Den danske venture-branche vil liberalisere virksomhedsordningen og gøre det muligt for selvstændige erhvervsdrivende at investere i iværksætteraktier. Det vil potentielt frigive op til 100 milliarder kroner.

Hos DVCA, der er den danske brancheorganisation for venture- og kapitalfonde samt business angels, har man længe undret sig over virksomhedsordningen. For hvordan kan det være, at en selvstændig erhvervsdrivende gerne må foretage et forældrekøb til sit barn, men ikke må skyde penge i samme barns iværksættervirksomhed?

Således ligger der i dag opsparede overskud på omkring 100 milliarder kr. i danske virksomhedsordninger. Penge, som i dag, ikke må investeres i iværksættervirksomheder, der ikke er børsnoteret. Det skriver Business.dk.

Liberaliser virksomhedsordningen

Det vil DVCA gerne lave om på. I forbindelse med at regeringen snart præsenterer sin erhvervspakke, foreslår DVCA derfor at liberalisere virksomhedsordningen, så det bliver muligt for selvstændige at investere i iværksætteraktier.

Gennemføres forslaget, vil det ifølge DVCA øge antallet af risikovillige investorer og potentielt frigive 100 milliarder kroner til investeringer i iværksættervirksomheder. Det er selvfølgelig næppe alle 100 milliarder, der vil bevæge sig i den retning.

”For at være helt ærlig tør jeg ikke komme med sådan et eller andet stort bud. Mit bud er, at der er ti procent, der vil være interesseret i det her,” siger Jannick Nytoft, Administrerende direktør i DVCA, til Business.dk.