Alt for få danske iværksættere og nye virksomheder går videre fra ”Løvens hule” og vokser sig store og skaber vækst og job. En ny undersøgelse fra Dansk Industri viser, at antallet af virksomheder med høj vækst ligger på det laveste niveau i syv år.

Siden 2012 er Danmark faldet fra en 9. plads i Europa, når det gælder højvækstvirksomheder, til en 22. plads, viser DI’s undersøgelse.

“Det er ærligt talt en dårlig nyhed. Vi har hårdt brug for at styrke iværksætteriet og at flere virksomheder vokser sig store og skaber arbejdspladser og vækst i vores samfund. Vi har en ambition om, at Danmark skal være blandt de bedste lande i verden at starte egen virksomhed, og de her tal viser, hvor vigtigt det er, at regeringen kommer med en ny iværksætteristrategi, som jo er en del af regeringsgrundlaget,” siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

Dansk Industri samlede onsdag over 100 danske iværksættere for at kickstarte debatten op til regeringens kommende iværksætterstrategi. Det skete på en konference, hvor også politikere og eksperter deltog, og hvor iværksætterstrategien var på dagsordenen.

Halter efter nabolande

Det står også skidt til med højvækstvirksomhederne i Danmark, når vi sammenligner os med nabolandene. DI’s undersøgelse viser, at Danmark halter efter lande som Sverige, Holland, Norge og Finland, når det gælder om at skabe virksomheder med høj vækst.

I Danmark var det i perioden 2017 til 2020 blot 8,4 procent af virksomhederne, som var i stand til at præstere en årlig vækst i beskæftigelsen på mindst 10 procent og som havde mindst 10 ansatte fra start af – en udvikling som kendetegner højvækstvirksomheder. I Sverige var andelen næsten det dobbelte.

“Det kræver en kæmpestor risikovillighed at starte egen virksomhed. Vi har brug for at endnu flere tør vove sig ud i det. Derfor skal vi gøre, hvad vi kan, for at skabe gode betingelser for at starte virksomhed og give virksomhederne et bedre fundament for at opnå hurtigere vækst. F.eks. skal det efter vores mening være lettere at rejse kapital til vores startups, og det kræver nok, at vi kigger på skattelovgivningen,” siger Lars Sandahl Sørensen.