This post is also available in: English
100.000 mennesker foran Orange Scene rækker samtidig hånden i vejret, og vejrer en tændt lighter fra side til side i takt med sjæleren på scenen. I dag er de fleste lightere bare blevet overtaget af lygten på smartphonen. Og står det til startuppet Lightr, vil næste skridt i udviklingen være, at publikum vender skærmen mod scenen og sammen afspiller et interaktivt lysshow.
“Med vores Lightr-platform udvider vi horisonten for, hvad et event kan tilbyde og derved skabe nye, unikke oplevelser, som ikke bare er værdifulde og mere interaktiv for publikum – men også for kunstnere, sportsarrangører og andre events,” forklarer Johannes Valentin Berg.
Sammen med Christian Holmgaard Lund er han stifter af Lightr, som gør det muligt for lysdesignere og eventarrangører at udvikle og afspille et fælles, interaktivt lysshow på publikums mobiler. Og selvom startuppet er ungt, er konceptet allerede testet med blandt andet Simon Kvamm-bandet Hugorm.
Fra speciale til startup
”Ideen kom et semester før vores speciale, hvor vi havde et projektfag, hvor der var fri leg. Her kom Johannes på ideen om at have et lysshow på folks mobiltelefoner. Og så brugte vi egentlig tiden til at pinpointe, hvilke teknologier der var værd at bruge,” fortæller Christian Holmgaard Lund.
Hvordan kan et mobil-lysshow leveres til mange telefoner på samme tid, hvordan gør man det på en måde, hvor det ikke kræver app og login, og hvordan får man faktisk brugerne til at tage det til sig? Den slags spørgsmål undersøgte de to stiftere, mens de blev færdige som kandidater i IT-Produktudvikling på Aarhus Universitet.
Med uddannelsen på plads har begge stiftere efterfølgende været på arbejdsmarkedet i et år. Men for nylig sikrede de sig begge et Innofounder-legat fra Innovationsfonden, så de kan bruge det næste år på at udvikle virksomheden i innovationsmiljøet Hatch IT Lab.
”Det har hele tiden været håbet, at vi skulle tilbage til Lightr. Det er det, vi har søgt efter. Så nu tager vi den plan vi har lagt, den lærdom vi har fået fra erhvervslivet, og går all-in,” siger Christian Holmgaard Lund.
Forretningen på vej
På nuværende tidspunkt kan Lightr vise farver, billeder og tekst, så lysdesigneren eksempelvis kan sætte et strobelys i gang på alle publikums telefoner samtidig. Teknologien skal stadig videreudvikles – stifterne ønsker sig blandt andet at kunne tegne et samlet billede på tværs af publikums mobiltelefoner, så de kan erstatte de enorme bannere til fodboldkampe. Men teknologien er færdig i sin første version, så nu skal forretningen findes.
“Det er stadig tidligt i processen, og vores forretningsmodel er ikke på plads. Vi ser gerne, at vores teknologi kan bruges til et hvilket som helst live-event – om det så er en fodboldkamp, en koncert, eller noget helt andet. Også uanset om det er for 50 eller 50.000 mennesker. Essensen er bare, at vi vil tilføje til oplevelsen og gøre den mere interaktiv,” siger Johannes Valentin Berg.
Fakta: Mød Lightr – og 7 andre, lovende startups på Digital Tech Summit:
De otte universiteter har hver udvalgt ét startup, som inviteres til at pitche deres løsning på årets Digital Tech Summit d.8.-9. November. Lightr er udvalgt som repræsentant for Aarhus Universitet.