Accelerator, tilbud, jungle, startuptilbud

Er du også faret vild i acceleratorjunglen?

@Redaktionen

Der er overordnet set mange tilbud til iværksættere, og det kan virke uoverskueligt. Her får du andre iværksætteres erfaringer og holdninger, og et af danmarks største acceleratorprogrammer forholder sig til kritikken af “junglen”.

22 danske, acceleratorprogrammer, fem statslige væksthuse og over 30 studentervæksthuse og -foreninger plus et hav af kommunale tilbud og udviklingsparker. Er du forvirret over, hvad du skal vælge at bruge energi på? Og det hjælper vel ikke, at der hver uge er et utal af events og konkurrencer, som du kan deltage i med din virksomhed?

Tallene her kommer fra en opgørelse over det danske startup økosystem, der løbende bliver opdateret af inno-overblik.dk. For det er svært som ny iværksætter at finde rundt i de mange tilbud, mener stifter af Inno-overblik, Niels Holst:

“Antallet af iværksætter-tiltag i startup-økosystemet er overdrevet højt. Jeg har selv arbejdet som konsulent ved en af erhvervsfremmeaktørerne, der investerer risikovillig kapital i tidlige startups. Her måtte vi sortere omkring 90 ud af 100 henvendelser fra. Dem ville vi gerne sende videre til andre tilbud, men mængden gjorde det ofte svært at finde ud af, hvor man lige skulle henvise dem til,” siger han.

Tid til læring eller tid til kunder

Derfor lavede Niels Holst Inno-overblik.dk. Her finder du lange lister med muligheder. Der er acceleratorprogrammer og udviklingsforløb som Danish Tech Challenge for hardwarevirksomheder og Sealand Inkubator for IoT-virksomheder. Og der er klyngenetværker som It Forum for IT-virksomheder i Midt- og Sydjylland og Copenhagen Healthtech Cluster (CHC).

Men selvom du kan få et overblik over både offentlig og private erhvervsfremmetilbud, skal du stadig finde ud af, hvad du skal investere din tid i.

“Hver gang jeg får en invitation fra et event, program eller arrangement, skal jeg træffe et valg mellem at bruge tiden på dette, eller bruge tiden sammen med mine kunder. Jeg mener, at iværksættere med nytænkende koncepter lærer mest af at bruge tid sammen med kunderne. De ting man lærer og den feedback man får, er der ingen rådgiver, der kan hamle op med,” siger stifter og direktør i Goodiepack Lisa Bønsdorff Dalsgaard, der aldrig har deltaget i et acceleratorprogram.

Det handler om, hvem der er med i programmerne

Lisa Bønsdorff Dalsgaard har i stedet valgt at deltage i serieinvestor Jesper Buchs bootcamp Seedster, der foregår i Sydspanien. Her kommer, hvem hun kalder “toppen af poppen”, der er nogle af dé danskere, hun er interesseret i at lære mere af. For Lisa Bønsdorff Dalsgaard er talerne til arrangementerne nemlig det mest væsentlige.

“Jeg vil umiddelbart bruge tid på det fastlåste forløb. Jeg vil gerne bruge tid på at lære af udvalgte personer. Dem der har været der, hvor jeg gerne vil hen. Hver gang, der lander et tilbud om et event eller program i min indbakke, kigger jeg efter, hvem der kommer. Hvis der ikke står, hvem rådgiveren er, eller hvilke resultater de tidligere har opnået, så kunne jeg ikke finde på at bruge min tid på det,” siger hun.

Lisa Bønsdorff Dalsgaard fortæller, at hun ofte er mere interesserede i de udenlandske tilbud, da hun synes, at de virkelig har nogle erfarne deltagere og imponerende track records. Og det kan være, hun skal kigge til England, hvis hun en dag vil deltage i et decideret acceleratorprogram.

England var nemlig i 2015 det mest investerede land i Europa, når det kommer til accelerator-støtte til startups. Danmark klarer sig også godt og er nummer to ifølge European Accelerator Report 2015 fra Gust og Fundacity.

Vurdér, hvad du vil have ud af programmet

Jonas Bruun Nielsen har været del af flere startups, og er nu en af stifterne af TeamEffect. Han er ikke så accelerator-forskrækket som andre. Startupbootcamp var det første program, han deltog i med en tidligere virksomhed. Virksomheden lukkede efterfølgende, men fordi han havde deltaget i Startupbootcamp, havde han fået et godt netværk i startupmiljøet, og teamede op med AutoUncle på et tidligt stadie. Senere har han deltaget i Start-Up Chile med Screenmailer, som han også har stiftet.

“Når man afsøger muligheden for at deltage i et acceleratorprogram, skal man huske, at det er en beslutningsproces, hvor man skal tage stilling til, hvad man vil have ud af programmet. Det tror jeg ofte, at folk glemmer. At deltage i et acceleratorprogram er en stor tidsmæssig investering,” siger Jonas Bruun Nielsen.

Han mener, at der er en risiko for, at man spilder sin tid og flytter fokus fra det, som virksomheden har mest brug for. Nogle virksomheder har mere behov for at lave nogle prototyper og finde ud af, om idéen holder, frem for at øve sig i at pitche for investorer, som ofte er en disciplin i acceleratorprogrammerne.

Offentlige tilbud versus private tilbud

En McKinsey-rapport bestilt af Finansministeriet slog sidste år fast, at det offentlige erhvervsfremmesystem, er svært at vurdere effekten af, men at der kunne være mere fokus på produktivitet. Ifølge Dansk Industri er den danske erhvervsfremmeindsats uoverskuelig, og der er overlap mellem aktører.

Og hvis Jonas Bruun Nielsen skal vælge mellem offentlig og private, så vælger han tilbudene fra de private virksomheder.

“I sidste uge havde jeg første gang en meget positiv oplevelse med noget, der var offentligt støttet. Alt det andet, jeg har set og været i berøring med – kommunalt eller regionalt – har ikke været optimalt. Man forstår desværre sjældent, hvad iværksætterne har behov for,” mener han.

Accelerace: Der er ikke for mange tilbud

Direktør i et af danmarks største acceleratorprogrammer Accelerace, Peter Torstensen, mener, at det er umuligt at vurdere, om der er for mange tilbud til startupvirksomheder og pointerer, at hvis tilbuddene overlever og tjener penge, så er der ikke for mange. Desuden mener han, at hvis man ser isoleret på acceleratorprogrammer, så er der færre i Danmark end i andre lande.

Hvad får startupvirksomheder generelt ud af jeres programmer?

“Når vi skal bedømme, om vi leverer varen i forhold til de startups, som er en del af Accelerace, kigger vi på følgende: Har vi været med til at øge 1) deres chance for at rejse finansiering, 2) øge deres værdisætning, så de får en bedre deal med investorer, 3) øge antallet af kunder, de har, øge mængden af social kapital. Det vil sige, at de har kunnet tiltrække nogle stærke kompetencer. 4) Og har vi bidraget til, at de har udviklet en skalerbar forretningsmodel,” siger han og tilføjer:

“Nogle af disse ting kan vi jo måle ret præcist, mens vi måler andre ved at spørge de enkelte startups, som har deltaget.”

Der findes både private acceleratorprogrammer som jer, men også offentlige væksthuse og private investorer, der laver bootcamps. Hvad tænker du om det?

“Her tror jeg, at vi skal skelne lidt mellem acceleratorprogrammer og så andre typer af tilbud til startups. Nogle er investorer, og kommer derfor med penge, nogle kommer med kombinationer af penge og træning/udvikling og nogle kommer med rådgivning. Hertil kommer, at nogle er specialiserede inden for forskellige teknologiområder, mens andre er mere generiske. Jeg synes kun, at det er positiv, at der er personer som Jesper Buch og andre, som har lyst til at hjælpe startups.”

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY