Landets uddannelsesinstitutioner har de seneste dage oplevet en håndsrækning fra de mange danske virksomheder, som beskæftiger sig med at udvikle og sælge læringsteknologi. Nu lancerer den samlede branche edtechdonor.dk.

Siden Statsminister Mette Frederiksen i onsdag annoncerede, at landets skoler vil blive lukket ned, har de mange danske virksomheder, som udvikler læringsteknologi, stået i kø for at gøre deres for at hjælpe landets skoler, lærere og elever med alt fra tilbud om gratis undervisningsmateriale til hjælp til fjernundervisning.

Læs også: Corona-karantænen rammer. Men hvad betyder det for iværksættere og startups?

For at gøre det nemt at finde rundt i de mange tilbud fra edtech-virksomhederne, har netværksforeningen EdTech Danmark samlet et overblik med digital hjælp til undervisere, skoler og elever kaldet EdtechDonor.dk. Her har næsten 50 virksomheder valgt at tilbyde deres løsning – gratis – i forbindelse med lukningen af landets skoler.

EdTech-styrke er en fordel

Vi er rigtig godt stillet, lyder det fra Mikkel Frich, der er direktør for Edtech Denmark, der står bag edtechdonor.dk. Ifølge Mikkel Frich er Danmark nemlig blandt de fremmeste lande i verden, når det gælder udvikling og udnyttelse af læringsteknologi.

“Vi står usandsynligt godt rustet i Danmark, når det gælder udvikling af læringsteknologi. Udover at vores skoler og institutioner er rigtig langt fremme i anvendelsen af teknologi i undervisning, er vi også blandt de lande i verden, der har den stærkeste edtech-sektor,” siger han.

Ifølge direktøren findes der i alt omkring 100 edtech-virksomheder i Danmark og heraf har alle de, der specifikt beskæftiger sig med skolesektor, valgt at tilbyde gratis støtte i forbindelse med skolelukningen.

Selvfølgelig skal branche støtte op

Edtech Denmarks medlemmer består i dag af en lang række virksomheder, vidensinstitutioner og offentlige organisationer, der alle har det til fælles, at de på den ene eller anden måde beskæftiger sig med læringsteknologi.

Ifølge Edtech Denmarks formand, Thomas Overholt Hansen, har der ikke været nogen tvivl om at foreningens medlemmer har et særligt ansvar for at bidrage positivt til den nuværende skolesituation i Danmark.

“Den støtte og opbakning, som vi har oplevet de seneste dage har været intet mindre en fantastisk. Vores teknologivirksomheder har uden videre åbnet deres løsninger op gratis, så eleverne fortsat kan få undervisning og lære nyt – også selv om de ikke kan komme fysisk i skole,” siger Thomas Overholt Hansen.

Samtidig har både regeringen, styrelser og landets undervisningsinstitutioner, ifølge Thomas Overholt Hansen, også været dygtige til at gøre brug af hjælpen og sætte den i aktivt i spil.