Ekspertpanel: Hvordan får vi mere forskning til at blive forretning?

Ekspertpanel: Hvordan får vi mere forskning til at blive forretning?

@Redaktionen
De danske universiteter hører til i den internationale topklasse. Men hvordan får vi mere forskning forløst i ny teknologi, startups og store virksomheder til gavn for samfundet? Vi har spurt fire eksperter.

Christian Vintergaard, CEO, Fonden for Entreprenørskab

Hvorfor skal vi have flere studerende og forskere til kaste sig ud i et startup-eventyr?

Iværksættere og innovative medarbejdere er helt afgørende for, at Danmark og verden kan løse de kæmpe store udfordringer, vi står overfor. Vi løser fx ikke den grønne omstilling eller vores sundhedsudfordringer uden nye ideer og løsninger til at undgå madspild, hjælpe patienter og sundhedspersonale eller lave nye sunde fødevarer via bæredygtige metoder. Her spiller studerende og forskere en helt afgørende betydning, da det er deres innovationskraft, forskning og evne til at handle på ideerne og skabe nye virksomheder, som bringer os videre som samfund.

I år kommer jeg til at gennemgå omkring 700 ansøgninger til vores Mikrolegatordning fra studerende, som søger kapital til at starte virksomhed på baggrund af ideer udviklet under studierne. Blandt disse ligger løsninger, der bringer Danmark og verden videre.

Hvilken rolle spiller det etablerede erhvervsliv i den sammenhæng?

Det etablerede erhvervsliv spiller en nøglerolle i at bringe studerende- og forskeres ideer fra tegnebrættet ud i virkeligheden. Ethvert talent eller ide har brug for sparring, rollemodeller, kapital og samarbejde, og derfor arbejder vi i Fonden for Entreprenørskab altid med at inddrage det etablerede erhvervsliv i vores arbejde med studerende, forskere og uddannelsesinstitutioner.


Anders Sahl Hansen, Innovationschef i Aura

Hvorfor skal vi have flere studerende og forskere til kaste sig ud i et startup-eventyr?

At være iværksætter eller arbejde i et startup er praktisk læring på speed. Man lærer som iværksætter at slå smutveje og fokusere på at levere konkret værdi. Det passer perfekt med teori og fordybelse på studiet eller livet som forsker.

Det er bestemt ikke for alle, specielt ikke i en tid hvor unge oplever større pres, men muligheden for at kombinere studie og iværksætteri har indtil for ganske nyligt været meget svært eller i værste fald usynligt.

Jeg tror mange først finder ud af hvad deres studie går ud på når de løser rigtige problemer for startups. Det giver ekstra motivation for at blive skarpere på studiet/forskningen og et både bredere og skarpere perspektiv på, hvilken retning man vælger efterfølgende. Det kan helt modsat også give afklaring på om man ønsker at gå all in på forskning.

Hvilken rolle spiller det etablerede erhvervsliv i den sammenhæng?

Vi har enorme uudnyttede ressourcer som data, salgskanaler, brands, infrastruktur og en masse kunder med udfordringer som kræver helt nye tilgange for at kunne løse dem. Det kan iværksættere bringe os.

Det er det krydsfelt vi gerne vil bidrage til i AURA hvor vi både indgår som case- og specialevirksomhed på Aarhus Universitet, gennem vores engagement i The Kitchen og som investor i startups via AURA Ventures.


Morten Ugelvig Andersen, CEO, Venture Cup Denmark

Hvorfor skal vi have flere studerende og forskere til kaste sig ud i et startup-eventyr?

Jeg mener at der ligger stort latent potentiale for innovation og entreprenørskab hos studerende og forskere på de danske universiteter. Ved at aktivere og krydsbestøve deres viden og kompetence er der grobund for at skabe en katalysator for vækst og innovative løsninger for et bedre samfund. For at realisere dette, må vi styrke rammebetingelserne for entreprenørskab på universiteterne og skabe flere muligheder for at engagere sig i entreprenørskab for både studerende og forskere. De studerende skal således introduceres til entreprenørskab både curriculært og ekstra-curriculært, så flere bliver inspireret til at kaste sig ud i et startup-eventyr.

Hvilken rolle spiller det etablerede erhvervsliv i den sammenhæng?

Der arbejdes i stigende grad med læring i praksis på de danske universiteter, hvor erhvervslivet inviteres ind som case-virksomheder eller sparringspartnere. Denne kobling er vigtig for at mindske afstanden fra undervisning til erhvervsliv og giver samtidig de studerende en forståelse af, at deres løsninger kan gøre en forskel i samfundet. Ved at belyse aktuelle muligheder i markedet og stille ressourcer til rådighed, så kan virksomhederne tilbyde en trædesten, der kan gøre studerende til succesfulde iværksættere langt hurtigere. For at lykkes med dette samspil er det vigtig også at løfte de nationale entreprenørskabs-initiativer, hvor universiteterne samarbejder og lærer fra hinanden for at skabe bedre muligheder for forskere, studerende og startups.


Lars Spicker Olesen, Head of FutureLab, Grundfos

Hvorfor skal vi have flere studerende og forskere til kaste sig ud i et startup-eventyr?

Danmark er et relativt lille land med færre indbyggere end Madrid. Ved siden af veletablerede virksomheder, har vi brug for at fremme iværksætteri og entreprenørskab generelt, for at skabe ny forretning og holde os relevante som land. Som en del af det, kan studerende og forskere spille en væsentlig rolle, ved at være med til at inspirere, tænke mere frit og måske hæve nyhedsværdien og innovationshøjden i de forretninger der kan prøves af. Omvendt, kan det at lede specifikt efter at skabe forretning være en fremragende drivkraft for at både at udfordre og guide dele af forskningen mod specifikke mål og ikke mindst mod anvendelser, der kan give værdi. Succesfuld eller ej, så er startup-rejsen i sig selv værdifuld for de involverede og erfaringerne, slagene og rutsjebaneturen(e) enormt kompetenceopbyggende på måder, der kan være svære at finde andre steder.

Hvilken rolle spiller det etablerede erhvervsliv i den sammenhæng?

Ved siden af den energi og friske pust af inspiration der naturligt kommer fra at følge start-up firmaer og miljøer, så vil det etablerede erhvervsliv kunne have forskellige roller den anden vej mod iværksætterne. På nogen områder simpelthen ved at være en kunde. På andre områder, som udviklingspartnere eller i form af sparring og mentorship. Endelig som mulige investorer og skaleringspartnere, når og hvis opstartsvirksomheder skal tage næste skridt mod vækst.

FREE E-PAPER:
Get "From University to Unicorn"

…you will also be signed up for our weekly newsletter with the latest news and stories from the Danish startup-ecosystem!

Vi spammer ikke, og du kan altid afmelde dig igen!
Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY