You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Efter ‘en periode med refleksion’ er whistleblower-startup blevet opkøbt: “Vi voksede ikke længere med samme fart”

Ziiks tre stiftere, Per Rohrdanz, Martin Simonsen og Søren Iversen med Walor-stiftere Frederik og Nikulás fra Walor, som nu bliver en del af Ziik efter opkøbet.

Det startede godt ud, men stilnede efterfølgende af for det danske whistleblower-startup Walor.io. Nu er de blevet opkøbt af en stor softwarevirksomhed.

Det startede godt ud, men stilnede efterfølgende af for det danske whistleblower-startup Walor.io. Nu er de blevet opkøbt af en stor softwarevirksomhed.

Det startede som en succes, da det danske whistleblower-startup Walor stod klar med en softwareløsning til de mange SMV’er, som sidste år blev pålagt af EU at etablerede en whistleblowerordning.

Alligevel er Walor nu blevet opkøbt og overtaget af den store, danske softwarevirksomhed, Ziik, som til hverdag står bag intranet-løsninger til større virksomheder.

Læs også: Råb vagt i gevær: Ugens Startup satser på en revolution inden for whistleblowing

Da TechSavvy i maj 2023 talte med Walor, havde startuppet “betalende kunder i hele Norden” – og det kommercielle sigte indstillet på Finland. Men efterspørgslen fladede efterfølgende ud i takt med, at flere og flere konkurrenter kom til, fortæller medstifter, Frederik Binow, nu.

“Efter direktivet var trådt i kraft, kunne vi se, at mange af vores potentielle kunder, nu havde fundet en løsning qua lovens indtræden. Så selvom vores churn var meget lav, voksede vi ikke længere med samme fart.”

Derfor begyndte stifterne at lege med tanken om at blive en del af en større virksomhed.

“Vi havde i lang tid takket nej tak til investeringer, men efter en periode med refleksion begyndte vi at overveje muligheden for at blive en del af noget større,” fortsætter han.

Frederik Binow medstifter af Walor

For nemt at lave en light-version

Der var tale om i alt 250.000 små- og mellemstore virksomheder (over 50 ansatte), der inden den 17. december 2023 fik påbudt at etablere en whistleblowerordning, inden anden del af EU’s compliance-regulativer trådte i kraft.

Det betød en relativt stor kundegruppe, men også, at der var mange om buddet. For mange måske endda, fortæller Frederik Binow.

“Jeg tror, det gik op for os, at det i markedet var lidt for nemt at lave en light whistleblower-funktion. ‘Barriers to entry’ var lavere, end vi forventede. Især i Norden, hvor man har lavet en lempelig adaption af EU-direktivet.”

“Vi kom til et punkt, hvor vi spurgte os selv: Er det det her, vi vil?” Fortsætter han.

Derfor så stifterne det som en anerkendelse af arbejdet, da dialogen med Ziik gik i gang.

“For at være ærlig har det altid været en drøm under de rigtige rammer at blive opkøbt. Det var selvfølgelig ikke derfor, vi startede virksomheden. Vi ville bygge noget stort. Men jeg tror samtidig, de fleste iværksættere tager det som et skulderklap, når en større virksomhed viser interesse”

Får tilført flere kræfter

Opkøbet af Walor betyder, at Ziik-stifterne Per Rohrdanz, Martin Simonsen og Søren Iversen nu kan tilbyde kunder at samle intranet og whistleblowerordning på én platform og dermed styrke deres overordnede værditilbud.

For Walor.io betyder opkøbet, at de nu ikke alene kan fortsætte udvikling med et stærkere fundament, men også accelerere væksten til internationale markeder.

“Vi får flere økonomiske kræfter bag projektet. Ziik er en lidt ældre softwarevirksomhed, der – ligesom os – har en målsætning om at vokse forretningen uden tage del i hele VC-ræset. Altså en profitabel og sund vækst. Det var noget af det, vi faldt for,” siger Frederik Binow.

Walor.io-stifterne Frederik Binow og Nikulás Óskarsson fortsætter som en selvstændig enhed under navnet “Walor by Ziik”, men startuppets ansatte rykker ikke med over i Ziik.

UGENS STARTUP: