Digitale mønter kan blive nyt fundament for startup-funding i fremtiden

Den nye finansieringsform ICO, eller initial coin offerings, giver muligheder for at finde investeringsmidler fra et segment, som ikke tidligere har investeret i startups. Modellen eksploderede i 2017, men der følger også nogle udfordringer med, som de finansielle myndigheder nu skal i gang med at håndtere.

Read English article here.

6.391.370.880 dollars.

Så mange penge blev der indtil november sidste år rejst globalt gennem den nye investeringsform ICO – Initial Coin Offerings – ifølge analysevirksomheden Elementus.

Men trenden er kun lige startet: Omkring 6.000.000.000 af summen blev rejst i 2017 alene.

Det er stadig en funding-mulighed, som er sjælden i Danmark, men det danske startup Aryze, som er ved at udvikle en kryptobaseret mobile payment-løsning, ser store fordele ved modellen.

”Hvis du laver en traditionel fundingstruktur med familie og venner, Angels, VC’s og offentlige midler, så bliver det meget lokalt forankret. Du får ikke nogen store VC’er fra Silicon Valley til at snakke med dig, hvis ikke du er i Silicon Valley. Men hvis du laver en ICO tidligt i virksomhedsforløbet, så er du ude over landets grænser. Og hvis man kobler sig sammen med communityet, så får man virkelig nogle ambassadører over hele kloden, og det kan være guld værd på sigt. Ikke bare for performance for ICO’en, men for hele udviklingen af forretning,” siger Morten Nielsen, CFO i Aryze.

Men eksplosionen i ICO-trenden giver ikke bare startups en ny måde at rejse penge som samtidig rekrutterer ambassadører. Det fører også regulatoriske udfordringer med sig.

Case-by-base vurdering

Virksomheder rejser penge gennem ICO’s ved at udstede sin egen kryptovaluta eller token på en blockchain, som offentligheden kan købe. Det betyder, at et helt nyt og globalt segment af investorer – særligt privatpersoner som ikke tidligere har investeret i startups – nu får mulighed for at investere og støtte projektet.

Der er allerede en håndfuld nordiske startups, som har rejst penge gennem en ICO, og danske Blockshipping netop annonceret, at de inden længe vil rejse 150 mio. kroner gennem en ICO.

Modellen vinder altså også indpas i Danmark, og fordi der med ICO’s kommer produkter og services ovenpå blockchainen – modsat Bitcoin eller Litecoin, som udelukkende udveksler mønterne – har det danske Finanstilsyn været nødt til at kigge nærmere på fænomenet.

”Vi modtog de første henvendelser om ICOs sommeren 2017, og i november sidste år offentliggjorde vi vores syn på tendensen. Vores syn på det er, at hvis din token eller coin kun skal bruges til handel, så er den ikke reguleret af det danske framework. Men vi så en tendens til at de tokens begyndte at ligne finansielle instrumenter. De giver udbytte, ejendomsrettigheder til et underliggende aktiv osv,” forklarede Jon Hasling Kyed, Chefkonsulent ved Finanstilsynet, for nyligt til et Get F’it-arrangement om fremtidens funding ved Copenhagen Fintech Lab.

Selvom fænomenet med at udstede sin egen digitale mønt samlet kaldes ICO, er der står forskel på projekterne og måden de bruger deres tokens. Det giver en reguleringsmæssig udfordring.

“Jeg har endnu ikke set to identiske ICOs. Derfor må vi vurdere forholdet fra case til case, især fordi forholdene ikke er beskrevet i loven endnu. I den enkelte sag må vi vurdere, om der er nok ligheder med nogle af de traditionelle finansielle instrumenter til at den enkelte ICO skal reguleres,” sagde Jon Hasling Kyed, som vurderede, at de fleste ICO’s i dag ikke er reguleret.

Finanstilsynet har endnu ikke givet guidelines for, hvornår en ICO skal reguleres efter den finansiel lovgivning, men åbner op for, at et ICO-projekt kan være en del af den regulatoriske sandbox, som man arbejder på at åbne for fintech virksomheder inden læng.

“Vi vil gerne sprede de fem til seks projekter ud så de beskæftiger sig med forskellige områder af fintech. Så hvis der kommer et interessant projekt, der omhandler ICO’s hvor vi også kan lære noget om vores egen regulering, så ja, uden tvivl,” sagde Jon Hasling Kyed.

From left to right Jon Kyed FSA Omri Ross Firmo Morten Nielsen Aryze Urmas Peiker Funderbeam at Get Fit Financial regulation and the future of funding event at Copenhagen Fintech LabPhoto Carl Jenster

Kammeradvokaten: ”Ingen wild west trods manglende regulering”

Fordi der hverken findes lovgivning om ICO’s eller guidelines fra Finanstilsynet på området, må startups søge juridisk rådgivning ud fra de gældende regler, når de vil finansiere et projekt gennem en ICO i stedet for Business Angels eller en Venture Fond.

En af dem, der har erfaring med den slags rådgivning i Danmark er Tanja Lind Melskens, som er Senior Manager hos Kammeradvokaten, der både har rådgivet Blockshipping og Aryze.

Tanja Lind Melskens

”Hvis virksomheder vælger, at en ICO er den rigtige fremgangsmåde, så skal man selvfølgelig tænke sig godt og grundigt om. En af de vigtigste juridiske undersøgelser er, hvorvidt den token der udstedes er et værdipapir,” forklarer hun.

Størstedelen af de nuværende ICO-finansierede startups er dog udenfor den finansielle regulering, men det betyder ikke, at projektet er det vilde vesten – det underlægges stadig andre regler som forbrugerloven og markedsføringsloven.

”Selvom det ikke er et værdipapir, så minder en ICO jo lidt om en investering. Og det gør, at virksomheden bør overveje, om der alligevel skal implementeres nogle af de beskyttelseshensyn, som vi kender fra den finansielle regulering. Derfor har vi også løbende drøftelser med de virksomheder, vi arbejder med, om, hvad det er for nogle principper fra reglerne, som vi alligevel bør følge,” siger Tanja Lind Melskens.

Det betyder blandt andet, at flere af de virksomheder Kammeradvokaten har rådgivet har lavet hvidvasktjek og egnethedstests af investorerne, så de kan holde sig på forkant af lovgivningen.

”Vores finanstilsyn har faktisk – modsat hvad man hører i andre lande – gjort sig umage for at sætte sig ind i det her, og er ret pragmatiske på, hvad det er virksomhederne kommer med. De har taget samme briller på som vi også har, og kigger på om ikke det kan være en mulighed for virksomheder for at få adgang til risikovillig kapital. Men samtidig skal vi selvfølgelig beskytte forbrugerne og det finansielle marked,” siger hun.

Kun toppen af isbjerget

Aryze har overvejet at finansiere deres platform gennem en ICO, og Morten Nielsen mener da også, at metoden kan få dem hurtigere igang en traditionelle funding-metoder.

“Kravene til traditionelle virksomheder, der bliver finansieret, er ofte højere end til blokchain- og internetfirmaer, der søger ICO-funding. Traditionelt forventes virksomhederne at komme med en grundig analyse af finansielle prospekter, et minimum viable product, omfattende markedsundersøgelser samt præcis dokumentation. Virksomheder, der bruger ICO-frameworket som en fundraiseringsmetode, har ikke nødvendigvis de samme begrænsninger,” siger Morten Nielsen, CFO for Aryze.

Muligheden for at rejse et så stort beløb i så ungt et startup, giver virksomheden arbejdsro til at skabe en global succes, mener Morten Nielsen.

“Vi kan ikke lave en forretningsmodel for Danmark alene og så skalere derfra. Så bliver vi kørt over indenom af konkurrenter. Med en ICO står vi ikke lige pludselig i en situation, hvor vi skal finde ny kapital i et svært marked. Strukturen på det danske kapitalmarked ift at skaffe stor og hurtig finansiering er simpelthen ikke til stede på samme måde som med ICO,” siger han.

Han erkender, at nogle har hentet enorme ICO-beløb uden at komme særlig langt af den grund, og at andre har brugt den uregulerede investeringsmodel til direkte scams. Derfor er der brug for mere regulering, men han mener samtidig, at demokratiseringen skaber nye muligheder for både startup og små investorere.

”Det er selvfølgelig risikofyldt, men der er også chance for at lave nogle rigtig gode køb i det her space. Vi regner med, at vores backers er kloge, så hvorfor skal almindelig mennesker være udelukket fra at investere i det her space?,” spørger Morten Nielsen.

Tror du de her store ICO-fundings fortsætter, eller ridder vi på en hype?

”Jeg tror slet ikke det er startet endnu.”

 

Opdateret:
Vi skrev tidligere, at Aryze planlægger at lade sig funde gennem en ICO. Det er siden blev ændret grundet juridiske forhold.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY