You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Handler fremtidens sociale medier om at mødes i virkeligheden?

Som et led i lanceringen af Nextdoor i Danmark, besøgte Sarah Friar ‘Folkehuset Absalon’ i København, som Tiger-stifteren Lennart Lajboschitz står bag, da huset rummer den slags fysiske fællesskaber, som appen gerne vil promovere.

Nye sociale medier vil ikke bare forbinde mennesker online – men også ude i virkeligheden. Mens en ung udfordrer spirer frem i Danmark, har en amerikansk version allerede forbundet 190.000 nabolag i USA.

Nye sociale medier vil ikke bare forbinde mennesker online – men også ude i virkeligheden. Mens en ung udfordrer spirer frem i Danmark, har en amerikansk version allerede forbundet 190.000 nabolag i USA.

Det seneste årti har Facebook formået at forbinde 2,4 milliarder mennesker – cirka en tredjedel af verdens befolkning – gennem sit sociale medie. Men selvom mediet gennem begivenheder og grupper forbinder folk i virkeligheden, foregår langt den største del af kommunikationen udelukkende online.

Det vil nye sociale medier i midlertidig gøre op med. Det gælder blandt andet Nextdoor, der en onlinetjeneste, som forbinder lokale fællesskaber fra den virkelige verden. Nextdoor har forbundet mennesker, som er geografisk tæt på hinanden, siden 2011, og har i dag 190.000 “neighborhoods” på tværs af USA.

“Tænk på Nextdoor som det originale sociale medie. Folk vil gerne lære deres naboer at kende, men de ved ikke hvordan. Så i stedet for at joine et netværk for at blive forbundet digitalt med venner, så møder du folk, du ikke kender – men bor tæt på. Det skaber stærkere fællesskaber, og vi kan se at stærke, lokale fællesskaber gavner alt fra resultaterne i skolen til velvære og huspriser,” siger Sarah Friar, som er CEO i Nextdoor, da vi fanger hende i forbindelse med mediets lancering i Danmark.

På mediet skal man fra start oprette sig med navn og adresse, hvilket både sikrer tillid, og at man helt lavpraktisk kan finde personer, der bor i samme område som en selv. På Nextdoor er lokation nemlig udgangspunktet for at skabe sammenhold ude i den rigtige verden, hvor naboer kan bruge platformen til at finde events, få hyperlokale nyheder eller anbefale hinanden kaffebarer eller frisører.

Fra online til offline fællesskaber

I maj lancerede Nextdoor sin platform i ni europæiske lande – blandt andet Danmark. I den forbindelse fik virksomheden lavet en undersøgelse der viste, at kun 16 procent af danskerne kender navnet på flere end 10 af deres naboer (i øvrigt med store regionale forskelle: I København var det syv procent, mens det i Aarhus var det 22 procent). Og to ud af tre vil gerne have et bedre forhold til deres naboer.

“Nextdoor er et naturligt fit for et land, der har en kultur for tillid og glæde. Danskerne stoler allerede på deres naboer, men vil gerne have et bedre forhold til dem. Samtidig er danskerne tech-savvy, og det hjælper helt klart en digital platform som vores, som har et mål om at starte online, men at flytte forholdet offline og skabe stærke bånd i den virkelige verden,” siger Sarah Friar.

3500 danske brugere har allerede fundet vej til platformen og dannet i omegnen af 100 ‘neighboorhoods’ – som kan variere fra en landsby til en bydel i en større by til en enkelt gade. For selvom folk ikke kender hinanden på forhånd, er det definerende for platformen, at de har nærmiljøet tilfælles.

“Det kan se ud som et paradoks, at man skal bruge en digital platform til at finde folk, der bor lige omkring en. Men jeg det skyldes nok, at folk kan være lidt generte, når de først skal lære hinanden at kende. Der er en meget lavere barriere ved at starte online. Og hvis du har svaret på mit opslag om en anbefaling på et lokalt kaffested, hilser du måske på mig næste gang, vi ses på gaden. Det er en god måde at få ting til fælles, som man kan snakke om, når man møder hinanden,” siger Sarah Friar.

Nextdoor-appen ligner til forveksling andre sociale medier, men indholder er hyperlokalt, og man kan se hvor personerne på platformen bor.
Nextdoor-appen ligner til forveksling andre sociale medier, men indholdet er hyperlokalt, og man kan se hvor personerne på platformen bor.

MinLandsby: Bygger videre på landsbyalgoritmen

Herhjemme har virksomheden MinLandsby lavet en lignende social platform, der tager udgangspunkt i det fysiske fællesskab. Platformen fungerer som et digitalt lag ovenpå eksisterende landsby-fællesskaber rundt om i Danmark, og siden virksomheden modtog en større investering i seneste sæson af Løvens Hule, har der været stor interesse fra både landsbyer, kommuner og nye samarbejdspartnere.

Sammenlignet med Nextdoor er MinLandsby stadig en mikro-virksomhed, men det skræmmer ikke stifteren.

Læs også: Min Landsby efter Løvens Hule: Nu kombinerer vi idealisme med forretning

“Jeg tror sagtens, der kan være plads til os begge. Der er jo i forvejen mange forskellige platforme, og hvis man snakker lokalsamfund, bruges der i forvejen lige fra en hjemmeside til Facebook-grupper til MinLandsby. Vores mission er at forsøge at samle det hele ét sted,” siger Heino Smed Sørensen, der sammen med Rikke Skræddergaard er stifter af MinLandsby.

MinLandsby fokuserer hovedsageligt på mindre byer lige nu, og sælger løsningen til en hel landsby eller en hel kommune ad gangen. Det betyder også, at hele byen med ét slag har adgang til løsningen, og det giver et andet udgangspunkt for fællesskabet end Nextdoor.

“Lidt populært siger vi, at vi har en onlineplatform, der gør det muligt at styrke fællesskabet offline. Det er jo lidt det, der er missionen i landsbyen. Man har været gode til at mødes og bruge fællesskabet til at få løftet aktiviteter, og vi er med til at facilitere og koordinere det, man allerede gør,” siger Heino Smed Sørensen.

Min Landsby - Rikke Skræddergaard og Heino Smed Sørensen
Min Landsby – Rikke Skræddergaard og Heino Smed Sørensen

Socialt medie uden vennerne

Med 10 år som socialt medier og investeringer for 2,6 milliarder kroner, er Nextdoor langt fra en ny spiller, selvom brugertallet er langt fra giganter som Facebook, Instagram og YouTube.

“Vores vækst har været langsommere i begyndelsen, men folk joiner også for at møde mennesker, de ikke kender i forvejen. Så vi skal gøre brugerne komfortable ved at være med, og bagefter kan vi ikke bare få dem til at bombardere deres venner med invitationer ligesom Facebook. For Nextdoor handler ikke kun om at forbinde brugerne med de venner, de har i forvejen,” siger Sarah Friar fra Nextdoor.

Ved at bringe partnere ind på platformen som lokale brand- og politistationer, har virksomheden fundet en af nøglerne til at lokke folk til, fordi det giver dem noget vigtigt og lokalt at forholde sig til og snakke om på platformen. Og når først nabolaget har en grund til at forbinde sig, begynder snebolden at rulle.

“Man bygger noget af den sociale tillid på platformen, og begynder at føle sig sikker nok til også at gøre noget sammen offline. Vi håber at kunne få brugerne til at komme tilbage ved altid at have vigtig information til dem, så også tilflyttere hurtigt finder ind. Men omvendt skal det ikke være ren underholdning: Brugerne skal ikke bruge for meget tid på platformen. Tingene skal gå hurtigt, så de kan bruge tiden med hinanden offline,” siger Sarah Friar.

Sarah Friar kommer fra en topstilling som CFO i fintech-virksomheden Square. Men skiftet til CEO-stillingen I Nextdoor skyldes ikke bare forretningspotentialet i platformen: “Missionen talte virkelig til mig. Jeg er selv vokset op i et tæt lokalsamfund i Nordirland, så missionen om at skabe lokale communities, talte til min personlige ambition om at skabe forandring i verden,” siger hun.

Platformen balancerer altså et dilemma mellem at tiltrække brugere til platformen og få dem til at forlade platformen igen, for at mødes i den virkelige verden. Men lige nu mener direktøren, at de har fundet en god balance.

“Nextdoor føles sundt sammenlignet med Instagram og Facebook, og jeg er stolt af bredden – der er alle aldre, køn og hudfarver som mødes i alle typer fællesskaber. I en generation som er vokset op bag et glaspanel og forbundet til tech, tror jeg der er en trang til at komme tilbage til den virkelige verden. Og jeg håber, vi kan være en del af den mission,” siger Sarah Friar.

Storbyen har brug for landsbyens algoritme

Fra udgangspunktet i den lille, vestjyske landsby Fjaltring, arbejder MinLandsby særligt med de små bysamfund, som de kender allerbedst.

“Nextdoor er skarpe til at få nabolag til at arbejde sammen i storbyer. Men den ånd har man allerede ude i landsbyerne, hvor man i forvejen spiser sammen og hjælper hinanden med ting. Så vi arbejder i virkeligheden videre på den fællesskabsalgoritme, man allerede har ude i landsbyen. Så jeg tror i højere grad, at Facebook er udfordret af Nextdoor, end vi er,” siger Heino Smed Sørensen.

På sigt håber han, at deres digitale platform kan være med til at skabe landsbysammenholdet i større byer.

“Jeg tror, at storbyerne skal hjælpes til at skabe det fællesskab, som man allerede har i landsbyerne. Drømmen på et tidspunkt er jo at få landsbyalgoritmen ind i Aarhus eller København – det tror vi faktisk, kan gavne samfundet,” siger han.