This post is also available in: English
Efter en lang og udfordrende rejse kan det danske startup Fauna endelig sætte kurs mod fremtiden med ny energi. Virksomheden, der står bag en digital sundhedsbog til kæledyr, har netop sikret sig en investering på 750.000 kroner gennem Keystones-netværket. Investeringen markerer et vendepunkt efter et år præget af økonomisk pres og en investering, der tidligere på året faldt på gulvet i sidste øjeblik.
Nu kan Fauna fokusere på at udvide deres produkt og realisere visionen om at digitalisere kæledyrsverdenen. Fauna har nemlig et klart mål: Livet skal gøres lettere for kæledyrsejere og samtidig modernisere en branche, der i høj grad stadig er analog. Deres kerneprodukt er en app, der fungerer som en digital sundhedsbog for kæledyr. Her kan ejere nemt holde styr på vaccinationer, sundhedstjek og andre vigtige oplysninger. Ifølge Faunas CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More, Benjamin Oxenvad Rasmussen, er appen skabt for at løse de praktiske udfordringer, som kæledyrsejere og brancheaktører ofte oplever.
“Tænk på vores produkt som ‘Min Læge’-appen, men for kæledyr. Vores ambition er at skabe et bindeled mellem kæledyrsejere og de mange aktører i branchen, så vi kan starte en digital transformation af kæledyrsverdenen,” forklarer han.
Appen er især nyttig i forbindelse med klinikbesøg,hundetræning, pasningen eller køb og salg af kæledyr, hvor dokumentation ofte er påkrævet.
Fra modvind…
Selvom Fauna nu står med en investering og et produkt med solid tracktion med 3000 brugere, har vejen dertil været alt andet end let. For 10 måneder siden var stifterne Benjamin Oxenvad Rasmussen og Jørgen Christian Heinsen tæt på at lukke en aftale om en betydelig kapitalindsprøjtning, men forhandlingerne brød sammen i sidste øjeblik.
“Det var enormt skuffende. Vi havde arbejdet intensivt i fire måneder uden løn for at holde virksomheden kørende, men pludselig stod vi med en tom kasse og en usikker fremtid,” fortæller Benjamin Oxenvad Rasmussen.
Modgang blev dog ikke enden for Fauna. I stedet satte de alt ind på at finde nye investorer. Det blev starten på en lang proces, hvor Fauna deltog i talrige events og pitches for at få hul igennem til kapital.
“Vi nægtede at give op. Vi havde fundet en retning for produktet, og de positive tilbagemeldinger fra kæledyrsejere gav os troen på, at vi havde fat i noget, der kunne lykkes,” siger Benjamin Oxenvad Rasmussen.
…til medvind
Efter næsten 12 måneders søgen lykkedes det Fauna at lande en investering gennem Keystones-netværket. De 750.000 kroner, der kommer fra en gruppe private investorer, giver virksomheden mulighed for at tage næste skridt i deres rejse. Midlerne skal bruges til at udvide appens funktionalitet, skalere brugerbasen og styrke samarbejdet med brancheaktører.
“Pengene skal hjælpe os med at vokse og forbedre vores produkt. Vi har blandt andet planer om at tilføje nye funktioner, der gør appen endnu mere brugervenlig for kæledyrsejere og mere værdifuld for aktører som dyrlæger og opdrættere,” forklarer Benjamin.
En del af strategien indebærer også at indgå flere partnerskaber med organisationer som Dansk Kennel Klub, som det aarhusianske startup for nylig indgik et samarbejde med og har godkendt Fauna som officiel dokumentation.
Ambitioner om international skalering
Med investeringen er Fauna nu i en position, hvor de kan fokusere på vækst i Danmark og på sigt udvide til resten af Norden.
“Danmark er vores klare prioritet lige nu, men vores produkt er skabt til at kunne skaleres internationalt,” fortæller Benjamin Oxenvad Rasmussen.
Han peger på, at mange af de systemer og dokumenter, Fauna arbejder med, er standardiseret på tværs af lande, hvilket gør det lettere at udbrede konceptet til nye markeder.
“De vacciner og dokumenter, vi digitaliserer, er ens i hele Europa, så vi har en ambition om også rulle den ud i andre lande,” Benjamin Oxenvad Rasmussen.
For Fauna markerer den nye investering således en tiltrængt milepæl efter et udfordrende år, og stifterne glæder sig nu til at se fremad.
“Det har været en hård rejse, men vi er taknemmelige for, at vi nu kan fokusere på at udvikle og vækste vores produkt. Vi har en stærk vision for Fauna, og nu er det op til os at realisere den,” siger Benjamin Oxenvad Rasmussen.