretti Schou.