Med sin digitale platform vil startuppet Butter gøre digitale workshops sjove og fulde af god energi. Nu har den unge virksomhed landet 17 mio. kroner til at få det til at ske.

Det er kun et år siden, at en flok iværksættere i anledning af corona-nedlukningen så sit snit til at udvikle en digital platform, som kan gøre workshops til en mødeform, der også fungerer online.

Sammen udviklede de værktøjet Butter, som siden har fået tusindvis af brugere ombord – blandt andet fra store organisationer som DHL, WeWork og EY. Virksomheden landede meget tidligt en investering på 3 mio. kroner, og efter under ét år på markedet fylder Butter nu pengetanken op med en seed-investering på 17 mio. kroner til for alvor at skalere løsningen.

Læs også: Ugens Startup: Danske Butter vil vinde over Google og Microsoft i digitale workshops

“Vi er begejstrede for at kunne annoncere, at vi har rejst 20 mio. i alt. Seed-runden på 17 mio. kroner skal hjælpe os med at forbedre hundreder af millioner af workshops som bliver afviklet på årlig basis,” siger Jakob Knutzen, medstifter og CEO i Butter.

Benzin til at gøre digitale workshops sjove

Investeringsrunden er anført af venturefonden ‘Projekt A’, men der er også en række business angels samt angel-fonde med i investeringsrunden.

Som vi også for kort tid siden beskrev, da Butter var ‘Ugens Startup’ her på TechSavvy, er missionen at skabe god energi og godt humør i workshops over hele kloden – også selvom de foregår digitalt.

“Det (investeringen red.) er store nyheder for vores lille, remote team. Vi føler os super heldige med at så fantastisk en gruppe af mennesker tror på vores lean (men mægtige) setup fra hele kloden. Og det giver os endnu mere lyst til at løse de udfordringer, som online-workshops er fulde af – forhåbentlig med en glat, læringsful og sjov rejse,” skriver startupppet på sin blog.